Vores store interesse i præsidentvalget trækker tråde til Beverly Hills 90210, mener ekspert

Danskerne bliver flasket op med amerikansk kultur - og det påvirker os. Så vi også er med på sidelinjen, når amerikanerne vælger ny præsident.

Der går en næsten lige linje fra kult-tv-serierne Beverly Hills 90210 og The Simpsons til den massive interesse, danskerne har for, at amerikanerne nu vælger ny præsident. Og det kan måske undre, at vi ikke i nær samme omfang interesserer os for et valg til Europa-Parlamentet, eller når vores store nabo i syd - Tyskland - afholder valg. 

Men det er der ifølge USA-forskeren Thomas Ærvold Bjerre en hel række især kulturelle årsager til.

- Historisk set er vi danskere fascineret af USA. Og USA har skabt en stor fascination i mange lande og har haft det både i det 19. og det 20. århundrede. De har solgt sig som mulighedernes land, og derfor er vi født med en næsten naturlig fascination af USA, siger han.

quote Jeg så hvor enormt og hvor forskelligt et land det er. Det beseglede min skæbne.

Thomas Ærvold Bjerre, lektor, SDU

Han peger på, at interessen for USA kommer i bølger. Den fik et kæmpe løft efter 2. Verdenskrig, og kort efter blev vi oversvømmet af modefænomener som rock ´n roll og amerikansk tyggegummi. Under Vietnam-krigen dykkede interessen for så at vende tilbage igen.

- Det sker, at der bliver trukket i håndbremsen, siger Thomas Ærvold Bjerre, som ikke lægger skjul på, at det hos ham selv har været en kæmpe interesse, siden han var teenager.

Et år i USA skærpede interessen

- Jeg faldt i gryden, da jeg var helt ung. Jeg var opflasket med musik og tv-serier fra USA, og som 16-årig tog jeg et år til USA for at gå på high school. Der havde jeg en fantastisk engelsklærer, som fik mig til at falde for amerikansk litteratur, forklarer han.

Under sit ophold var den kommende USA-forsker på en tre uger lang bustur - fra Chicago til Californien, og det boostede hans i forvejen vildtvoksende interesse.

- Jeg så, hvor enormt og hvor forskelligt et land, det er. Det beseglede min skæbne, siger han.

I dag er han lektor og ph.d. på Syddansk Universitets Institut for Kultur og Sprogvidenskaber, og hvor hans forskningsfelt egentlig var amerikansk litteratur, så indgår både populærlitteratur, tv og film i for eksempel western- og krigsgenrerne i hans arbejds- og forskningsområde.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at det store kulturelle impact, vi er udsat for, styrer en stor del af interessen.

Thomas Ærvold Bjerre "faldt selv i gryden" - da han var 16 og drog et år til USA får at gå på high school. Siden da har hans interesse været usvækket.
Thomas Ærvold Bjerre "faldt selv i gryden" - da han var 16 og drog et år til USA får at gå på high school. Siden da har hans interesse været usvækket.
Foto: SDU

- Mange af os har rejst i USA. Vi har været i New York eller haft den traditionsrige treugers rejse vestpå. Vi er blevet stopfodret med musik og tv-serier, så vi føler, at vi kender dem. Og vi har hungret efter deres kultur. Jeg så selv Beverly Hills 90210  og tænkte "hvem der bare gik på den high school og kørte i de der store biler". Vi har slugt det hele, og det har givet os en forestilling om, at vi kender og forstår dem, forklarer Thomas Ærvold Bjerre.

Danskerne har taget stilling

Og det sker i så stort et omfang, at vi forholder os til præsidentvalget. Vi tager stilling.

 - Som journalist kan du jo næsten ikke lave noget om det amerikanske valg, uden at det også er underholdende. Langt mere end et tysk valg eller et EU-valg. Det virker overskueligt, fordi der er to store partier, og i flere årtier har danskerne hældt mod demokraternes præsidentkandidater, forklarer han.

quote Folk har det ligesom med et biluheld i slowmotion.

Thomas Ærvold Bjerre, lektor, SDU.

Og, siger han, vi har et klart billede af helte og skurke.

- Nu ville måske 10 procent stemme på Donald Trump, så mange ser det som noget os mod dem - og hvor der er en klart etableret skurk. Han er med til at gøre det mere dramatisk, mere sensationspræget og ja, mere cirkuspræget. Folk har det ligesom med et biluheld i slowmotion. Man kan ikke kigge væk, selv om man ved, at det burde man, lyder det fra USA-forskeren.

Han siger også, at det er et klart paradoks. EU - eller et tysk valg - har større indflydelse på vores dagligdag. Men her er der tale om en kompleksitet, som gør det sværere at overskue for mange.  

- Og hvor mange amerikanere ikke har overskud til at følge med i nyhedsstrømmen og de specifikke punkter i partiprogrammet - ja så gælder det samme her, når det gælder EU eller Tyskland, siger han.

Og det rammer så også mediernes prioriteringer. Hvor USA og et præsidentvalg nu fylder spalterne.

- Redaktionerne skal selvfølgelig kunne forsvare deres valg. Men der skal også sælges aviser og genereres clicks. Og uden at have en nær indsigt i dansk journalistiks økosystem, så er det min formodning, at det her - det er en ret god fortælling.

Den fortælling får et nyt kapitel, når amerikanerne har valgt - og når stemmerne er talt op. Og som de så måske selv ville slutte med teksten: 

To be continued...


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik