Usædvanligt mange børn ramt af alvorlig lungebetændelse - Rigshospitalet må sende ramte til Odense

Et exceptionelt højt antal tilfælde med invasive streptokokker er årsagen til, at mange børn lige nu får lagt dræn i lungerne, siger flere læger.

Et usædvanligt og kraftig stigende antal børn er i årets første måneder blevet ramt af en slem lungebetændelse, der i mange tilfælde kræver dræn i lungerne.

Det bekræfter læger ved Odense Universitetshospital (OUH), Aarhus Universitetshospital (AUH) og Rigshospitalet over for TV 2.

quote Det er usædvanligt. Infektionen har vi set før – bare ikke i det omfang, vi ser nu

Eva Mosfeldt Jeppesen, cheflæge ved Rigshospitalet

- Det har været markant mere udtalt i år end normalt, siger Niels Fisker, der er specialeansvarlig overlæge for akutmodtagelse og infektionssygdomme på H.C. Andersen børne- og ungehospital på OUH.


Ifølge Niels Fisker har der i år været enkelte dødsfald blandt børn på grund af lungeinfektionen. Det har onsdag ikke været muligt for TV 2 at få det samlede antal oplyst af Statens Serum Institut.

Kurven er endnu ikke knækket

Overlægen forventer, at antallet af tilfælde falder i forbindelse med det lunere vejr.

- Vi har bare ikke set det endnu, siger han.

Strep-A og lungebetændelse

Streptokokker er en bakterie, der kan opholde sig i svælget hos raske. Den kan dog også bevæge sig ned i lungerne, hvor den kan give en bakteriel lungebetændelse.

En lungebetændelse kan skabe væske, der lægger sig mellem de to lungehinder, hvor væsken ikke kan komme ud. Hvis der er for meget væske, er det nødvendigt med et dræn - en slange, der gennem hud og brystvæg, bliver placeret i mellemrummet mellem brystvæggen og lungen.

Heller ikke på Rigshospitalet er antallet af tilfælde på vej ned:

- Vi har stadig for mange – og alt for mange i forhold til, hvad vi plejer at have, siger Eva Mosfeldt Jeppesen, der er cheflæge på Rigshospitalets børne- og ungeafdeling, til TV 2.

Alene på Rigshospitalet er der indtil videre i år lagt lungedræn på 20 børn for at fjerne væske efter en alvorlig lungebetændelse. Det er det samme antal på lidt over tre måneder som i de fire foregående år tilsammen.

Presset Rigshospital sender nu børn til Odense

Presset på børneafdelingen på Rigshospitalet er så stort, at den har bedt OUH om hjælp til at modtage sjællandske børn, der har brug for dræn på grund af en slem lungebetændelse.

- Det er usædvanligt. Infektionen har vi set før – bare ikke i det omfang, vi ser nu. Og vi ser toppen af isbjerget hos os, fordi vi på vores afdeling kun behandler de sværeste tilfælde, der kræver dræn, siger Eva Mosfeldt Jeppesen.

Det er nemlig kun på landets fem universitetshospitaler, herunder Rigshospitalet, der lægges lungedræn på børn. Derfor bliver børn med slem lungebetændelse overflyttet fra andre sygehuse, hvis de begynder at få for meget væske i lungehinden.


Tilfælde hænger sammen med høj smitte med strep-A

Årsagen til de mange svære lungebetændelser er med Niels Fiskers ord hovedsageligt et ”exceptionelt højt antal infektioner med gruppe A-streptokokker”, som TV 2 tidligere har beskrevet blandt andet her og her.

quote Det er ikke, fordi bakterien er blevet mere alvorlig

Eva Mosfeldt Jeppesen, cheflæge ved Rigshospitalet

Streptokokker er normalt en harmløs, men meget smitsom bakterie, der er hyppig årsag til sygdom blandt især børn.

Der er i langt de fleste tilfælde tale om mild sygdom, men der har siden december i flere lande, herunder også i Danmark, været kraftig stigende smitte med alvorlige streptokokker med navnet invasiv streptokokker gruppe A eller forkortet: invasiv strep-A.

Omløb med den gruppe streptokokker falder sammen med epidemier med luftvejsinfektioner som influenza A, influenza B og RS-virus, og det kan også have betydning for det stigende antal alvorlige tilfælde. For risikoen for en lungebetændelse med invasiv strep-A er større, hvis man i forvejen har en luftvejsinfektion med en virus, forklarer Niels Fisker:

- De her bakterier har en tendens til at slå til, når luftvejene i forvejen har været ramt af en virusinfektion.

Hvordan spiller smitte med coronavirus ind her, for det er også en luftvejsinfektion?

- Coronavirus hos børn blev sjældent til andet end halsirritation, forkølelse eller lidt feber. Og på dét tidspunkt, hvor der var meget corona i omløb, var der ikke høj forekomst af de her usædvanlige streptokokker.

Der er to grupper af streptokokker: A og B

Streptokokker er en hyppig årsag til sygdom blandt børn, og der er i langt de fleste tilfælde tale om mild sygdom.

Bakterien kan i sjældnere tilfælde give halsbetændelse og – især hos børn – den meget smitsomme skarlagensfeber. Men den fører sjældent til endnu mere alvorlig sygdom som blodforgiftning og dødsfald.

Alligevel er der nu i både Frankrig, Holland, Sverige, Spanien og Storbritannien registreret stigende smitte med den alvorlige udgave af bakterien, der bliver kaldt invasiv streptokokker gruppe A eller forkortet invasiv strep-A eller IGAS.

Smitten sker samtidig på et tidligere tidspunkt i sæsonen end normalt, ligesom der er flere alvorlige tilfælde end normalt, herunder også dødsfald blandt børn.

Der er to grupper af streptokokker: Gruppe A og gruppe B.

Gruppe A-streptokokker kan i sjældne tilfælde gå i blodet og forårsage alvorlig sygdom hos især helt små børn, ældre og andre sårbare grupper. Og det er netop den, der lige nu får myndighederne til advare.

Skoldkopper er også en risikofaktor

Mette Holm, der er overlæge på børneafdelingen på AUH, påpeger i en mail til TV 2, at en særlig risikofaktor for alvorlige streptokokker hos børn er en nylig overstået infektion med skoldkopper.

- Skoldkoppeinfektion har været udbredt blandt børn i Danmark de seneste måneder, oplyser hun.

Eva Mosfeldt Jeppesen forklarer, at strep-A ikke er blevet mere alvorlig, invasiv eller sygdomsfremkaldende.

- Men når der er flere infektioner, er der også flere svære infektioner, siger hun.

Streptokokker bliver mere alvorlig jo mere den spredes

Ved flere andre af vinterens infektioner og epidemier, herunder RS-virus, har mange peget pilen på coronanedlukningerne, når det gælder årsagen til stigende smitte. Immunforsvaret har ikke været i træning, og derfor er flere modtagelig for smitte, har det lydt flere gange.

Andre peger på, at coronavirus har slået hårdere på immunsystemet, som derfor har været længere tid om at komme op i gear til at kunne bekæmpe infektionerne godt nok.

Lige med invasive streptokokker er det ifølge Niels Fisker velkendt, at det er en bakterie, der for det første altid potentielt er i stand til at give alvorlig sygdom. Men også for det andet, at den evne bliver styrket, jo mere og hurtigere den kan skifte fra én person til den næste og den næste og den næste.


For når vi giver hånd, kysser eller krammer, udveksler vi bakterier – bakterier, som vi allerede har i svælget og næsen, og som vi så kan få på hånden eller tøjet, fordi vi eksempelvis lige har nyst.

Det er teoretisk og ikke videnskabeligt funderet, men ifølge Niels Fisker kan der derfor med covid-nedlukningerne have været et markant fald i personer, der har haft gruppe A-streptokokker i svælget.

- Nogle børn har måske under pandemien aldrig haft det. Dermed er basis lagt for, at der vil være mange flere tilfælde af lungebetændelse hos børn på grund af invasive streptokokker, end der plejer at være, siger han.

Med lunere vejr om hjørnet peger han på, at antallet af tilfælde snart vil falde, men at niveauet stadig vil være højere end sædvanligt.

Almindelige og alvorlige infektioner med strep-A

Almindelige infektioner, som streptokokker gruppe A kan forårsage:

  • Halsbetændelse

  • Bihulebetændelse

  • Skarlagensfeber

  • Mellemørebetændelse

  • Sårinfektioner

  • Børnesår

  • Rosen

Alvorlige infektioner, som streptokokker gruppe A kan forårsage:

  • Barselsfeber

  • Lungebetændelse

  • Bughindebetændelse

  • Hjernehindebetændelse (meningitis)

  • Blodforgiftning

  • Nekrotiserende fasciitis (kødædende bakterie)

Kilde: sundhed.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik