Sådan taler du med dine børn om skyderier i gaderne
Når skyderier og eksplosioner brager i gaderne, er det noget, som børn opfanger. Her er gode råd til, hvordan du taler med dit barn om de voldelige hændelser.
På Hans Tavsens Gade ånder alting fred og idyl mandag. Kun en lille bunke blomster vidner om, at hele kvarteret i torsdags var badet i blå blink.
En 43-årig mand mistede livet efter en skudepisode lige foran Blågård Skole, og mandag vendte børnene så tilbage på skolebænken efter sommerferien.
Dertil kommer et angreb med en håndgranat mod en kiosk tirsdag i sidste uge og nedskydningen af en 18-årig mand i en smykkeforretning mandag i sidste uge.
Og ligesom at hændelserne kan påvirke voksne, kan det også sætte sig hos de små, når det kommer tæt på, lyder det fra Ida Hilario Jønnson, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår
- Børn er jo vidt forskellige, og derfor kan voldsomme hændelser også påvirke børn forskelligt. Men nogle børn kan måske blive rigtig, rigtig forskrækkede, rigtig bange, siger Ida Hilario Jønnson.
- Der kan være børn, der bliver konfronteret med frygten for, at sådan noget kan ske, og at sådan noget kan ske tæt på, fortsætter hun.
Bandekonflikt i hovedstadsområdet
Tal sammen
Den børnefaglige konsulent har således flere gode råd til forældre, hvis børn kommer tæt på voldsomme hændelser - og måske også reagerer på dem.
- De kan have brug for voksne, der kan tåle at høre det, de fortæller. Lad dem snakke og fortælle, hvad det egentlig er, de har hørt, eller hvad der gjorde dem bange, siger Ida Hilario Jønnson.
- Og så skal man også kunne berolige dem. Og i det her tilfælde kan beroligelsen handle om, at det er noget, der er rigtig mange voksne, der er opmærksomme på, og de voksne gør alt, hvad de kan for at passe rigtig godt på dem, der bor her, og passe godt på dig og alle os andre, fortsætter hun.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Hun understreger også, at det er vigtigt at lytte til børnene for at finde ud af, hvad det er, der går dem på, da børn ofte hænger sig i nogle andre detaljer, end man gør som voksen.
- Man kan ikke beskytte børn mod at høre om voldsomme ting. Men man kan hjælpe børnene med at holde det ud, og man kan hjælpe børnene med at sortere i de mange tanker og følelser, de måske har på baggrund af det, de har hørt, siger Ida Hilario Jønnson.
- Så det vigtigste er egentlig at være der og hjælpe dem med at forstå, hvad det er, der er sket. Og svare på de spørgsmål, de har, så godt man kan, siger hun.