I juli blev overlæge dræbt på sit arbejde, sådan vil regionen undgå det sker igen
Region Hovedstaden reagerer nu på Arbejdstilsynets strakspåbud, der kom i forlængelse af det overfald, der 21. juli kostede en 66-årig psykiater livet.
Medarbejderne på det retspsykiatriske ambulatorium i Brøndby skal gå sammen to og to både inden for og uden for ambulatoriet, når de i fremtiden tager imod såkaldte højrisikopatienter.
Sådan lyder et af Regions Hovedstadens bud på, hvordan man vil beskytte medarbejderen mod voldelige hændelser på netop det retspsykiatriske ambulatorium i Brøndby i fremtiden.
Det oplyser vicedirektør Lone Bjørklund fra Region Hovedstadens Psykiatri til TV 2 Kosmopol.
- Det skal man også nu, men nu skal man også være det uden for. Det vil sige på udenomsarealerne, eller i foyeren, eller hvor der ellers er et offentligt rum, uddyber hun.
Udmeldingen kommer efter, at Arbejdstilsynet tildelte det retspsykiatriske ambulatorium i Brøndby et strakspåbud i forlængelse af det overfald, der 21. juli kostede en 66-årig psykiater livet og kvæstede yderligere to medarbejdere, den ene særdeles alvorligt.
Efter drabet valgte Region Hovedstaden at indsætte en vagt i foyeren og låse samtlige døre til ambulatoriet.
Men ifølge Arbejdstilsynets strakspåbud var det ikke nok.
Derfor er regionen netop kommet med et bud på, hvordan medarbejderne trygt kan gå på arbejde uden at skulle frygte for deres liv.
Fokus på mere træning
Foruden beslutningen om, at medarbejdere skal gå sammen to og to, har man også besluttet, at personale skal have træning i konflikthåndtering og afværgegreb.
- Vi vil styrke vores vedligeholdelsestræning, så man bliver trænet på en anden måde, end man gør i dag, i at lave deeskalerende kommunikation og afværge-angreb, hvis man skulle ende i en lignende situation, siger Lone Bjørklund.
Men også et tredje greb er kommet i spil. For som det er i dag, så kan ambulatoriet i Brøndby godt modtage højrisikopatienter, der er efterlyst.
Det er dog noget, som man ønsker at kigge på omstændighederne omkring.
- Vi er nødt til at kigge på den samarbejdsaftale, vi har med politiet. Indtil vi får talt med politiet, så har vi simpelthen sagt, at vi ikke vil modtage højrisikopatienter, der er efterlyst, i vores ambulatorie, siger Lone Bjørklund.
Region Hovedstadens tilbagemelding er nu sendt til Arbejdstilsynet.
Inden Region Hovedstaden implementerer tiltagene fuldt ud, venter den på en endelige godkendelse fra Arbejdstilsynet på regionens tilbagemelding på strakspåbuddet.
Angreb psykiater, mens hun stod i kø til frokost
Det var en 41-årige mand, som angreb de tre medarbejdere på det retspsykiatriske ambulatorium i Brøndby den 21. juli.
Angrebet kostede en 66-årig psykiater livet og kvæstede yderligere to medarbejdere, den ene særdeles alvorligt.
Den 41-årige forklarede i retten i juli, da han blev fremstillet i grundlovsforhør, at han havde til hensigt at dræbe psykiateren.
Han fortalte, at han havde taget kniven med på afdelingen, ifald hans møde med behandleren den dag skulle gå skidt. Så ville han bruge kniven. Men det var ikke hans intention, at han skulle angribe andre.
Arbejdstilsynets rapport - der blev udarbejdet efterfølgende - beskrev, at den 41-årige mand besøgte ambulatoriet to gange den pågældende fredag.
Ved det første besøg, hvor han dukkede op til en planlagt aftale, virkede han ifølge en eller flere medarbejdere, tilsynet har talt med, ’diskussionslysten’.
Da han to timer senere vendte tilbage, var han bevæbnet med en kniv. Han så, at psykiateren stod med ryggen til ham i foyeren og var i gang med at købe frokost, og han gik – som det formuleres af Arbejdstilsynet – ’hurtigt og målrettet og uden optakt’ til angreb på psykiateren.