Ellie har et billede af en afleveret pakke - alligevel nægter webshop at have modtaget den
Selvom et budfirma havde et foto af Ellie Marie Dams returnerede pakke, måtte hun kæmpe for at få pengene igen. Webbutikken sagde, den var væk.
Internetbutikken Miklagaard, som ligger i Tisvildeleje, er havnet i et stormvejr, efter at en række kunder langer kraftigt ud efter netbutikken i TV 2 Kosmopol.
En af kunderne, Ellie Marie Dam fra Østerbro, har haft det, hun kalder en bizar oplevelse med netbutikken. Selvom hun havde klokkeklar dokumentation for, at hun havde returneret det sengetøj, hun havde købt, afviste Miklagaard, at de havde fået det.
- Jeg er ked af, at jeg stolede på det her firma. Det har i hvert fald lært mig, at jeg altid skal gå ind og tjekke anmeldelser, for de firmaer jeg handler med, siger Ellie Marie Dam med henvisning til, at internetbutikken har mange kritiske anmeldelser på internettet.
Skulle være blødt og behageligt
Hele sagen starter med, at Ellie Marie Dam modtager noget sengetøj, som hun har bestilt. Hun mener ikke, at sengetøjet lever op til det, der var udbudt på Miklagaards hjemmeside.
- Det svarer slet ikke til det, der er på billedet. Det er med et trykt blomstermønster. Men det er som om, trykket er skredet en millimeter, så det ser helt tredimensionelt ud. Der stod også, at stoffet skulle være blødt og behageligt, men det synes jeg heller ikke, at det var, siger Ellie Marie Dam.
Foto: Sebastian Andersen Holm / TV 2 Kosmopol
Travlt fra morgen til aften
Ellie beslutter, at hun vil returnere pakken til Miklagaard med det samme. Da der ikke følger et returlabel med, ringer hun flere gange til butikken, for at finde ud af hvordan hun kan sende pakken tilbage.
- Men får jeg bare fat i en telefonsvarer, hvor de siger, at de har meget travlt. Det har de fra morgen til aften i mange dage, siger Ellie Marie Dam.
Ellie Marie Dam ender med selv at sende pakken retur via budfirmaet DAO.
- Jeg vælger dem, fordi jeg har tillid til dem. Jeg ved, at de afleverer personligt. For at være helt sikker laver jeg også et lille label på pakken med mit eget navn og adresse, så de kan reagere, hvis noget skulle gå galt i leveringen, siger Ellie Marie Dam.
Miklagaard: Pakke er afleveret forkert
Men selvom pakken er returneret, får Ellie Marie Dam ikke sine penge tilbage. Derfor skriver hun til Miklagaard, som kommer med et noget overraskende svar.
- De skriver, at de ikke har modtaget pakken, og derfor kan de ikke returnere mine penge. Der tænker jeg bare: Det kan da ikke passe, siger Ellie Marie Dam.
Hun kontakter DAO, som straks sender en bekræftelse på, at pakken er leveret.
- De er meget behjælpelige. De har endda et fotografi af pakken, hvor den ligger foran Miklagaards dør. Det bliver jeg jo glad for, så kan jeg jo se, at det ikke er dem, der har gjort noget forkert, siger hun.
Hvad siger Miklagaard til, at du siger, at du har dokumentation for, at den er afleveret foran deres dør?
- Det kender de ikke noget til. Den må være afleveret forkert, siger de. De siger også, at der måske er nogen, der har taget pakken, siger Ellie Marie Dam.
Foto: Sebastian Andersen Holm / TV 2 Kosmopol
Miklagaard har ikke ønsket at lade sig interviewe om kritikken. Men de har sendt et skriftligt svar, hvor de forholder sig til Ellie Marie Dams sagsforløb. I svaret fastholder de, at de ikke har modtaget hendes pakke.
- Kunden sender retur med DAO, som har sat pakken ved en dør på ejendommen, efter hvad der beskrives. Kunden sender billede af pakken, hvor den er lagt et ukendt sted. Vi har et bestemt sted, hvor GLS lægger returpakker. Kunden blev refunderet, selv om pakken aldrig blev fundet, skriver de.
Foto: Sebastian Andersen Holm / TV 2 Kosmopol
Det virker langt ude
TV 2 Kosmopol har været i kontakt med DAOs direktør Hans Peter Nissen, som undrer sig meget over forklaringen fra Miklagaard. Han fortæller, at ud over fotografiet gemmer DAO også gps-koordinater, når de afleverer pakken. Derfor synes han, at det vil være meget mærkeligt, at netbutikken ikke har kunnet finde pakken.
- Så skulle der være kommet en tyv midt om natten og være gået ind på deres stutteri og have stjålet pakken foran døren. Det virker langt ude, siger han.
Men kan der ikke være sket en form for fejl?
- Jeg ved ikke, om de tænker på, at russerne skulle have jammet GPS signalerne lige på det tidspunkt, hvor vi afleverer pakken. Jeg synes, vi er ved at være temmelig langt ude, siger han.