Henrik fra Herlev skrev løbehistorie, men så kom beskeden der ændrede alt

Han gik ikke til købmanden for sin mor. Han løb. Han løb også i skole. Da han var teenager, blev det i en enkelt uge til 353 kilometer. Men det var på lidt over 42 kilometer, at han skrev sig ind i historiebøgerne. Det skete, da han vandt London Marathon for 30 år siden - i 1988. Navnet er Henrik Jørgensen.

"Det er da ham med det hvide pandebånd". Sådan lyder svaret oftest, når man spørger, om folk husker den danske løber, der havde sin storhedstid i 1980’erne. 

Et hvidt pandebånd, der endte som et vartegn, men som egentlig bare var en praktisk foranstaltning.

- Jeg ville gerne have langt hår. Så begyndte det at vokse ned i øjnene, og så var gode råd dyre. Hvordan får jeg styr på håret, når jeg løber? 

- Så anbefalede nogle amerikanske løbere, at jeg skulle prøve med et pandebånd. Det gjorde jeg så. Og det fungerede da meget godt, fortæller Henrik Jørgensen til TV 2 SPORT. 

I dag er håret stadig langt, men det hvide pandebånd er lagt på hylden. Det er løbeskoene til gengæld ikke, og det bliver de heller ikke, så længe Henrik Jørgensen kan gå. Selvom maratonløberen efterhånden er blevet 56 år, løber han stadig 100 kilometer om ugen. Nogle dage løber han to gange. Han kan ikke lade være. Han hører hjemme i sine løbesko.

- Det er en form for frihed. En måde at være legebarn på, fortæller Henrik Jørgensen. 

Før i tiden kunne han blive rastløs, hvis han ikke kom ud at løbe. Hans kone husker en episode, hvor familien skulle på ferie sydpå og holdt ind på en rasteplads ved motorvejen for at spise. Henrik Jørgensen havde dog andet end mad i tankerne.

- Han løb 10 kilometer rundt og rundt på parkeringspladsen, mens vi andre spiste, fortæller Henrik Jørgensens kone Mette Holm Hansen, som også er tidligere eliteløber. 

I dag kan Henrik Jørgensen godt leve med en enkelt fridag fra løb. Men helst ikke.

- Jeg har det bedst med at træne. Man kan sammenligne det med, at hvis andre ikke går i bad, så får de ikke renset kroppen. Når jeg løber, føler jeg, at jeg får renset kroppen, siger Henrik Jørgensen. 

Ufrivilligt måtte han dog sætte løbeskoene på hylden for en stund, i en periode der endte med at blive afgørende for karrieren som eliteløber. Den evige fremdrift blev sat på pause, mens der blev kæmpet med en langt mere alvorlig udfordring end den, de lange ture på landevejen bød på.

Det var dog først efter, han havde leveret sit største resultat, der den dag i dag står som en af de absolut største danske løbepræstationer. At vinde London Marathon.

De tidlige år

At stå stille har aldrig været noget for Henrik Jørgensen. Som barn elskede han at løbe, og som så mange andre begyndte han sin sportskarriere som fodboldspiller. Men det kollektive sportsliv var ikke noget for Herlev-drengen.

- Når man laver et stykke arbejde, så kan jeg bedst lide, at det mig selv, som får ris eller ros.

Som 13-årig begyndte han derfor at løbe for Herlev Atletik, hvor han blev trænet af sin far Knud Erik Jørgensen. Han løb sprint med de andre løbere i klubben, men han kunne ikke følge med de hurtigste.

- Men når vi nåede ud omkring de to kilometer og længere, så kunne jeg godt se, at jeg havde nemt ved at løbe fra de andre, hvis jeg ville. De andre prustede og stønnede, men jeg havde en fest, fortæller Henrik Jørgensen. 

I 1976 sad Henrik Jørgensen i sofaen i barndomshjemmet i Herlev og så maratonløb fra OL i Montreal på tv. Han så løberne komme ind på det olympiske stadion og løbe over målstregen.

- Der tænkte jeg; det der skal jeg også.

Som 15-årig satte han sig derfor for, at han ville til OL. Og i de tidlige ungdomsår begyndte han på den hårde træning, som siden fulgte ham i mange år. Han trænede i et omfang og et kilometerantal, der ikke var set tidligere. Som 18-årig løb Henrik 274 kilometer på en uge, og som 19-årig præsterede han at nå en træningsmængde på 353 kilometer på en uge.

- Jeg har det fint med, når det gør ondt. Det handler om at afprøve sine grænser, og det har jeg gjort i min træning gennem mange år. Jeg bildte mig ind; at jo mere jeg trænede, jo bedre blev jeg. Og så måtte jeg jo finde ud af, hvor meget jeg kunne holde til, siger Henrik Jørgensen.

- De andre løbere grinede af ham, for han var jo tynd og splejset. Men han havde selvtillid og var målrettet, og han var opsat på, at han ville være Danmarks bedste løber, fortæller konen Mette Holm Hansen.

- Ja, jeg har slidt en del løbesko op gennem tiden. Da det gik højest, kunne jeg slide 40 sko op på ét år. Og gennem hele mit liv har mit løberi vel kostet omkring 500 løbesko, fortæller Henrik Jørgensen, hvis træningsiver stadig kan gøre unge løbere forpustede.

- De kilometer Henrik løb dengang i så ung en alder lyder jo ekstremt. Men det viser også, hvor stærk han er. Jeg har prøvet én gang at løbe 241 kilometer på én uge. Det gør jeg ikke igen. Det var for hårdt. Vi piver vist for meget i dag, lyder det fra Danmarks nuværende bedste langdistanceløber Abdi Ulad.

London, den 17. april, 1988

Henrik Jørgensen var 26 år og en af de yngste i elitefeltet. Inden løbet var han en af de udvalgte løbere, som den nu afdøde Prinsesse Diana gerne ville hilse på. Efter en formel hilsen på den populære prinsesse, blev han sammen med de andre løbere ført ned til startstregen.

Men det lå ikke i kortene, at det var denne dag, han skulle skrive historie. Fem uger inden London Marathon fik han 39 i feber. Det lagde ham ned i en uge, og kom til at påvirke den vigtige træning op til løbet.

- Havde jeg ikke lagt mig syg, tænkte jeg, at jeg havde gode chancer for en medalje, siger Henrik Jørgensen.

Tre uger før løbet kunne han begynde at træne normalt igen.

- Kort inden afrejse blev jeg testet, og den test fik eksperter til at fraråde mig at tage til London.

Men Henrik Jørgensen hørte ikke efter og tog afsted alligevel. 

Den danske maratonløber valgte derfor at lægge konservativt ud. Ved 10 kilometer var han langt nede i feltet, men ved 21 kilometer, da han løb over Tower Bridge, kom han tættere på førerfeltet. Og ved 27 kilometer var han helt oppe blandt de førende løbere.

- Jeg kunne høre på publikum, at jeg lå i front. De næste kilometer laver jeg nogle småryk, for jeg har det godt. Jeg lytter til de andre løberes vejrtrækning for at høre, hvordan de har det, husker Henrik Jørgensen tilbage.

Da der er godt syv kilometer tilbage, kan han mærke, at han er en af dem i førergruppen, der har flest kræfter tilbage. Derfor tog han en rask beslutning.

- Ved 35 kilometer tænkte jeg; nu smutter jeg. Og der fik jeg hul med det samme, og så gav jeg los. Men man skal være ret sikker på sig selv, hvis man går i udbrud så tidligt i et løb. Og jeg ville ikke se mig tilbage, så mister man koncentrationen, og du fortæller konkurrenterne, at du er træt og bekymret. Så jeg havde ingen fornemmelse af, hvor langt tilbage de andre lå. Så jeg måtte bare lytte, men jeg kunne ikke høre dem, fortæller Henrik Jørgensen.

Stilheden var et resultat af Jørgensens pragtpræstation. Den danske maratonløber løb i ensom majestæt de sidste kilometer gennem Londons gader.

- En lille kilometer inden mål kommer jeg til et sving, og her kigger jeg mig så tilbage, og der kunne jeg se, at de andre var langt væk. Så tænkte jeg; nu er den der.

Henrik Jørgensen løb over målstregen ved Big Ben i tiden 2.10.20 og vandt dermed London Marathon.

- Det var noget, jeg havde stræbt og trænet efter. Det var så uvirkeligt, fordi jeg havde ligget syg op til løbet. Men lige der opfyldte jeg mit mål. Det var fantastisk, siger Henrik Jørgensen.

Henrik Jørgensen skrev sig dermed ind i sportshistorien ved at være den første og hidtil eneste dansker, der har vundet et af verdens største maratonløb.

- Henrik Jørgensen er en levende legende. Jeg begyndte på atletik i 1988, det år han vandt. Allerede dengang var han en mytisk figur, fordi han havde vundet London Marathon. Det var jo det største. Muligvis endda stadig det største en atletikudøver har opnået nogensinde. Det svarer til at vinde en Grand Slam i tennis. Og det gør det virkelig, fordi langdistance og maraton er mindst lige så udbredt som tennis er, siger den tidligere professionelle kuglestøder Joachim B. Olsen.

Én besked fik verden til at styrte sammen

Henrik Jørgensen havde lige vundet London Marathon. Han var netop fyldt 27 år og havde en stor fremtid for sig som professionel maratonløber. Han blev spået store medaljemuligheder ved de kommende EM, VM og OL.

Han var også nybagt far til datteren Anna, og havde fået skabt sig det liv, som han altid havde drømt om. Nu skulle han bare træne og koncentrere sig frem mod de næste store mål.

Men en dag i efteråret 1988 ændrede alting sig for Henrik Jørgensen. Pludselig, og ud af det blå. Han fik den besked, som alle familier frygter. Henriks kone Mette fik konstateret uhelbredelig kræft. Hun fik 2-5 år at leve i. Sådan lød den barske besked fra lægen.

- Min verden brasede sammen. Og løb blev ligegyldigt. Det gav ikke mening at løbe. Og jeg sagde til Mette; jeg løber ikke et skridt, før du bliver rask igen.

- Vi drømte om et løbeliv. At rejse rundt i verden og deltage i konkurrencer sammen med vores datter Anna. Men sådan blev det ikke. Lige pludselig handlede det bare om at overleve, siger Mette Holm Hansen.

Efter noget tid overbeviste nogle venner Henrik om, at han skulle begynde at løbe igen. Og det bakkede Mette op.

- Jeg kunne ikke bære, at han ikke løb. Det fik jeg det jo ikke bedre af. Og det gjorde han heller ikke. Og så begyndte han at løbe igen, fortæller Mette.

Der gik et par år med sygdom og mange bekymringer. To år efter Mette fik konstateret leukæmi, fik hun en knoglemarvtransplantation fra sin tvillingebror. Mette kom stik imod de dystre udsigter igennem sygdomsforløbet. Og i dag er hun erklæret rask.

Henrik Jørgensen genoptog den intensive løbetræning og konkurrencerne.

- Men det blev aldrig rigtig det samme, siger han.

Året efter sejren i London Marathon måtte han udgå efter 35 kilometer på samme distance. I 1990 styrtede han og kom i mål på 2.18.18, mere end otte minutter langsommere end hans personlige rekord. Og oveni det udviklede han også astma.

- Det var en hård tid på mange måder. Både med Mettes sygdom, og at jeg måtte tage afsked med eliteløb. Men jeg vandt London Marathon og opnåede det, jeg gerne ville. Og så blev Mette rask. Det var det vigtigste, og det er det, jeg er taknemmelig for, fortæller Henrik Jørgensen.

2.09.43

Selvom Henrik Jørgensen forlængst er stoppet med at løbe på absolut eliteplan, så støder nutidens løbere tit på hans navn. Det står nemlig øverst på en del rekordlister. Den mest markante af dem blev sat med de fem tal; 2.09.43. De har nærmest fået en ikonisk status i den danske løbeverden.

Det er Henrik Jørgensens personlige rekord på maratondistancen. Og så er det også dansk rekord – en rekord som har stået i 35 år. Og en rekord, som blev sat ved London Marathon i 1985. Men allerede i 1983 havde Henrik Jørgensen på sin favoritrute gennem den engelske hovedstad afsløret sit unikke talent og sin enorme viljestyrke på maratondistancen med en uofficiel U21-verdensrekord på 2.10.47.

I 1985 satte han sig på femtepladsen i verdensfeltet i London med en nordisk rekord på 2.09.43. Og han har faktisk haft den nordiske rekord helt frem til december sidste år, hvor den blev slået af den norske løber Sondre Moen. Men den danske rekord sidder Henrik Jørgensen fortsat solidt på.

- Det er da dejligt, at tiden holder. Mange sagde til mig dengang, at den tid vil holde langt ind i år 2000, fortæller Henrik Jørgensen.

Jørgensens bedrifter bliver stadig bemærket og beundret. Af både tidligere og nuværende atleter.

- At rekorden har kunne stå i så mange år siger noget om, hvilket enestående talent Henrik Jørgensen er og var, men mest af alt, at han forstod at udnytte det talent. Han vil altid stå – også om 30 år – som en helt særlig atlet i dansk atletikhistorie, men også i dansk sportshistorie. Om der nogensinde bliver en dansker, der vinder et af de store maratonløb igen, det kan man jo ikke udelukke, men det er nok ikke det mest sandsynlige, siger Joachim B. Olsen. 

- Danmark har grund til at være stolt. Det er en enestående præstation, som Henrik leverede i London. Det er den største præstation i dansk atletik set med mine øjne. Og hans danske rekord er ganske enkelt enestående. Jeg har da en drøm om at slå den, men det er en tid, man ikke lige slår, siger den professionelle maratonløber Abdi Ulad. 

Datteren har overtaget stafetten

Henrik Jørgensen er sammen med sin familie rejst tilbage til den britiske hovedstad i forbindelse med den 38. udgave af det prestigefyldte London Marathon søndag den 22. april, hvor hans sejr for 30 år siden vil blive markeret. Og den danske maratonløber kan mindes en tid, der mærkede hans liv for altid.

Men det er ikke slut med løb på absolut eliteplan for familien Jørgensen. Datteren Anna Holm vil løbe i sin fars fodspor. Anna Holm har nemlig planer om at løbe London Marathon næste år, hvor hun vil forsøge at kvalificere sig til OL i Tokyo.

- Da jeg var lille, tog mine forældre mig med til London Marathon. Og det er det første maratonløb, jeg så og oplevede. Jeg husker den vilde stemning. Derfor er London Marathon noget helt specielt for mig også, fortæller Anna Holm.

- Når jeg skal løbe det, vil jeg da tænke på min far. Særligt, når jeg kommer til Tower Bridge, for det var her, at han stak af fra førerfeltet. Men bare det at være med i London Marathon er en kæmpe oplevelse i sig selv som maratonløber. Det er ét af de største løb. Bare det at blive udtaget til elitefeltet er virkelig svært, siger Anna Holm.

Hun har allerede været udtaget til OL på maratondistancen én gang, da hun var med i Rio i 2016.

- Det er rigtig rart at følge Anna. Og jeg kan genopleve mange ting via Anna, siger Henrik Jørgensen.

Det hvide pandebånd lever videre

Selvom Henrik Jørgensen indstillede den professionelle løbekarriere i en tidlig alder, så har han sat et stort aftryk i atletikverdenen. Opskriften bag hans succes var enkel. Han løb mere end mange af nutidens maratonløbere.

- Dengang trænede vi bare mere, meget mere, end mange europæiske løbere gør i dag. I dag løber de 140-150 kilometer om ugen, og det er altså ikke nok. Ser man på de afrikanske løbere, som dominerer langdistanceløb i dag, så træner de en lige så stor mængde, som vi gjorde dengang i 80’erne, fortæller Henrik Jørgensen.

Henrik Jørgensen er en af repræsentanterne for en tid, som skabte grobund for et elitemiljø i verdensklasse for langdistanceløb. Med sin træning og sejr i London Marathon var han sammen med motionsbevægelsen med til at skabe stor interesse for maraton i Danmark. I dag løbetræner hver tredje voksne dansker, og omkring 20.000 danskere løber maraton. 

Men hvad skal der så til for at overgå 'det hvide pandebånds' rekord?

- Der skal trænes, griner Henrik Jørgensen.

- Man skal kunne tåle at træne og holde til det, og det kunne jeg. Jeg kunne virkelig træne, og jeg elskede at træne.

På eliteplan eller ej, så stopper løbet nok aldrig rigtig for Henrik Jørgensen.