TV 2-muldvarp afslører dårlig kultur og omsorgssvigt på bosted
Ifølge eksperter er der tale om forrået kultur, ledelsessvigt og et menneskesyn, som minder om tiden med åndssvageforsorgen.
Omsorgssvigt. Voldsomme overgreb. Psykisk vold.
Det er nogle af de udtryk, som to eksperter bruger om den behandling af mennesker med handicap, som TV 2 dokumenterer i den nye dokumentar ‘Operation X – Nødråb i natten’.
TV 2 har haft en journalist ansat som muldvarp, og hun har med skjult kamera filmet på botilbuddet Lynghuset i Københavns Kommune.
Botilbuddet er sat i verden for at hjælpe og understøtte voksne med handicap. Men optagelserne dokumenterer en lang række svigt af nogle af landets mest udsatte og plejekrævende borgere.
- Det værste er forråelsen. Den kultur, der er, som medfører omsorgssvigt, siger Ida Marie Mundt, lektor ved Københavns Professionshøjskole.
Hun har en master i specialpædagogik og underviser til dagligt pædagoger og specialpædagoger. Og så har hun set og hørt TV 2’s optagelser.
Optagelserne viser, at omsorgen for voksne med handicap i flere tilfælde ligner ren opbevaring. Det mener psykolog med speciale i håndtering af personer med særlige behov og problemadfærd, Bo Hejlskov Elvén, som også har set optagelserne.
- Det minder jo om det, vi havde i 60'erne og 30'erne. På det mentale sygehus – eller åndssvageforsorgen. Hvor man ikke havde nogen særlig holdning til menneskers værdi, for man anså faktisk ikke, de havde højere værdi, siger Bo Hejlskov Elvén.
Netflix i stedet for pleje og omsorg
Det tog ni minutter og tre spørgsmål fra lederen, og så var TV 2's muldvarp ansat på botilbuddet Lynghuset.
Foto: TV 2 Dokumentar
Her dokumenterede muldvarpen gennem tre måneder talrige eksempler, som eksperter betegner som omsorgssvigt og forrået kultur blandt medarbejderne.
Optagelserne afslører blandt andet en situation, hvor en ung, multihandicappet mand gjorde skade på sig selv ved at slå sig selv i hovedet. Lyden af slagene var høje og tydelige, og den selvskadende adfærd var ifølge mandens papirer et tegn på, at han ikke blev stimuleret tilstrækkeligt.
Medarbejderen, som udelukkende havde ansvaret for denne ene, unge mand, sad i personalestuen ved en computer uden at reagere på lyden af slagene. Flere gange sad medarbejderen med sin private telefon i hånden.
TV 2’s muldvarp dokumenterede flere gange, at medarbejderen sad i personalestuen med sin telefon eller så Netflix i stedet for at aktivere beboeren.
Hul i hovedet at hjælpe
På optagelserne er der også eksempler på helt basal pleje, som blev udskudt eller helt droppet:
En mand, der ikke kom i bad i fem dage. En mand, der ikke fik skiftet sin våde ble. Og en tredje mand, som blev efterladt til at lave afføring i sin ble, selvom han godt kan sidde på toilettet selv, hvis medarbejderne hjælper ham med det. Men flere ansatte kunne ikke se meningen med at hjælpe manden på toilettet, da han havde ble på.
- Det er hul i hovedet. Det giver ikke mening, hvis han alligevel kan komme af med afføringen (i bleen red.), som en medarbejder bemærkede over for TV 2’s muldvarp.
- Vi burde gøre det, men der er ikke nogen, der gør det. Der er ikke nogen, der kan se en mening med det, når han alligevel har lavet i bleen, siger en anden på de skjulte optagelser.
Da medarbejderen efter et stykke tid reagerede på lyden af slagene, rejste han sig og kørte beboeren ind på sit værelse. Fire minutter senere kom medarbejderen, som er pædagogisk elev, tilbage og satte sig i personalestuen.
Ikke rart at tænke på
Optagelserne viser også et personale, der flere gange fralægger sig ansvaret for beboerne og skubber opgaverne rundt imellem hinanden. Konsekvensen er ifølge eksperterne, at beboerne ikke får den støtte og aktivitet, som gør, at de kan opretholde deres såkaldte funktionsniveau – altså evner til eksempelvis at gå på toilettet, spise, tale eller gå.
Beboerne bliver kort sagt dårligere og dårligere.
Lektor Ida Marie Mundt peger på kulturen blandt medarbejderne og sender ansvaret opad.
- Det er ikke rart at tænke på, at ledelsen ikke har fat på den (kulturen blandt medarbejderne, red.). Og man kan være bekymret for, at den har det samme blik på beboere, der er i huset. At det bare er nogen, der skal håndteres, og ikke mennesker, der skal have et liv, og som har et liv, siger hun.
Bo Hejlskov Elvén stemmer i. Han påpeger, at svigtene ikke kun handler om ressourcer.
- Det her er jo sådan noget, jeg ikke troede, vi skulle se i dag. Jeg har set det i lande, hvor de har meget dårlige ressourcer, men i Danmark har vi åbenbart så store ressourcer, så man kan lave et omsorgssvigt og sidde og kigge på Netflix, siger Bo Elvén Hejlskov om optagelserne fra Lynghuset.
Fuld tillid til ledelsen
Ansvaret for behandlingen af borgerne på Lynghuset ligger hos fagdirektør i socialforvaltningen, Katrine Ring. Hun giver eksperterne ret i, at der på optagelserne fra botilbuddet er tale om “omfattende omsorgssvigt”.
- Det er ikke i orden, det vi ser på de optagelser. Det er slet ikke den standard, vi vil have på vores botilbud i Københavns Kommune på handicapområdet, siger hun.
Foto: TV 2 Dokumentar
Ifølge fagdirektøren har ledelsen på Lynghuset ikke har haft god nok føling med, hvad der er foregået på botilbuddet. Selv samme ledelse har ikke fulgt godt nok op på bekymringshenvendelser, og Katrine Ring kalder det selv for et “ledelsessvigt”, når ledelsen over for pårørende har skjult, at arbejdet ikke er blevet gjort.
Men alligevel har Katrine Ring tillid til lederne af Lynghuset.
Hvordan kan du have tillid til sådan en ledelse?
- Jeg har tillid til ledelsen. Jeg har tillid til, at den har lavet en rigtig grundig handleplan, som socialtilsynet også er enig i, at det er alle de rigtige ting, der er fat i. Jeg mener, at der er de faglige kompetencer til stede både i ledelsen og i medarbejderkredsen, siger Katrine Ring.
Sådan gjorde TV 2 Dokumentar
I december sidste år modtog ‘Operation X’ flere tip om omsorgs- og ledelsessvigt på bostedet Lynghuset i København. Derfor fik redaktionen en journalist ansat på bostedet i februar 2023. I løbet af de følgende måneder havde hun 20 vagter og filmede med skjult kamera.
TV 2 har afspillet uddrag af optagelserne for lektor Ida Marie Mundt og psykolog Bo Hejlskov Elvén, som har speciale i håndtering af personer med særlige behov og problemadfærd.
Eksperterne vurderer, at der er tale om alvorlige omsorgssvigt, og redaktionen har derfor kontaktet de pårørende og ledelsen på bostedet samt Københavns Kommune