Mobilfri skole: Her skal børnene lære at holde frikvarter på en ny måde
På en skole i Kongens Lyngby har eleverne ikke længere deres mobiltelefoner i skoletiden. Lærerne har derfor måtte lære eleverne at lege igen.
- Kom nuuuu, råber eleverne fra 7.C. fra sidelinjen.
De hepper på klassekammeraterne.
- Sådan, godt gået, hvor var I seje!
Stemningen er helt i top med klap, råb og høj musik, da TV 2 Kosmopol er på besøg.
Det er frikvarter på Trongårdsskolen i Kongens Lyngby. Men sådan var stemningen ikke før sommerferien.
- Det var på ingen måde sådan her. Nu sidder der 8. klasser der og 0. klasser her. Og dem havde vi aldrig nogensinde kunne samle samme sted, inden mobilerne blev hapset, siger Simone Arge Håkansson, som er skolelærer på Trongårdsskolen.
I en måned har Trongårdsskolen været mobilfri. Det vil sige, at alle elever skal aflevere deres mobiltelefon om morgenen og får den først igen efter skoletid eller SFO. Det har ændret frikvartererne.
- I starten var der ret meget modstand. Vi kunne se, at det var lidt svært for dem at komme i gang, siger Simone Arge Håkansson.
Derfor har skolen gjort en særlig indsats.
- Vi har skulle retænke hele frikvarteret, især i forhold til udskolingen, siger Simone Arge Håkansson.
Simone Arge Håkansson er en af tre lærere, som skolen har sat ind i frikvartererne til at hjælpe børnene. Sammen med elevrådet har de fundet på nye aktiviteter, som skal erstatte skærmene.
- Det her med at skulle være sammen på en helt anden måde, det er en proces, som vi er i gang med at lære dem. Nu starter vi med en ting, som alle forhåbentlig kan, og det er fodbold, siger Simone Arge Håkansson.
Foto: Mette Ejlersen/TV2 Kosmopol
Skeptiske skoleelever
Da TV 2 Kosmopol besøgte 8.A. på Trongårdsskolen, spurgte vi klassen, hvad de som udgangspunkt syntes om, at de skulle aflevere mobilerne.
Her svarede 15 ud af 19 elever, at de synes det var en dårlig ide.
- Jeg synes det var en lidt dårlig ide, for vi brugte den ret tit og var vant til, at vi altid har haft dem, siger Tilde Holm Kristoffersen.
Flere svarer også, at de ikke selv oplevede mobilerne som et problem.
- Jeg synes ikke det var så stort et problem for vores klasse. For vi var ikke særlig afhængige af dem, som nogle andre, siger Nadin Mustafa Talib.
Foto: Mette Ejlersen/TV2 Kosmopol
En befrielse at komme væk fra sociale medier
I frikvarteret møder vi flere elever, som suser rundt på fodboldbanen. 12-årige Siff Thomsen er en af dem. Hun har mærket en stor forandring. For førhen fyldte mobilerne langt mere i frikvartererne.
- Især når det er koldere, sad vi meget indenfor med vores med telefoner. Så følte man ikke, at man var så meget sammen, siger Siff Thomsen, som er elev i 7. klasse på Trongårdsskolen.
Nu spiller hun- og klassen fodbold.
- Det er sjovt. Det er fedt at bevæge sig lidt og komme udenfor, siger hun.
Samtidig oplever hun, at det er en rart at få en pause fra skærmen.
- Ja, det er lidt en befrielse at komme lidt væk fra alt, hvad der sker på sociale medier ovre i skolen. Så er det federe bare at være sammen, siger Siff Thomsen.
18 ud af 19 elever synes, det styrker fællesskabet
Samme melding kommer fra eleverne i 8.A. Som udgangspunkt syntes de, at det var en dårlig idé med en mobilfri skole. Men da TV 2 Kosmopol spørger hele klassen, om de synes, at der er sket noget godt ved fællesskabet efter at mobilerne er væk, svarer 18 ud af 19 elever i klassen ’ja’ til spørgsmålet.
- Jeg synes det er fint, fordi vi har fået et bedre sammenhold i klassen og er mere sammen i pauserne, siger Tilde Holm Kristoffersen.
- Mig og mine venner snakker mere sammen. Det er en god ting, synes jeg, siger Bashir Al-Khaffaji.
- Man er mere sammen i frikvartererne. Der bliver lavet noget i stedet for, at man bare sidder inde på sin mobil, siger Ruben Andersen, elev i 8. klasse.
Spændt på koldere tider uden mobilen
Flere elever siger samtidig, at de er spændte på, hvordan det bliver uden mobilerne, når de koldere tider kommer.
- Om vinteren er det ret koldt, så der går man ikke bare ud og spiller fodbold. Så der synes jeg godt, at man kan bruge sin telefon, så man har noget underholdning sammen, siger Filippa Hveen Larsen, som går i 7. klasse på skolen.
Til den tid har skolen sørget for at lave kreaværksted og indkøbe spil, så eleverne har noget at tage sig til. Men det kommer også til at kræve tilvænning.
- Det er også meget hyggeligt, men vi er ret mange i vores klasse, som gerne vil spille sammen, så der bliver vi lidt for mange, siger Filippa Hveen Larsen.
Foto: Mette Ejlersen/TV2 Kosmopol
Mere larm i frikvartererne – mere ro i timerne
Mens det larmer mere i frikvartererne, er der kommet mere ro i timerne. Det fortæller Bent Povlsen, som har været lærer i 37 år og som i dag er klasselærer for 8.A. på Trongårdsskolen.
- Da eleverne havde mobilen hos sig, var der hele tiden notifikationer, meddelelser og der blev skrevet til hinanden. Så der var tit ting, som de skulle forholde sig til. Der var sågar forældre, som ringede til eleverne midt i undervisningen, siger Bent Povlsen.
Beslutningen om at gøre skolen mobilfri blev truffet af skolebestyrelsen på opfordring af lærerne og har været undervejs i et års tid. Efter en måned kan skolelærer Bent Povlsen mærke en klar forskel hos eleverne.
- Den helt tydelige effekt er, at der er langt mere koncentration og ro omkring undervisningen. Vi bliver ikke forstyrret af alle mulige lyde og ting og sager. Så der er ro og koncentration, som der skal være, siger han.
Også sammenholdet i klassen har ændret sig.
- Hvad angår det trivselsmæssige, så er det måske den største gevinst i virkeligheden. Vi kan simpelthen se at folk er begyndt at snakke sammen. Der bliver interageret. Der bliver smilet og grinet. Det er en fornøjelse, som det er nu, siger Bent Povlsen.