Mand varetægtsfængslet efter skub på station: Vidne jagtede gerningsmand

En 29-årig mand er søndag blevet fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at have skubbet en 19-årig kvinde ud på skinnerne på Nørreport Station. Her er, hvad der kom frem under grundlovsforhøret.

En 29-årig mand, som natten til lørdag blev anholdt af politiet ved sin bopæl i Glostrup blev søndag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret sigtet for at have skubbet en 19-årig kvinde ud på skinnerne på Nørreport Station.

Under grundlovsforhøret søndag kom der flere ting frem – eksempelvis at et vidne forsøgte at jagte gerningsmanden efter episoden på Danmarks travleste station.

Ifølge anklageren fik et mandligt vidne øjenkontakt med gerningsmanden, da denne løb forbi ham.

Det skriver TV 2.

Vidnet troede først, at manden løb efter hjælp til den 19-årige kvinde, som sad og græd. Men da det gik op for ham, at det var gerningsmanden, der løb forbi ham, satte han efter ham op ad trapperne.

Vidnet stoppede en 5C-bus for at lede efter ham, men gerningsmanden var ikke i bussen.

Den 19-årige kvinde, der fredag blev skubbet ud på togskinnerne på Nørreport Station i København, forklarede til politiet fredag, at hun stod med musik i ørene og ventede på toget, da hun mærkede et hårdt skub i ryggen.

Nede på skinnerne gik hun i panik og kunne se S-toget komme tættere og tættere på, hvorefter hun løb hen til perronen, hvor flere mennesker hjalp hende op i sidste øjeblik.

Bliver fængslet i surrogat

Under grundlovsforhøret kom det også frem, at lokomotivførerne prøvede at stoppe toget.

Føreren af toget trykkede på nødbremsen, da han så kvinden ligge på sporene.

Det fortalte anklageren under grundlovsforhøret ifølge TV 2.

Det kom også frem under grundlovsforhøret, at den 29-årige ikke tidligere er blevet straffet.

Derudover kom det frem, at den 29-årige nægter sig skyldig.

Manden ønskede heller ikke at udtale sig.

Den 29-årige mand skal varetægtsfængsles i surrogat, det vil sige på en psykiatrisk institution.

Dommeren opretholdt anklagemyndighedens begæring om at varetægtsfængsle den 29-årige frem til 25. januar.

Dommeren fandt, at der er begrundet mistanke om, at den 29-årige er gerningsmanden.

Otte livstruende episoder på under otte år

Det er dog ikke første gang, at der har været livstruende episoder på Nørreport Station.

Otte gange er en person endt på skinnerne på Nørreport Station inden for de seneste otte år.

Seks gange er en person blevet kørt over af toget.

Foruden episoden fredag eftermiddag, hvor den 19-årige kvinde umotiveret blev skubbet ud på skinnerne, blev en person i april i år ramt af et tog på Nørreport Station.

Sidste år endte en person på skinnerne efter et groft overfald, mens en ung mand i starten af 20'erne brækkede benet, efter han i 2021 snublede ned på skinnerne og blev ramt af et regionaltog.

Samme år endte en person i kritisk tilstand efter at blive påkørt af et S-tog på Nørreport Station.

I 2020 blev en person også påkørt af et tog på stationen, ligesom det også har været tilfældet i 2017 og 2016. 

I 2017 gik det værst for sig, da en mand afgik ved døden efter han faldt ned på skinnerne og blev påkørt af et tog.

I alt har TV 2 Kosmopol skrevet om otte episoder siden maj 2016, hvor en person er endt på skinnerne på Nørreport Station.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik