Afdelingen kan ikke helbrede, men de endte med at redde 16-årig piges liv

På Børne- og Ungepsykiatrisk Center i Glostrup, afsnit B203, taler personalet om 16-årige Viola. Hun har det dårligt, og de er bekymrede for, at hun vil gøre skade på sig selv igen.

En pædagog forlader lokalet for at tjekke op på Viola – og kommer hurtigt tilbage.

- Nu har hun gjort det, fortæller han de andre.

Det er sygeplejerskens opgave at træde til, når en indlagt skader sig selv.

Hun går ind på Violas stue, hvor den unge pige ligger pakket ind under en dyne, der er trukket helt op til hendes øre.

- Du har vist mig det før, og jeg har fået lov til sætte strips på. Må jeg godt se det nu? spørger sygeplejersken.

Hun får lov til at hjælpe. Det er på benet, ved låret.

Viola bliver spurgt, hvad hun har brugt til selvskade, men hun vil ikke aflevere det. Og trangen til at fremkalde smerten hos sig selv er stadig den samme, tilføjer Viola, mens hun kigger ned i sengen, nu med hænderne krøllet sammen.

Sygeplejersken giver Viola to Sun Lolly-is, der er pakket ind i køkkenrulle. En til hver hånd. Viola skal blive ved med at holde om dem, indtil det gør ondt.

- Du gør det bare så godt, roser sygeplejersken.

På afdelingen oplevede Viola at blive mødt med omsorg. Og ikke skældud, når hun havde selvskadet, som hun havde oplevet før.

Når det kommer til historier og beretninger om det offentlige sygehusvæsen, herunder psykiatrien, handler de ofte om knappe ressourcer, travlhed og personaleflugt.

Men det er ikke en del af 16-årige Violas fortælling. I hvert fald ikke på en særlig afdeling, der på flere måder end én skulle vise sig at blive livsændrende.

I dokumentaren 'Pigerne på psyk' har TV 2 fulgt Violas indlæggelse.

Efter selvmordsforsøg og med flere diagnoser blev Viola indlagt 5. januar 2024 på døgnafsnittet B203, som er en del af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.

En afdeling for unge i alderen 14 til 17 år med psykiske lidelser, hvor de i seks til otte uger bliver observeret af psykiatere, pædagoger, psykologer og sygeplejersker for at finde ud af, hvad de unge fejler, og hvorfor de mistrives, så de kan få den rette hjælp.

- Vi kan jo ikke helbrede. Det er et udredningsafsnit, hvor vi, samtidig med at vi udreder, også laver noget behandling, siger Rikke Munksgaard Mathiassen, der er afsnitsleder på B203.

- Nogle gange har de unge et meget lavt funktionsniveau, som vi prøver at hjælpe dem med både at beskrive og sætte gang i. Og der er også nogen, der har det psykisk så dårligt, at de ikke kan være hjemme, og så skal vi passe på dem, siger hun.

B203 er et åbent afsnit. Mange af de unge selvskader. Personalet snakker med dem om, hvorfor de selvskader, og om de vil aflevere det, de bruger, så de ikke bliver fristet igen.

Det vil de ikke altid. De unge har fri udgang, og det er derfor svært for personalet at kontrollere, om de har noget, som de kan selvskade med.

Derfor fokuserer de på at rumme de unge i, hvad det er, de står overfor i momentet, og hjælper dem bedst muligt.

For Viola har personalet gjort en stor forskel.

"Jeg kom ind på B203 med tanken om, at det var det sidste sted, jeg skulle være, og ville tage mit liv. Jeg kommer nu ud som en pige, der har mere mod på livet, og det har du en kæmpe del i. Tak, fordi du har gjort en så stor forskel for mig."

Sådan skrev hun i et håndskrevet brev med en farvelagt solsikke malet i akvarel på bagsiden til en af pædagogerne. Faktisk skrev hun et til alle på B203.

De gav hende et nyt håb. Men de fleste dage kæmper hun.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Lukker ned for følelserne

Viola husker ikke meget fra sin barndom, selvom det ikke er mange år siden, hun befandt sig i den. Hun ved ikke helt hvorfor.

Men efter kort betænkningstid tilføjer hun:

- Man siger, at når man ikke kan huske noget, er det fordi, det ikke er noget, man ønsker at huske.

Violas forældre blev skilt, da hun var under et år gammel.

Selvom hun også har gode minder med hendes forældre, virkede hendes barndom til tider delt op.

Det føltes som om, at hun hørte til i to forskellige familier, hvor det kunne være svært at finde sin plads.

Lige så svært det var at finde sin plads hjemme, lige så svært havde hun ved det i skolen.

Hun talte for meget, og hun havde svært ved at koncentrere sig og sidde stille i timerne.

Viola følte, at hun var til besvær. I 4. klasse gik det første gang for alvor ned ad bakke.

- Jeg begyndte at lukke lidt ned for mine følelser. Det var lettere at være i. Også fordi der ikke kom noget godt ud af at vise min følsomme side, eller at jeg var ked af det.

For det følte Viola ikke, at der var plads til nogle steder.

Et par år senere, i 9. klasse, fik Viola det så dårligt, at hun for første gang sagde det højt. Det var så slemt, at hun ikke længere kunne se meningen med livet.

Hun havde haft selvmordstanker, siden hun var omkring ti år.

- Men jeg var også bange for det, for det er også skræmmende at dø. Og jeg var heller ikke klar til det dengang.

Men et par år senere kom der et tidspunkt, hvor hun ikke følte, at hun kunne holde det ud længere.

En eftermiddag i oktober 2022 havde Viola sit første selvmordsforsøg.

Hun blev indlagt på akutafdelingen på Børne- og Ungepsykiatrisk Center i en uge, og de efterfølgende måneder var kaotiske med en svær depression og en spiseforstyrrelse ude af kontrol.

Efter endnu et forsøg på at tage sit eget liv opfordrede Violas læge hende til en frivillig indlæggelse, fordi det ville kunne hjælpe hende. Viola blev indlagt på B203 i januar 2024.

Hun sagde ja, fordi hun havde brug for at komme væk, og hun ville gerne finde ud af, hvordan hun kunne få det bedre.

Sygdom 24 timer i døgnet

Den aften, hun trådte ind på afdelingen – en kold søndag aften i januar – var alt indenfor oplyst og hvidt.

Personalet, der tog imod hende, var søde, men alle unge var hjemme på weekend. På nær én pige fra et af de andre afsnit. Hun sagde ikke et ord.

Viola har altid haft meget brug for det sociale, så hun tænkte: "Åh nej, hvad gør jeg her?", men i løbet af kort tid fik hun veninder på afdelingen, hun nu skulle kalde sit hjem.

Før indlæggelsen havde hun fået diagnoserne adhd, atypisk autisme, ptsd, psykose, depression og atypisk spiseforstyrrelse.

Det var en hård start for Viola. Dagligt blev hun spurgt ind til svære ting. Om hendes selvmordstanker og selvskaden. For afsnittet skulle hjælpe hende.

Men det gjorde også, at der var fokus på sygdom næsten 24 timer i døgnet.

- Det var svært at skulle have det dårligt foran nogen, man næsten ikke kendte. Der var ikke nogen, der havde set min sorg før. Ligesom jeg ikke havde prøvet, at der var nogen, der tog sig af min selvskade før.

Men på afdelingen rensede de det, tog plaster på og snakkede med Viola om det. De lod hende vide, at det var okay.

- Men det var også rigtig svært, for man føler sig også blottet. Men at der blev lyttet, gjorde, at jeg ikke skammede mig lige så meget over det.

Ikke på sådan en måde, at hun gerne vil vise det frem. Viola har altid gået i tøj, der dækker arrene. Men hun lærte, at det ikke var noget at være flov over.

Hun blev mødt af mennesker, der havde tid.

Hvad end det var til et spil kort eller til snakke, der gjorde, at de dag for dag forstod hende mere og mere.

Det gjorde, at hun følte sig tryg.

Og så var der en helt anden central ting, der skulle vise sig at få stor betydning.

Reddede hendes liv

Hun startede på adhd-medicin. Den hjalp med det samme, men om aftenen, når den aftog, blev tankemylderet, uroen og tristheden værre end før.

Det var to dage, hun husker som et levende mareridt.

Viola fik hurtigt et andet præparat, der med hendes egne ord har reddet hendes liv.

- Den gjorde, at jeg ikke var lige så meget til fare for mig selv, som jeg har været. Jeg fik ro i hovedet og tænkte kun én tanke ad gangen, siger Viola.

Den gav hende også en anden følelse, hun ikke havde mærket i lang tid. Glimt af glæde. Og et nyfundet mod på livet.

Og så blev flere af hendes diagnoser fjernet fra hendes journal, blandt andet autismen, psykosen og depression.

Adhd-medicinen og de ansatte reddede hendes liv, mener hun.

- Jeg kom ud med meget mere mod på livet og havde lyst til at kæmpe videre.

Et nyt sprog

Da Viola blev udskrevet, skulle hun tilbage i 10. klasse. Det føltes godt at vende hjem til en form for normalitet, men det har ikke været let.

Nogle af hendes venner har fået nye venner, og hun stod et sted, hvor hun skulle tilbage til det gamle og finde ud af, hvordan man agererede i det.

Præcist hvordan har hun stadig ikke helt fundet frem til endnu.

Hvad hvis vi ikke snakker sammen en dag?

Er vi så stadig venner?

Kan de overhovedet lide mig?

Det er tanker, der kører rundt i Violas hoved omkring dem, hun omgås med. Det kan være forvirrende og hårdt at være i.

Men hun har også gode veninder, hvor alt er, som det plejede at være, og som hun laver sjove og hyggelige ting med, både i skolen og i weekenderne.

De sidste tre måneder har hun næsten ikke selvskadet. Det har hun ellers gjort flere gange dagligt det sidste halvandet år. Skammen over hendes selvskade fylder også mindre i dag.

Derudover er Viola ikke den eneste, der har fået et bedre sprog for, når det gør ondt, og hun har brug for hjælp.

Når hun fortæller sin mor det, bliver hun ikke længere lige så frustreret. Også selvom hun har svært ved at forstå det.

- Der er ikke nogen uddannelse i, hvordan man har et barn med udfordringer. Det er også min mors første gang, ligesom det er min, siger Viola.

For ligesom det er svært at være inde i Viola, fylder det også meget for hende, at det er svært for dem, der står hende nærmest, at navigere i.

- Jeg er blevet bedre til at sige, hvad der hjælper mig. Det er også blevet bedre, fordi min mor er blevet inddraget i mange af samtalerne og har fået alt at vide om, hvad der er sket derinde (på B203, red.). Kortene er ligesom lagt på bordet, fordi alle omkring mig ved, hvordan jeg har det, siger Viola.

I dag går hun i terapi mod ptsd og har psykolog- og medicinsamtaler. Og adhd-medicinen hjælper stadig.

Hendes humør skifter dag for dag. Som en stikkontakt, tilføjer Viola. Hurtigt og uforudsigeligt.

- Hver gang mit humør skifter, føles det som en ny følelse, jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved. Det er svært at finde rundt i og være i. Det, der hjælper den ene dag, hjælper ikke den næste.

Alligevel kan Viola ofte glemme, at hun er i kontakt med psykiatrien, og at hun ikke er som alle andre. Dels fordi hun hurtigt glemmer, men hun har heller ikke prøvet at være i en anden krop.

Det bruger hun til sin fordel.

- Jeg kan godt lide at glemme, at det er svært.

I dag er Viola lige blevet færdig med 10. klasse. Hun har fået fine karakterer. Det er hun virkelig stolt over, og efter sommerferien er planen at starte på handelsskole.

- Jeg vil ikke sidde fast længere. Det kan godt være, at det bliver hårdt, men jeg vil gerne gå i skole ligesom alle andre og have en uddannelse, jeg kan bruge til noget. Og jeg har brug for et fællesskab, hvor jeg omgivet af andre, og hvor jeg føler, at jeg udretter noget. Og kommer videre, siger Viola.

Det nye kapitel glæder hun sig til.

Selvmordstankerne fylder stadig hos Viola. Men samtidig er hun også et andet sted nu. I dag kan hun godt være chokeret over de handlinger, hun tidligere har gjort.

Men hun er ikke bange for at dø.

- Det hader jeg at skulle sige, siger hun og fortsætter:

- Men lige nu er jeg her. Jeg vågner op og håber, at det bliver en god dag. Jeg tænker også ofte: "Det er det, jeg skal". Jeg skal være her, men det er også svært at kæmpe for et liv, man ikke vil have, men det bliver jeg også bare nødt til, og så må jeg jo fake it till you make it.

Og holde fast i de små, gode ting.

Små ting, hun har fundet ud af i sit forløb på B203. At det er okay at have det, som hun har det.

Og at det okay at tale om, for det er bedre, end at hun går med det hele selv.

- Men man skal virkelig kæmpe. For man kan ikke få det bedre, hvis man ikke vil. Så jeg prøver at tage imod hjælpen.

Viola kæmper også imod en indre stemme. Den siger, at hun ikke fortjener at være glad.

Det gør hun ved selvkærlige gerninger som at tage sig tid til at smøre sig ind i creme, gøre noget ud af sig selv, gøre det hyggeligt på sit værelse – og være sammen med dem, der er omkring hende.

Og så forsøger hun at minde sig selv om, at hun rent faktisk fortjener at være glad. Akkurat ligesom hun synes, at hendes veninder og familie fortjener det.

For Viola er også bare et menneske ligesom dem.

Der er meget at kæmpe for. Så det fortsætter hun med.