Kirstens søster døde: Børnene var bange for, at hun blev den næste

For tre år, fire måneder og 25 dage siden var Kirsten Dahl en af dem, du kunne møde nede på torvet. 

Dér sad hun på bænken med drukvennerne og en posefuld bajere. 

Du kiggede måske på dem i det skjulte, mens du mærkede en blanding af medlidenhed, foragt og forargelse. 

- Jeg var da helt ligeglad med, hvordan andre så os. Det skete, at der var nogle børn, der råbte "alkoholikere" efter os, men så løb jeg efter dem og sagde, at de bare skulle lukke røven, fortæller hun.

Da du - muligvis let hovedrystende - gik forbi Kirsten på torvet, råbte du selvfølgelig ikke. Og du tænkte nok ikke på, at Kirsten er mor til to voksne sønner, der i årevis har set, hvordan deres mor sank dybere og dybere ned i et alkoholmisbrug, der stille og roligt forpestede forholdene i familien. Andreas Sørensen på 26 år er hendes yngste søn:

- Jeg vidste ikke, at det ikke var normalt. Jeg fik mad på bordet og havde ikke noget at brokke mig over. Jeg passede mig selv og spillede computer, husker han.

Velkommen til en barsk historie om svigt, alkoholmisbrug, nederlag - og håb.

Herfra overlader vi ordet til Kirsten og hendes søn, Andreas: 

Kirsten

Jeg var 12 år gammel, da mine ældre søskende hev mig med på værtshus, og jeg fik en øl. Men ellers kom det snigende i 2004.

Jeg var blevet overfaldet af en kæreste, jeg havde. Når børnene så var på weekend hos deres far, gik jeg på værtshus. Efter overfaldet fik jeg ingen psykologhjælp, men så gik jeg ned på bodegaen. Der kunne jeg sidde og drikke og synge og møde nye mennesker. Det var skidehyggeligt. 

Senere boede min yngste søn Andreas på et opholdssted, mens den ældste var hos sin far. Og imens drak jeg problemerne væk. Jeg var på kontanthjælp og begyndte også at drikke på hverdagene.

Det var mest bajere og shots, men endte med også at være ren vodka. Vin kunne jeg selvfølgelig også drikke.

Dengang var jeg aggressiv. Jeg kunne stille mig op mod de største mennesker, hvis der var et eller andet.

Andreas

Jeg lagde ikke mærke til det. Jeg boede hos en plejefamilie, og når jeg så var hjemme hos min mor, så var det jo normal hverdag. 

Jeg vil ikke sige, at jeg følte noget ved det. Jeg tænkte bare, at jeg ikke kunne styre hendes liv, så det var ikke noget, jeg gjorde noget ved dengang. Men min bror, der var ældre, nævnte det, og det samme gjorde hans far. 

Og da vi blev ældre, kom irritationen. Vi arbejdede sammen om at lave aftaler med hende, om at hun skulle være ædru, når vi kom på besøg. Men mange gange aflyste hun, eller når vi dukkede op, så var hun fuld. Så blev man irriteret og sur over, at hun ikke kunne holde aftaler, og vi holdt op med at lave aftaler med hende. 

Det var nemmere at sige, vi ikke kunne, end at sige at hun ikke skulle være fuld, når vi kom på besøg.

Jeg følte,  hun svigtede os. Når man lavede aftaler med hende, holdt hun dem ikke. Vi ville gerne holde kontakten med hende, men det var bare ikke sjovt, at hun var fuld, når vi kom forbi.

Kirsten

Da ungerne var blevet større - Andreas var vel 17 - fandt de ud af, at jeg havde et problem. Andreas boede hos en plejefamilie, og da drengene ikke boede hjemme, ja, så blev det hverdagskost at drikke. 

Jeg var på kontanthjælp, og så blev det bare mere og mere. Om morgenen rystede jeg og havde abstinenser, og så startede jeg dagen med en bajer. 

Jeg har fået konstateret borderline og adhd og brugte alkoholen som en slags selvmedicinering.  Jeg kunne ikke sove, men fandt ud af, at det kunne jeg, hvis jeg var stangstiv. Jeg havde altid 100 undskyldninger: Jeg drikker fordi, fordi og fordi.

Jeg kommer fra en børneflok  på 10. I 2020 mistede jeg min søster på grund af corona. Mine børn sagde til mig, at de var bange for, at næste gang, var det mig. Så jeg søgte hjælp hos Novavi i Glostrup (misbrugscenter, red). Men på grund af corona foregik det hele i telefonen. Og hver gang de ringede, var jeg skidefuld. 

Mine sønner truede mig med, at hvis ikke jeg gjorde noget, ville jeg aldrig få børnebørn.

I marts 2021 mistede jeg så også en bror - til alkohol. Og til hans bisættelse besluttede jeg, at det skulle have en ende, at jeg var nødt til at få hjælp. Jeg havde et telefonmøde med kommunen og Novavi, og jeg sagde, at jeg havde brug for en døgnbehandlingsplads. Det fik jeg på Ringgården i Middelfart.

Jeg har mistet to andre søskende. Endnu en søster - til alkohol i 2021 og en bror til lungesygdom her i 2024.

Andreas

At vores mor drak, det var ikke noget, vi talte med ret mange om. Men alkoholmisbrug ligger til familien, så vi talte nogle gange med fætre og kusiner om det. Ellers ikke nogen.

Og da vores mor så skulle på Ringgården, ja der troede vi heller ikke på, at det ville lykkes. Vi havde jo ikke erfaring for, at hun kunne holde noget som helst. Men vi bakkede hende op alligevel.

For hvis det nu lykkedes, ville det jo være helt fantastisk.

Kirsten

Jeg var på Ringgården i tre måneder. 

Jeg flyttede ind 17. maj 2021 og tog derfra 6. august. Men jeg stoppede med at drikke allerede 3. maj, hvor jeg sagde til mig selv, at nu er det nok.

Men den første måned, jeg var der, var det svært. Jeg sad nede ved vandet og græd. Det var Bæstet, alkoholikeren i mig, der talte. Jeg kan huske, at jeg allerede der var bange for at skulle vende tilbage til mit gamle miljø i Taastrup. 

Jeg var bange for, at jeg ikke kunne holde det, og at jeg skulle gå op på torvet og sidde på bænken.

Da jeg kom hjem i august, døde min anden søster. Vi var tæt knyttet til hinanden, men hun døde af druk. 

Da mine børn kørte til hendes bisættelse, troede de, at jeg ville være fuld, når de kom. Men der sad jeg med en sodavand. Jeg faldt ikke i.

Min søn Andreas var ude for en ulykke i Thailand i 2022. Men der faldt jeg heller ikke i. Og det er det, jeg gerne vil fortælle med den her historie: Uanset hvad livet byder dig, så kan du komme ud på den anden side.

Andreas

Indtil videre tror jeg fuldt og fast på det lykkes hende. Hun har ikke vist tegn på tilbagefald. Overhovedet ikke.

Hun virker også meget mere glad, så jeg tvivler stærkt på, at hun skulle få et  tilbagefald. Både min bror og jeg er stolte af hende. 

Vores forhold er meget bedre i dag, end det var før. Hvis hun ringer og siger, at hun gerne vil komme forbi, så siger vi nu, at hun bare kan komme. Før fandt vi på undskyldninger.

Kirsten

Mit liv er fantastisk i dag. Jeg elsker mit liv. 

Jeg har følt meget ensomhed, nu hvor jeg ikke har de såkaldte venner nede fra bænken og værtshuset mere. Så jeg er nødt til at gå ud og opsøge nogle mennesker, som ikke drikker. Jeg er nødt til at blive social og er lige begyndt at gå til linedance. 

Og så har jeg to superglade sønner, som bare støtter mig. Vi har det fantastisk sammen i dag - de har taget mig tilbage. De truede mig med, at hvis jeg drak videre, ville jeg aldrig få børnebørn. 

Nu er jeg stoppet med at drikke - og jeg venter på, at de holder deres del af aftalen.