Danmarks bedste rugbrød kommer fra Køge

Den mørke malt er hemmeligheden bag vinderrugbrød, som onsdag vandt konkurrencen om at blive Danmarks bedste.

Der var masser af konkurrenter. Faktisk deltog hele 40 bagermestre i kampen om at få deres rugbrød kåret som Danmarks bedste.

Men onsdag eftermiddag kunne det fastslås, at prisen går til ejeren af Nicolais Bageri i Køge. Her kan man tilbyde et brød, som blandt andet indeholder mørkt malt. Og netop det er en af årsagerne til, at prisen går til Køge, mener bageriets ejer Nicolai Sandfeld.

- Der er rigtig meget mørkt malt i, og det giver brødet en særlig smag, siger Nicolai Sandfeld.

Og med det fif lykkedes det Nicolais Bageri at overhale mere kendte bagerier, eksempelvis det japanskejede Andersen Bakery i København, som i de senere år er blevet kendt for stedets fastelavnsboller.

Et mørkt rugbrød med god krumme. Sådan ser Danmarks bedste rugbrød anno 2024 ud.
Et mørkt rugbrød med god krumme. Sådan ser Danmarks bedste rugbrød anno 2024 ud.
Foto: TV 2

Bageren i Køge mener også, at hans brød har det, man i fagkredse kalder en god krumme.

- Jeg har virkelig gået og tænkt over, hvordan jeg skulle lave den krumme. Jeg var bange for, at den blev for løs, siger bagermesteren til TV2.

Bageri måtte flytte efter kåring

Konkurrencen om kåringen af Landets Bedste Rugbrød er ikke helt så hypet, som den tilsvarende dyst om titlen som Danmarks bedste romkugle.

Den har givet romkugler en stor renæssance, specielt efter det fynske Nørre Åby Bageri i 2018 fik titlen.

Det betød mangedoblet omsætning, og i takt med at bageriet fik kunder over hele Danmark, endte bageriet med at flytte til større lokaler i nabobyen Middelfart for at få kapacitet nok til den stærkt udvidede efterspørgsel.

Kan ikke skrue produktionen op

Dysten om det bedste rugbrød har kørt siden 2001. Brødet fra Køge indeholder udover malt også byg og rugmel, og så er der både almindelig gær og hans egen surdej i, forklarer bagermesteren. Altså et ret klassisk rugbrød.

Trods førsteprisen kan bagermesteren ikke sætte produktionen op til i morgen.

- Vi kan lave omkring 70 stykker. Kernerne skal jo sættes i blød. Men vi overvejer i de kommende dage at gå op på 100 rugbrød. Eller måske 150 rugbrød. Det går nok stærkt i starten, siger Nicolai Sandfeld efter at have forhørt sig hos tidligere vindere.

Udover rugbrød konkurrerede landets bagerier også om at levere de bedste kransekager, de bedste småkager og Danmarks bedste specialbrød.

Derimod bliver der ikke nogen Årets Romkugle i år. Den pris uddeles hvert andet år, næste gang i 2025, forklarer brancheorganisationen Bkd som står bag prisuddelingen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik