Skidt, skrald og æggebakker indvier Amager Bakke
De første skraldebiler vil i eftermiddag indvie det prestigefyldte byggeri Amager Bakke med masser af affald.
Et optog på fem skraldebiler vil i dag trille ind på Amager Bakke og tippe kilovis af æggebakker, mælkekartoner og andet affald ned i de skinnende rene siloer. Lastbilerne markerer åbningen af hovedstadens nye forbrændingsanlæg.
- Det er en fejring af, at nu er vi klar til at tage i mod skrald fra hovedstaden, siger presseansvarlig Sune Martin Scheibye fra Amager Bakke.
Hver lastbil repræsenterer en af de fem kommuner, der i fællesskab ejer det nye affaldsanlæg: Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby.
I løbet af den næste måneds tid er det planen, at siloerne vil være proppet med så meget skrald, at Amager Bakke kan begynde at producere el og varme til hovedstadsområdet. Det bliver et af verdens mest moderne og miljørigtige affaldsbaserede energianlæg.
Ventetid på skibakke
Men selv om Amager Bakke i dag er klar til at tage imod skrald, så må vi vente lidt på den mest spektakulære del af byggeriet. Først fra næste år er Amager Bakkes vartegn – et 85 meter højt ”bjerg” tegnet af Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG – klar til at indvielse. Her vil alle året rundt kunne prøver kræfter med alpinski, vandring og klatring.
- Der var vi lidt firstmovere, så den har skullet udvikles lidt. Så den er først klar til næste år i 2018, siger Sune Martin Scheibye fra Amager Bakke.