Nu kommer næstformand med kryptisk melding om fyring af direktør i Region Sjælland
Beslutning om at fyre regionsdirektør i Region Sjælland var nødvendig, lyder det fra formandskabet.
Mandag blev regionsdirektøren i Region Sjælland, Annemarie Zacho-Broe, fritstillet efter bare fem måneders ansættelse.
Årsagen er ikke offentliggjort, men ifølge Anne Møller Ronex (R), der er næstformand i regionsrådet, er beslutningen truffet af et enigt formandskab - der også tæller Heino Knudsen (S) og Kirsten Devantier (V).
- Jeg kan ikke sige meget mere til det, fordi det er og bliver en personalesag, understreger hun overfor TV2 ØST.
Dog vil næstformanden godt fortælle, at det ikke er strafbare forhold, der har resulteret i fritstillingen fra Region Sjælland.
- Det kan jeg afvise. Der er ikke tale om, at der er begået noget ulovligt, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV 2 Øst
Anne Møller Ronex anerkender, at det er en ganske kortvarig ansættelse, men der var ifølge hende ingen vej uden om fyringen.
- Det er en ærgerlig beslutning, men også en nødvendig beslutning, vi er nået frem til, siger hun og tilføjer:
- Vi er en organisation med 19.000 ansatte. Der er mange led og interessenter, og vi har ikke brug for et ledelsesskift, men det har været nødvendigt i det her tilfælde.
Ikke den hurtigste fyring, men tæt på
Ifølge Roger Buch, der er kommunalforsker, forskningslektor og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er sagen fra Region Sjælland langt fra enestående.
- Det er en hurtig fyring, men det er jo på ingen måde Danmarksrekord, siger han og uddyber:
- Vi har tidligere set en fyring i Fredericia af hende (Annemarie Zacho-Broe, red.), men også af en anden direktør, som blev fyret allerede efter en måned. Og for nogle år siden havde vi en sag, hvor det var inden for få uger.
Det har ikke været muligt for TV2 ØST at få oplyst, hvad årsagen til fritstillingen af Annemarie Zacho-Broe er. Men generelt kan der ifølge Roger Buch være flere årsager til en øjeblikkelig fritstilling.
- Der kan være samarbejdsvanskeligheder i forhold til politikerne, der kan være samarbejdsvanskeligheder internt med de andre i direktionen, og nogle gange er der simpelthen bare tale om, at folk ikke er gode til det, de skal i jobbet, siger han og tilføjer:
- Det kan også handle om dårlig behandling af medarbejdere. Uanset hvad, ender det med, at man kommer til at betale en masse penge.
Mandag meldte regionen først ud, at der var indgået en aftrædelsesaftale med Annemarie Zacho-Broe, men senere blev ordlyden i pressemeddelelsen ændret, så der ikke længere står noget om en aftale.
Det har ikke været muligt for TV2 ØST at få oplyst, hvorvidt der er lavet en aftrædelsesaftale eller ej, og heller ikke hvad fratrædelsen kommer til at koste i kroner og ører.
Regionen har endnu ikke oplyst hvem, der overtager posten som regionsdirektør efter Annemarie Zacho-Broe.