Dødsensfarligt stof er kommet til Danmark: Få milligram kan slå dig ihjel
En ny type dødsensfarlige syntetiske opioider har nu fundet vej til det danske stofmarked og er blandt andet registreret i ecstacy tabletter, som bruges i nattelivet. Flere eksperter efterlyser, at brugerne skal kunne teste deres narkotika, hvis de skal beskyttes mod dødsensfarlige stoffer som nitazener.
Der skal ikke mere end nogle få milligram til at slå dig ihjel.
Så potente er de nye syntetiske opioider, nitazener, som Sundhedsstyrelsen nu har registreret på det danske narkotikamarked.
De såkaldte nitazener kan nemlig være op til 300 gange stærkere end heroin.
Derfor skræmmer det flere eksperter, at de syntetiske opioider blandt andet er fundet i partydrugs som ecstasypiller.
For brugerne har ikke nogen chance for at vide, om deres ecstasy eller kokain er blandet op med de dødsensfarlige syntetiske opioider.
Derfor peger blandt andre misbrugseksperten, Henrik Rindom, på, at det bør være muligt for brugerne at teste deres stoffer inden indtagelse.
- Jeg mener helt klart, at det her peger i retning af, at der burde være mulighed for, at folk kan teste, hvad det er de tager, når nu vi ikke kan forhindre folk i at tage stoffer, siger han til TV 2 Kosmopol.
En form for kemisk katten efter musen
At de uhyre farlige nitazener nu er kommet til Danmark overrasker på ingen måde den erfarne misbrugsekspert.
- Vi ved, at når et stof forekommer i udlandet, så kan vi være næsten sikre på, at det også kommer til Danmark, så jeg er ikke overrasket over, at de her nitazener nu er blevet opdaget af Sundhedsstyrelsen, fortæller Henrik Rindom.
Samme melding lyder fra Professor og centerleder på center for global kriminologi på Københavns Universitet, Henrik Vigh.
Han påpeger desuden, at det med stor sandsynlighed heller ikke er sidste gang, vi vil se nye syntetiske stoffer dukke op på det danske narkotikamarked.
- Der kommer hele tiden nye syntetiske stoffer til. Det er en form for kemisk katten efter musen, hvor hver gang et stof ulovliggøres, så udvikler producenterne et nyt, siger han.
I starten af juni kunne TV 2 Kosmopol f.eks. fortælle, hvordan salget af syntetisk cannabis er stigende i Danmark.
Ikke særlig udbredt, men alligevel farligt
I modsætning til syntetisk cannabis så er de syntetiske opioider efter alt at dømme endnu ikke særlig udbredte i Danmark.
- Jeg har hørt om dem før og hører dem også nævnt hist og her en gang imellem, men mit indtryk er, at de ikke er voldsomt udbredt, fortæller Henrik Vigh.
Alligevel er han bekymret over forekomsten, blandt andet fordi de er fundet i partydrugs som for eksempel ecstasy piller.
- Det er jo et stort problem, hvis de her nitazener begynder at florere i de stoffer, der tages rekreativt af folk. For opioider er ekstremt vanedannende og meget farlige, da de kan ødelægge folks vejrtrækningsorganer, så de simpelthen bliver kvalt.
Blandingsprodukterne kan være farligere end stofferne
På grund af den ekstreme risiko forbundet med de syntetiske opioider, så mener han, at det bør gøres muligt, at folk, der tager stoffer, kan få dem testet, inden de indtager dem.
- Nogle af de ting, der blandes i stofferne, er jo endnu farligere, end de stoffer som folk gerne vil tage, siger Henrik Vigh, der er Professor og centerleder på center for global kriminologi på Københavns Universitet
Ifølge Berlingske, så har de syntetiske opioider været skyld i 176 dødsfald i Storbritannien.
Avisen skriver videre, at der i Norge sidste år blev registreret 12 dødsfald som følge af nitazener, samt at de i Sverige har været skyld i fatale overdoser siden 2020.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
I Holland kan man teste sine stoffer
Der findes faktisk steder i Europa, hvor det er muligt at få testet sine stoffer.
Det gælder blandt andet i Holland, hvor organisationen DIMS (The Drug information and Monitoring System) siden 1992 har testet folks stoffer.
Ifølge organisationens hjemmeside, så giver det brugerne mulighed for at fravælge deres stoffer, hvis de viser sig at indeholde noget andet, end det de har bestilt.
Men det giver også organisationen et overblik over, hvad der florerer på det hollandske stofmarked, således de kan udsende advarsler, hvis de eksempelvis kan se, at der er en høj forekomst af nitazener i en bestemt form for ecstasy pille.
Og det giver, ifølge lederen af fixerummet H17, Rasmus Koberg Christiansen, god mening.
- Mange steder er det jo blevet normaliseret, at folk kan teste deres stoffer, og jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skal gøre det herhjemme. Man bliver nødt til at forholde sig til, at folk bruger stoffer. Derfor skal vi arbejde med skadesreduktion. Alternativet er, at folk potentielt kan dø af stoffer, de ikke ved, hvad indeholder, siger han.
Har 'næsten' været forsøgt i København
Testcentre for narkotika har faktisk tidligere været på tale i Danmark. For tilbage i 2018 vedtog en næsten enig borgerrepræsentation i Københavns Kommune at lave et pilotprojekt, hvor stofbrugere kunne få testet deres stoffer i nattelivet.
Forsøget blev dog lagt i graven, allerede inden det blev sat i gang. Blandt andet fordi at Sundhedsstyrelsen stillede sig kritisk overfor ideen.
- Vi mener stadig ikke, at vejen frem er at udbrede stoftestprogrammer i festmiljøerne, som i stedet kan give en opfattelse af, at stoffer er mindre farlige og mere normalt at bruge, sagde Kari Grasaasen, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, i 2018 til Politiken.
Et forkert signal at sende til de unge
Hos Radikale Venstre, som sammen med Liberal Alliance stod bag forslaget om frit tilgængelige stoftests i 2018, mener man dog stadig, at det er vejen frem.- Vi kan jo se, at forbudspolitikken ikke har virket. Der har aldrig været så mange, der tager stoffer, som der er nu, og de har aldrig været mere tilgængelige. Samtidig bliver markedet mere komplekst og farligt, og derfor mener vi, at der er behov for at lave skadesreducerende tiltag, som muligheden for at få sine stoffer testet, siger Katrine Kildgaard (R), som sidder i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg.
Den holdning deler hendes socialdemokratiske kollegaer i borgerrepræsentationen dog ikke.
- Det her med at skulle gå ud og give folk mulighed for at teste noget, der er ulovligt, det mener jeg ikke rigtig giver mening. Jeg synes også, det vil være et forkert signal at sende til de unge, og det samme mente Sundhedsstyrelsen, sidst det blev foreslået i 2018, siger Yildiz Akdogan, som er sundhedsordfører for Socialdemokratiet i Københavns Kommune.
Hun mener i stedet at problemet bør bekæmpes med forebyggende oplysningskampagner.