Fødevarestyrelsen besøgte for nylig en af de tre familiehaver på Frederiksberg, der er kendte for deres kolonihaveagtig stemning, inklusive ternede duge, Dannebrog og hvide lammeskyer på himlen.
Der var dog ikke tale om en madanmeldelse, men derimod et tilsyn, der skulle kontrollere, om fødevaresikkerheden var i orden på Krøgers Familiehave.
Tilsynet blev udført på baggrund af en henvendelse fra en forbruger, hvis identitet både Fødevarestyrelsen og restauranten er bekendt med, fremgår det af kontrolrapporten.
- Tilsynet har givet anledning til en drøftelse om korrekt opbevaring af fødevarer, står der i rapporten, hvor det fremgår, at Krøgers Familiehave fik en bøde på 5.000 kroner for at have opbevaret uemballerede, ferske fiskevarer under uhygiejniske forhold.
- Følgende er konstateret: Der opbevares cirka 2-3 kilo rødspætter og nogle laksestykker - cirka to kilo - som opbevares ved 7,3 grader målt med kaliberet lufttermometer. Temperaturen blev målt med kaliberet indstikstermometer til 4,7 grader (kernetemperaturen, red.), skriver Fødevarestyrelsen og tilføjer, at de har taget billeddokumentation af forholdet.
Jeg anerkender, at det er vores ansvar
En klar overskridelse af fødevarereglerne
Ifølge fødevarereglerne må fersk fisk maksimalt opbevares ved en temperatur, der nærmer sig smeltende is, hvilket vil sige mellem 0 og 2 grader.
Restauranten overskred dermed fødevarereglerne, og Krøgers Familiehave skal derfor nu hænge kontrolrapporten med den sure smiley op ved indgangen til restauranten.
- Virksomheden oplyser, at fiskene har været placeret ved den højere temperatur fra den foregående dag. Vejledt om at uemballerede ferske fiskevarer skal opbevares i is under passende forhold, hvor is tilføres så ofte det er nødvendigt, eller ved maksimalt 2 grader, står der i kontrolrapporten.
Restaurantejer ærgrer sig
Restauranten havde ifølge rapporten følgende bemærkning: "Vi kasserer de pågældende fisk og sikre os, at vores fisk opbevares ved max to grader."
Fødevarestyrelsen kontrollerede også restaurantens rengøring og egenkontrol, men her var der intet at sætte en finger på.
TV 2 Lorry har været i kontakt med indehaveren af Krøgers Familiehave, Michael Becker. Han fortæller, temperaturproblemerne skyldes et køleskab, der var gået i stykker.
- Køleskabet var gået i stykker, hvilket er meget ærgerligt. Displayet på det viste en lavere temperatur end den, der var inde i køleskabet. Vi har efterfølgende haft en reparatør ude for at fikse det. Jeg anerkender, at det er vores ansvar, at vores køleskabe virker, siger Michael Becker til TV 2 Lorry.
Naborestaurant slagtet af kendt madanmelder
Krøgers Familiehave ligger på Pile Alle på Frederiksberg, hvor man også finder de to andre familiehave-restauranter M. G. Petersens Familiehave og Hansens Gamle Familiehave.
Sidstnævnte blev forleden dag slagtet af Berlingskes madanmelder Søren Frank, der gav restaurantens mad én stjerne ud af seks mulige.
”Maden er én lang kavalkade af de tarveligste råvarer og præfabrikata, byen har at tilbyde,” skrev madanmelder Søren Frank, der også brugte gloser som "vi er med andre ord helt nede at skrabe bunden, helt dernede, hvor det giver mening at tale om gastronomisk forbrydelse" og "jeg tror aldrig, jeg har fået en hønsesalat, som smagte af så lidt.
"Remoulade fra helvede"
Berlingskes madanmelders besøg bød blandt andet også på "remoulade fra helvede" og en "fiskefilet, der smagte underligt af kage", som den "søde og ubalancerede remoulade" kun fik til at smage endnu dårligere.
Ejeren af Hansens Gamle Familiehave, John Christensen, tager dog kritikken fra Berlingskes anmelder med oprejst pande.
Han har således sagt til avisen B.T., at ”ud af 50.000 besøgende vil der altid være nogen, der har en anden mening.”
_
_