Særlige p-pladser står tomme - og mange flere er på vej

Parkeringspladser til el-delebiler i København står gabende tomme, mens københavnere med almindelig parkeringslicens har svært ved at finde parkeringspladserne. Og nu er der flere på vej.

I 2023 besluttede partierne bag årsbudgettet for Københavns Kommune at omdanne 1.000 kommunale parkeringspladser til særlige el-delebilsparkeringspladser, der – som navnet antyder – kun må benyttes af delebiler, som kører på el.

quote Vi afsætter plads til noget, der ikke er behov for.

Helle Bonnesen (K)

Formålet var at skabe en ekstra transportmulighed i forbindelse med den kollektive trafik, som understøttede grøn mobilitet.

- Ved at oprette dedikerede parkeringspladser til de elektriske bybiler ved trafikknudepunkter gør vi det let at kombinere kollektiv transport og delebiler. Dermed mindsker vi behovet for at eje egen bil i København, og det er jeg godt tilfreds med, sagde teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), da planerne blev offentliggjort.

Bruges stort set ikke

Men noget tyder på, at parkeringspladserne ikke har haft en ønskede effekt. Allerede sidste år blev de første 100 parkeringspladser anlagt, og i en ny evaluering har forvaltningen set på, hvor høj belægningsgrad parkeringspladserne har.

Og her lyder svaret: fem procent. Maksimalt endda.

quote Det råber på refleksion, når man bliver præsenteret for den slags tal.

Helle Bonnesen (K)

Så lav er belægningsgraden (andelen af udnyttede parkeringspladser, red.) på de 100 særlige parkeringspladser til el-delebiler. Altså bruges blot fem af de reserverede 100 parkeringspladser, mens resten står tomme.

Af orienteringen til politikerne fremgår det dog også, at den ene el-delebilsoperatør, som er i København, har skruet op for brugen af parkeringspladserne siden evalueringen. ”Det må derfor antages, at belægningsprocenten i dag vil være højere, end det fremgår af denne evaluering”, skriver forvaltningen.

"Det råber på refleksion"

Men politikerne bør stoppe processen og overveje næste skridt, før der anlægges yderligere 300 parkeringspladser til el-delebiler i år og 600 i 2025.

Sådan lyder det fra Helle Bonnesen (K), som er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

- Det råber på refleksion, når man bliver præsenteret for den slags tal. Det er et klart problem, at vi afsætter plads til noget, der ikke er behov for, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Københavns Kommune råder over 125.000 parkeringspladser – og dem er der rift om.

Ifølge kommunens egen tjeneste ”Københavnerkortet” er belægningsprocenten på parkeringspladserne over 100 procent i flere bydele – hvilket betyder, at der er flere biler, end der er parkeringspladser til.

På Østerbro er der for eksempel en belægningsprocent på 123 procent i området mellem Parken og Nordhavn klokken 22 om aftenen.

Placering af nye parkeringspladser til el-delebiler i København

  • Langgade Station, Blankavej 61

  • Trianglen, Blegdamsvej 31

  • Sjælør Station, Carl Jacobsens vej 21

  • Christianshavn Station, Dronningensgade 42

  • Dybbølsbro, Dybbølsgade 12

  • Enghave Plads, Dybbølsgade 66

  • Svanemøllen Station, Edvard Griegs gade 5

  • Rådhuspladsen, H.C. Andersens Boulevard 9

  • Vesterport – Nyropsgade, Herholdtsgade 1

  • Nørreport, Linnésgade 2

  • Nørrebro Station, Lundtoftegade 111

  • Nordhavn Station, Marstalsgade 44

  • Islands Brygge Metrostation, Njalsgade 72

  • Amagerbro Station, Nordlandsgade 10

  • Flintholm Station, parkeringspladsen ved Flintholm Station

  • Københavns Hovedbanegård, Reverdilsgade 3

  • Bellahøj, Sokkelundsvej 14

  • Valby Station, Thyregodsvej 22

  • Husum Station, Trappehøjen

  • Poul Henningsens Plads, Tåsingegade 3

  • Vanløse Station, Vanløse Allé 87

  • Carlsberg Station, Vestre kirkegårds Allé 5

  • Vestamager metrostation, Metrovej 11

Kilde: Københavns Kommune

Bliver pladserne fordelt, som de skal?

Og netop hensynet til de københavnere, som hver dag kæmper for at finde en p-plads, bør man have in mente, når man ser på parkeringspladser, som er forbeholdt et segment, som ikke er til stede i byen endnu, lyder det fra Helle Bonnesen.

- I en by hvor så mange leder efter parkering, bliver vi nødt til at indrette os, så vi fordeler behovet for plads bedst. Og det gør vi ikke her.

quote Jeg har en klar forventning om, at pladserne kun bliver brugt mere i fremtiden.

Christopher Røhl (R)

- Vi er positive over for elbiler og delebiler, men tingene må hænge sammen, og derfor skal vi tilbage og genbesøge målsætningerne.

Konservative stemte selv for forslaget til budgettet for 2023, og netop derfor mener politikeren, at det er rettidig omhu at reagere, når nu første evaluering viser så skuffende tal.

- Vi kan ikke som ansvarlige politikere sidde og se på, at vi misbruger vores plads på denne måde. Så vi er nødt til at genbesøge formål, mål og realiteter.

Skal brande København som en by, der er åben for delebilsordninger

Men det er en dårlig strategi, lyder det fra Radikale Venstres gruppeforperson Christopher Røhl.

Han mener i stedet, at man bør holde fast i de politiske ambitioner – og fortsætte planen – hvis københavnernes vaner skal ændres.

- Jeg synes, det er positivt, at der er blevet så mange el-delebilspladser, og jeg har en klar forventning om, at pladserne kun bliver brugt mere i fremtiden. Derfor har vi med denne her aftale taget et vigtigt skridt i forhold til at få byen brandet som en by, der er åben for delebilsordninger, siger politikeren til TV 2 Kosmopol.

Christopher Røhl mener ikke, at man kan udlede, at københavnerne ikke er klar til el-delebiler bare fordi evalueringen nu har vist, at pladserne ikke bruges.

- Det er for tidligt at konkludere, at det ikke virker. Jeg har en klar forventning om, at de bliver brugt mere i fremtiden. Det her er en ”både og”-øvelse, som handler om at ramme de lidt mere løse brugere, som vi forsøger at ramme her. Det kan måske fortrænge nogle af de sommerhus-biler, som er i byen og skabe mere plads for dem, som har et reelt behov for en bil i hverdagen, siger han.

Læner sig op ad andre byer, mener borgmester

Det er teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) enig i.

I et debatindlæg på Ingeniøren Mobilitytech fra den 28. maj har borgmesteren forklaret, at hun tror på delebiler – både dem på el og de biler med fossilt brændsel – som en del af vejen ud af trængslen i hovedstadsområdet.

”(…) delebiler en vindersag for alle - vi sparer plads i byen og den enkelte sparer på privatøkonomien.

”Det har de sjovt nok også opdaget i andre byer end København – antallet af delebiler er støt stigende, ikke mindst i byer i Sverige, Norge, Finland og Tyskland”, skriver borgmesteren.

I første omgang skal hun diskutere el-delebilsparkeringspladserne med sine kollegaer endnu engang, når de efter sommerferien skal behandle evalueringen i Teknik- og Miljøudvalget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik