Evakuererede beboere tilbage i nedstyrtningstruede boliger: "Du kommer ikke til at komme ind igen"
Efter tre en halv måned får beboerne i boligområdet Stævnen i Snekkersten nu endelig adgang til deres ejendele.
Beboerne i 67 lejligheder i boligområdet Stævnen i Snekkersten har været afskåret fra alle deres ejendele siden 2. februar i år.
De blev evakueret, fordi deres huse er i fare for at styrte sammen. Først nu - tre en halv måned senere - får de adgang til deres ejendele.
TV 2 Kosmopol var med, da et par af beboerne, fik adgang til deres lejlighed for første gang siden evakueringen. En af dem er Camilla Feldschau Petersen.
- Det betyder, at jeg forhåbentlig snart kan lukke det her kapitel, siger hun.
Under besøget skulle beboerne fortælle hvilke ejendele, de vil beholde, og hvad der skal smides ud. Alt der skal ud bliver mærket med et rødt klistermærke.
Camilla Feldschau Petersen dokumenterer sin tur ind i lejligheden for TV 2 Kosmopol ved at filme med sin mobiltelefon og fortælle på optagelsen, hvad hun oplever.
- Så er jeg inde i mit køkken. Herinde har jeg nogle ting, jeg skal overveje, om de skal fjernes, siger hun på et af de klip, vi har fået adgang til.
Stævnens Boligselskab - Boliggården - regner med, at alle beboere får deres ejendele inden sommerferien. Processen har taget lang tid, fordi husene har skullet sikres imod at styrte sammen, inden arbejdet med at flytte beboernes ejendele kunne begynde.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Opholdsforbud
Beboerne i Stævnen fik altså vendt deres liv helt på hovedet den 2. februar præcis klokken 19.13. Med få minutters varsel blev de akut evakueret, fordi deres huse risikerer at styrte sammen. 'Pak til en weekend' lød beskeden.
Kort efter udstedte Helsingør Kommune et opholdsforbud imod at være i boligerne, og politiet samt beredskabet blev sat til at håndhæve opholdsforbuddet.
Ifølge Søren Aarup fra Helsingør Kommunes Center for By, Land og Vand havde kommunen ikke noget valg.
- Opholdsforbuddet er givet på baggrund af de rapporter, som Boliggården har fået deres rådgiver til at lave. Der står, at der er en risiko for sammenstyrtning af bygningerne.
Hvad skulle der til for at opholdsforbuddet kunne blive ophævet?
- Der skulle en ny rapport til, som sagde, at nu er det sikkert at opholde sig i bygningerne, siger Søren Aarup.
Genhuset fire steder på tre måneder
Jørgen Nielsen er en anden af de beboere, der nu får adgang til sine ejendele. Vi møder ham først i Nøjsomhed i Helsingør, hvor han har været genhuset siden 9. april.
Det er hans fjerde genhusningsbolig på tre en halv måned. Hans stue bærer præg af de mange flytninger, gulvet er fuldt af tøj, der ligger i pæne bunker.
- Her er der desværre hverken hylder eller skabe, så jeg bliver nødt til lægge alle mine ting her på gulvet, forklarer han
Nu får du snart dine ting tilbage, hvad har du savnet mest?
- Min seng. Jeg har ikke så god ryg. Den seng, der er blevet sat ind af Boliggården, er meget ringe.
Vi forlader genhusningslejligheden og sætter kursen imod Stævnen. Jørgen Nielsen glæder sig til gensynet med sine ejendele. Hvordan det går for Jørgen med at få sin seng ud, det vender vi tilbage til.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol
Sikret med tre og metalkonstruktioner
For at komme ind ind i deres hjem, skal beboerne følges med en person fra ingeniørfirmaet Sweco, og de skal tage hjelm og sikkerhedssko på. På et af de klip Camilla Feldschau har lavet med sin mobiltelefon, kommenterer hun udstyret.
- Det er da en fin hjelm, jeg har fået her, siger hun, og løfter sin sikkerhedshjelm til en lille hilsen.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Sweco har stået for at sikre husene mod sammenstyrtning blandt andet med afstivningningerne udenpå og inde i lejlighederne. De mange store træ- og metalkonstruktioner gør indtryk på Camilla.
- Det er vildt nok med de her afstivere over det hele, siger hun på et af sine videoklip.
Går flere uger
Camilla får ikke sine ting med hjem i dag. De skal nemlig først renses for skimmel. Det var nemlig under opstarten af en stor skimmelrenovering, at ingeniørerne fra Sweco opdagede de problematiske forhold, som gjorde, at boligselskabet Boliggården akut evakuerede beboerne.
Foran Camillas hus er der opstillet et telt, hvor hendes møbler skal skimmelrenses. Derefter bliver de opbevaret i containere i cirka to uger. Tøj og andre tekstiler skal også igennem en særlig rensning, som tager cirka en måned. Så hun må altså vente endnu et par uger med at få sine ting.
- Jeg har ikke fået en egentlig dato eller et tidspunkt. Jeg mangler stadigvæk nogle præcise informationer, siger Camilla Feldschau Petersen.
Foto: Sebastian Bindesbøll Møller - TV 2 Kosmopol
Camilla Feldschau Petersen har opsagt sit lejemål i Stævnen og fundet en ny lejlighed. Det bliver farvel til hendes hjem igennem syv år. Beboerne i 16 ud af områdets 65 lejligheder har gjort det samme. Det svarer til næsten hver fjerde lejer.
Camilla Feldschau Petersen er lettet over endelig at få sine ejendele, så hun kan komme videre med et nyt kapitel i sit liv.
Hvad har du savnet allermest?
- Det er sjovt nok mine lagener. Jeg havde ikke nogle lagner, og jeg kunne bare ikke finde nogen til vores nye senge. det har jeg måttet være ude og låne, siger hun og griner.
Konstruktionsfejl
Boligerne blev bygget med konstruktionsfejl. De bærende vægge er for smalle, og etagerne er ikke fæstet tilstrækkeligt godt nok til den bærende væg. Påbud fra 1985 om at rette op på fejlene blev ikke overholdt.
Under skimmelrenoveringen fandt ingeniørerne fra Sweco revner på undersiden af de betonelementer, der udgør etageadskillelserne. Nu frygter de, at bygningerne falder sammen som et korthus.
Her er en lille film, der viser problematikken:
Kan blive revet ned
Det har ikke været muligt, at interviewe Boliggårdens direktør, Pia Skov, til denne artikel.
Men hun har tidligere fortalt, at Stævnens fremtid er meget uvis. Boliggården arbejder på en fremtidsplan for området sammen med Landsbyggefonden. Fonden er stiftet af landets boligselskaber i fællesskab og hjælper dem økonomisk med store renoveringer og byggeprojekter.
Først når planen er færdig, bliver det afklaret, hvad der skal ske. Pia Skov har dog tidligere fortalt, at en mulig løsning er, at husene bliver revet helt ned til fundamentet og bygget op igen.
40 år i Stævnen
Jørgen Nielsen flyttede ind, da stævnen var nybygget i 1984. Han havde egentlig aldrig regnet med, at han skulle væk fra sit hjem.
- 40 år er jo en meget stor del af ens liv. Jeg har både børn og børnebørn, der har kommet her.
Swecos ingeniør giver TV 2 Kosmopol lov til at komme med ind i Jørgens bolig, hvis vi tager sikkerhedsudstyr på, og han får lov til at være anonym. Jørgens Nielsens fokus er især på at bevare de ting, man ikke kan erstatte.
- Der er for eksempel alle minderne fra mine forældre. Jeg har deres gamle skabe og nogle gamle malerier.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol
Jørgen Nielsen glæder sig altså mere end noget andet til at få sin seng. Det er en særlig seng, der skal hjælpe Jørgens dårlige ryg og har kostet 100.000 kroner. Han forklarer Swecos ingeniør, hvordan de kan få den ud.
- Den skal bare ud af soveværelset her. De resterende dele kan jeg selv tage ud igennem haven, siger han og laver en bevægelse med armene, der viser sengens vej ud af soveværelset.
Ingeniøren er skeptisk. Sengen er meget stor og lukket inde bag to store afstivere.
- Hvis den ikke kan blive skilt ad, så får vi et problem med at få den ud, siger ingeniøren.
I en mail til os skriver Boliggården, at deres mål er at få så mange af beboeres ejendele som muligt ud. Men at der kan være store genstande, der ikke kan komme ud, hvis for eksempel sikkerhedsafstivningerne er i vejen. Jørgen appellerer til Swecos Ingeniør:
- Så må jeg selv tage den ud sammen med min søn. Vi har selv båret den ind, siger han.
Hans forslag bliver ikke ligefrem hilst velkomment:
- Du kommer ikke til at komme ind igen, siger ingeniøren.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol
Boliggården oplyser til TV 2 Kosmopol, at de nu ser på muligheden for at tilbyde erstatning for de genstande, der ikke kan komme ud. Uanset hvad, er Jørgen rystet over udsigten til måske at miste sin seng.
- Jeg er chokeret. Jeg fatter ikke en brik, siger han.
Selvom Jørgen nu får sine ting, føler han ikke, at hans liv er faldet til ro.
- Jeg tror først, at jeg kommer til at mærke den følelse, når processen er helt overstået, siger han.