Et alternativ til slamdumpning vil lægge Lynetteholm-projektet stille i et år
På et samråd torsdag formiddag stod det klart, at forligskredsen bag Lynetteholm er blevet præsenteret for et alternativ for slamdumpning.
Alternativet til slamdumpning i Køge Bugt var på vej – og nu er det her.
Sådan lyder det torsdag på et samråd i Folketingets transportudvalg, hvor transportminister Trine Bramsen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) er indkaldt for at forklare sig i den efterhånden obskure sag om Lynetteholm.
Kritikken mod den kunstige ø ud for Københavns Nordhavn har kun vokset sig større den senere tid, blandt andet efter DR har fortalt om en 40 år gammel forskningsartikel, som ligger til grund for centrale beregninger af miljøkonsekvenserne ved dumpning af let forurenet slam fra sejlrenden i Kongedybet – såkaldt klapning – i Øresund ud for Køge Bugt.
Forsinker projektet
Men et alternativ til slamdumpning i Køge Bugt er ikke uden konsekvenser, lyder det fra transportministeren.
- Hvis forligskredsen træffer beslutning om at bruge et alternativ til klapning, bliver projektet forsinket et år, siger Trine Bramsen under samrådet.
Bliver det en realitet, vil det storstilede byggeprojekt først stå færdigt tidligst i 2071 – altså om knap 50 år.
Ifølge ministeren vil en pause i projektet også give mulighed for bedre borgerinddragelse og ”yderligere tiltag for inddragelse”.
Netop borgerinddragelsen i projektet har tidligere været stærkt kritiseret. TV 2 Lorry har beskrevet, hvordan flere partier har peget på, at projektet manglede borgerinddragelse, ligesom de mente, at projektet blev ”hastet igennem” Christiansborg.
Kritikere med smil på læben
Dagens udmelding fører dog til smil og håbefulde øjne hos flere af modstanderne mod Lynetteholm.
- Der er sket noget på det her samråd. Det vil jeg gerne kvittere for. Selvom det er på baggrund af absolut stilstand. Det her kan give os tid til at få vurderet det her projekt. Også sammen med danskerne i forbindelse med et folketingsvalg, siger Torsten Gejl (Å).
Det er ikke lykkes for TV 2 Lorry at afdække, hvilket alternativ til dumpning af slam, som forligskredsen er blevet præsenteret for.
Lynetteholm - Kort fortalt
- Lynetteholm er en vision om en ny bydel i København anlagt på en kunstig ø ud mod Øresund i Københavns Havn i området nord for Refshaleøen og syd for Nordhavn.
- I 2070 skal Lynetteholm stå færdig som en ny bydel på 2,8 kvadratkilometer med 35.000 indbyggere. Øen skal tilsluttes metroen og være bindeled i en østlig ringvej rundt om København. Samtidig anlægges Lynetteholm som kystsikringsprojekt, der som en dæmning skal beskytte København mod fremtidige stormfloder.
- Fra 2021 skal den kunstige ø anlægges ved at fylde overskudsjord i en ramme. Den proces kan tage mellem 30 og 40 år.
- Visionen blev præsenteret i efteråret 2018 af den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København, Frank Jensen (S). Siden har den efterfølgende regering, overborgmester samt et flertal på Københavns Rådhus videreført visionen om Lynetteholm.
Lynetteholmen er det største byggeprojekt siden anlæggelsen af Christianshavn.
Halvøen bliver blandt andet bygget for at imødekomme mangel på boliger. Når øen er færdig i år 2070, skal der være plads til 35.000 beboere. Desuden skal halvøen fungere som stormflodssikring.
Idéen blev præsenteret i efteråret 2018. Det var af den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København, Frank Jensen (S).
I forbindelse med byggeriet skal der fjernes 2,5 millioner tons slam. Det er blevet besluttet, at det skal dumpes i Køge Bugt.
Men på trods af forsikringer om at det ikke vil føre til miljøskader, har manøvren vakt bekymring blandt andet i Sverige og en række kommuner omkring Køge Bugt.
Kritikken er taget til, efter at DR for nogle uger siden kunne fortælle, at "de omfattende studier" af miljøkonsekvenserne ved byggeriet bygger på en gammel forskningsartikel.
Det er både miljøminister Lea Wermelin (S) og Trine Bramsen, som er i samråd torsdag formiddag om kritikken af miljøvurderingerne.
Det kan i sidste ende udløse en politisk næse til de to ministre for deres rolle i sagen.