3F: Tivoli Food Hall-forhandlinger brudt sammen - ny konflikt i spil

3F København vil forsøge at forhandle med de enkelte stadeholdere i Tivoli Food Hall, efter at de kan konstatere, at forhandlingerne om en overenskomst er strandede.  

Trods månedlange forhandlinger er det ikke lykkedes 3F København og brancheforeningen Horesta at lande en overenskomstaftale mellem de ansatte og stadeholderne i Tivoli Food Hall.

Forhandlingerne er brudt sammen efter den seneste forhandling 2. september, oplyser Bjarne Høpner, formand for 3F København til TV 2 Lorry.

- Horesta har forkastet forhandlingsnotatet, fordi de ikke mener, at de kan imødekomme vores krav. Vi var enige om nogle ting, men ikke om de væsentlige, siger Bjarne Høpner til TV 2 Lorry.

Parterne har forhandlet siden januar, efter at en varslet 3F-konflikt blev afværget i december sidste år. Derfor ærgrer 3F-formanden sig over det nylige sammenbrud.

Et sted mellem 100 og 300 mennesker var en fredag eftermiddag i december sidste år mødt op ved Tivoli Food Hall til en juleaktion til fordel for de ansatte i madmekkaet.
Et sted mellem 100 og 300 mennesker var en fredag eftermiddag i december sidste år mødt op ved Tivoli Food Hall til en juleaktion til fordel for de ansatte i madmekkaet.
Foto: 3F

- Jeg er dybt skuffet. Efter vores lille dans i december sidste år troede jeg, at der var en farbar vej. Jeg troede, at arbejdsgiverorganisationen var så ansvarlig, at de ville finde en forhandlingsløsning, siger Bjarne Høpner.

Konflikt i spil

Fagforeningen sendte 7. december sidste år strejke- og blokadevarsel til 14 af de 18 restauranter i Tivoli Food Hall, der ikke havde overenskomst. 

Kan jeres lille dans fra december gentage sig?

- Det kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt, siger Bjarne Høpner. 

Han har nu inviteret de enkelte stadeholdere til individuelle forhandlinger for at finde ud af, om de er enige med Horestas afvisning af 3F’s krav. 

Hvad er perspektivet, hvis ikke det lykkedes at få aftaler hjem?

- Det vil vi overveje. Enten skal vi opgive det, eller også er vi nødt til at konflikte os ud af den her situation, siger Bjarne Høpner. 

Skal I lande aftaler med alle eller bare enkelte restauranter, før det er en succes?

- Alt vil være en succes.

Ubekendte stier

Der er ikke tidligere lavet overenskomstaftaler for ansatte hos stadeholdere, og derfor har parterne med Bjarne Høpners ord “trådt ubekendte stier” i forhandlingerne.

Forlystelsesparken Tivoli har intet med forhandlingerne at gøre, da det er de enkelte madsteder, der lejer sig ind i Tivoli Food Hall. 

TV 2 Lorry har været i kontakt med Horestas presseafdeling, der oplyser, at man ikke har nogen kommentarer. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik