Justitsminister vil skærpe straffe efter knivstikkerier: ”Det er på alle måder tragisk”
Antallet af knivstikkerier har været særligt højt i hovedstadsområdet, og nu vil justitsminister Peter Hummelgaard (S) slå hårdere ned på straffen for besiddelse og overfald med kniv.
Et knivstikkeri om dagen.
Så meget svarer antallet af knivstikkerier i Danmark i december 2022 og januar 2023 til. 66 knivstikkerier.
Siden da er der sket yderligere fire knivstikkerier i TV 2 Kosmopols sendeområde, eksempelvis det tragiske dobbeltdrab på to teenagere i Taastrup.
En hændelse, der har fået justitsministeren til at reagere:
- Det er på alle måder tragisk, at to så unge mennesker mister livet. Politiet gør alt, de kan for at efterforske sagen og skabe den umiddelbare tryghed i nærområdet. Men det bliver et langt sejt træk at genskabe trygheden. Mine alarmklokker ringer, når unge mennesker i den alder er i besiddelse af kniv, og det er noget af det, jeg politisk kommer til at slå hårdt ned på, siger Peter Hummelgaard (S) til TV 2 Kosmopol.
For den seneste tids høje antal knivstikkerier skal stoppes, lyder det. Alene i Københavns politikreds har der været 26 episoder med knivoverfald.
- Det må aldrig nogensinde blive sådan, at vi i Danmark begynder at opfatte det som hverdag, at der forgår knivstikkerier. Når der har været så mange voldelige sammenstød og overfald med kniv, så er det noget vi politisk skal tage meget alvorligt, siger justitsministeren.
Antal knivstikkerier
Der er sket 66 knivstikkerier på to måneder, oplyser Justitsministeret i et svar i Folketingets Retsudvalg denne uge:
Knivstikkerierne fordeles således:
Københavns Politi: 25
Københavns Vestegns Politi: 8
Nordsjællands Politi: 4
Midt- og Vestsjællands Politi: 3
Nordjyllands politi: 4
Østjyllands Politi: 4
Midt- og Vestjyllands Politi: 3
Syd- og Sønderjyllands Politi: 2
Fyns Politi: 4
Sydsjællands og Lolland Falsters Politi: 4
Bornholms Politi: 0
Derudover har der i TV 2 Kosmopols sendeområde alene fra februar til og med 9. marts været yderligere fire knivstikkerier, heraf det ene i Taastrup med dødelig udgang for to personer, et i Køge, Et i Brønshøj og senest et i Hvidovre.
Kilde: Rigspolitiet på vegne af Justitsministeriet.
Ud fra tallene siger han, at det er åbenlyst der er en ”selvstændig alvorlig situation i hovedstadsområdet”.
- Både hvad angår bande- og ikke banderelaterede episoder, er det klart, at vi har en meget stor udfordring med udbredelsen og brugen af knive.
Højere straffe - både for bander og generelt
Sammen med SMV-regeringen vil han til foråret præsentere et nyt udspil, der skal se på problematikker omkring kriminelle bander og utryghed generelt.
Et af de vigtigste værktøjer for at komme de mange knivstikkerier til livs er hårdere straffe for brug og besiddelse af knive, ifølge justitsministeren.
- Vi vil skærpe straffen for brugen af kniv, på samme måde som man har gjort med skydevåben tidligere, hvor det nedbragte antallet af skydevåben i det kriminelle miljø, siger han og henviser til en bandepakke, der skærpede straffen for skydevåben i banderelaterede sager.
Straf for besiddelse og brug af kniv
For at bære kniv ulovligt:
Straffen afhænger af hvilken type kniv, der er tale om, hvor personen befinder sig og personens forklaring. Straffen kan være alt fra en bøde på 3000 kroner op til en fængselstraf på 40 dage.
For knivoverfald:
Strafferammen for vold – herunder knivstik – er fængsel i tre år, men den typiske straf er i praksis ofte lavere.
Kilde: TV 2, Legaldesk
Justitsministeren vil dog ikke kun se på hårdere straffe i sager med banderelationer. For ud af de mange tilfælde af knivstikkerier, så er der også en del af dem, der ikke umiddelbart har afsæt i bandemiljøet.
- Helt generelt er jeg så foruroliget over den nuværende situation, at jeg er parat til at bruge alle værktøjer for at komme det til livs, siger han.
Også brug for forebyggende indsatser
Præcist hvor meget højere straffene skal være, eller hvor meget bøden for at overtræde knivloven skal sættes op med, vil han ikke gå i detaljer med, da det skal indgå i forhandlingerne om regeringens udspil.
Og der skal også mere end hårdere straffe til, understreger justitsministeren.
- Vi bliver nødt til at have det lange lys på og opgradere den forebyggende indsats i forhold til at unge mennesker havner i de her situationer - enten som medlemmer af bander eller i konflikter der tilspidses.
- Men der er brug for de hårdere værktøjer for at få de bløde til at virke, siger han.