"Det er et kæmpe chok" - Voldtægtssag på folkeskole ryster lokalsamfund

Muligheden for, at flere overgrebssager kan dukke op, bekymrer de lokale.

Det ryster borgerne i Birkerød, at en tidligere ansat på en af byens skoler er sigtet for voldtægt af en mindreårig elev.

Det fortalte flere til TV 2 fredag.

- Det er en forfærdelig sag, og det er virkelig skrækkeligt, særligt for de involverede forældre og for børnene på skolen, sagde 65-årige Annette Gregersen, som er indbygger i Birkerød, og fortsatte:

- Et voksent menneske ansat på skolen er jo en, man stoler på. Det må være et kæmpe chok for de mennesker, der har været tæt på ham.

Ifølge TV 2s oplysninger er den 27-årige mand sigtet for at have begået voldtægt på skolens grund, selvom pigen sagde fra og forsøgte at få ham til at stoppe.

Det er ifølge sigtelsen sket på et ikke nærmere kendt tidspunkt inden sommeren 2022 på Søholmskolen, afdeling Bistrup, i Birkerød.

Pedeller gik vagt

Den 27-årige har siddet varetægtsfængslet en uge, men sagen nåede først offentligheden torsdag aften, da Rudersdal Kommune udsendte en pressemeddelelse.

Heraf fremgik det, at politiet har efterforsket sagen i "nogen tid", og at man endnu ikke kender dens fulde omfang.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er den 27-årige sigtet for?

Den 27-årige er sigtet for en paragraf i Straffeloven, der handler om voldtægt af en person under 15 år.

Han er desuden sigtet for vidnetrusler ved at have truet pigen til ikke at fortælle noget om overgrebet til nogen.

Ifølge TV 2s oplysninger skal han have sagt til pigen, at hun ikke måtte fortælle om overgrebet. For så ville han såre hendes familie eller sørge for, at hun blev voldtaget igen.

Manden nægter sig skyldig ifølge Sjællandske Medier, der dækkede grundlovsforhøret 14. september. Det foregik for lukkede døre.

Kommunen har oprettet en hotline, som bekymrede borgere kan ringe til, ligesom der vil blive afholdt samtaler med både børn og forældre på skolen.

På skolen er der desuden indsat ekstra bemanding den kommende tid. Blandt andet gik to pedeller rundt fredag, der havde til opgave at værne børnene mod pressen.

"Det er hæsligt"

Ingen på skolen ønskede at udtale sig til TV 2, men henviste i stedet til byens borgmester, Ann Sofie Orth (K).

Og hun lægger ikke skjul på, at sagen vækker stærke følelser i lokalområdet.

- Det er hæsligt. Jeg ved ikke, hvilke ord der dækker ordentligt. Det er hæsligt, det er skrækkeligt, det er uacceptabelt. Sådan noget må ikke ske, siger hun til TV 2.

Ifølge borgmesteren dukker der løbende nye informationer op, og derfor kan det ikke udelukkes, at manden har begået flere overgreb.

- I det omfang, at der er tale om nogen som helst mistanke om overgreb, videregiver vi det til politiet, siger hun.

Skaber stor utryghed

At der kan være flere sager, gør stort indtryk på borgerne i Birkerød.

Flere af dem, TV 2 har talt med, beskriver, at uvisheden skaber en stor utryghed, særligt for dem, som er forældre til børn på skolen.

Ingen af forældrene ønsker at stille sig frem med navn.

65-årige Annette Gregersen kan godt sætte sig ind i utrygheden.

- Nu har jeg voksne børn, og de har gået på andre skoler her i Birkerød, men hvis det var mig, der var forælder til et barn på skolen, ville jeg virkelig også være påvirket.

Varetægtsfængslingen af den 27-årige udløber torsdag 28. september. Her skal retten tage stilling til, om den skal forlænges.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik