De stod pludselig med et paradoksalt problem på sygehusene.
For et af de ambitiøse mål i planerne om udbygningen af landets hospitaler er, at patienterne skal have enestuer. Der skal være lys, luft - og plads.
Men det skaber et problem på intensivafdelinger, hvor patienterne konstant skal overvåges.
For før i tiden kunne en sygeplejerske uden problemer forlade en patient på en flersengsstue, når han eller hun skulle hente medicin - eller have en tiltrængt kaffe- eller tissepause, for så kunne kollegaen, der overvågede patienten ved siden af, i mellemtiden holde øje.
Det kan ikke lade sig gøre, når patienterne ligger på enestuer.
Så da Afdeling for Bedøvelse og Intensiv Behandling i Neurocentret på Rigshospitalet stod til at skulle flytte over i hospitalets nybyggede fløj med tidssvarende enestuer, var der flere sygeplejersker, der sagde op, fordi de frygtede så meget for det fremtidige arbejdsmiljø.
Dermed stod hospitalet med et problem, der hurtigt voksede. For som bekendt er hele landet ramt af en kronisk mangel på sygeplejersker, og det var svært - for ikke at sige umuligt - at erstatte de sygeplejersker, der valgte at sige op.
Vi havde oprindeligt en kapacitet på 17 patienter, men til enestuer havde vi kun bemanding til 8-11 stuer
Løsningen lå i kunstig Intelligens - AI - der nu håndterer en meget væsentlig del af patientovervågningen på afdelingen.
Over sengene sidder der et kamera, som opmærksomt holder øje med patienten.
Og hvis den sygeplejerske, som ellers sidder ved sengen, har et andet ærinde - fordi hun for eksempel skal ud og blande medicin, så overtager kameraet og teknologien bag det.
- Det er ikke bare simpel overvågning. Kameraet er styret af en algoritme, som kan genkende patienten i sengen, og som sender en alarm, hvis patienten gør noget, der er uhensigtsmæssigt, forklarer Niels Risør Hammer, der er cheflæge på afdelingen.
Systemet slår alarm
Systemet kan kodes, så det holder øje med forskellige former for bevægelser. Og hvis patienten for eksempel ligger med et drop, bliver det fanget af kameraet og algoritmen bag det, hvis patienten piller ved slangerne.
Systemet sender en alarm og et videosignal til sygeplejersken, som ude i medicinrummet kan se, hvad der foregår, og om det er noget, hun skal handle på omgående.
- Det betyder jo, at sygeplejerskerne i højere grad kan bruge deres kvalifikationer på det, de er bedst til - som for eksempel at gå stuegang sammen med lægerne, blande medicin og mobilisere patienter, fortæller Niels Risør Hammer.
Afdelingen har på den måde fået løst det, der stod til at blive et stort arbejdsmiljøproblem for sygeplejerskerne - at de sjældent ville kunne forlade deres plads ved en patient, have svært ved at hjælpe en kollega, hente medicin - eller få en hurtig kop kaffe.
- Vi havde oprindeligt en kapacitet på 17 patienter, men med udsigten til enestuer havde vi kun bemanding til 8-11 stuer, forklarer cheflægen.
Ideen til systemet opstod på Rigshospitalet for godt fire år siden, og det er et firma i Høje-Taastrup, M2Call, der har udviklet teknologien.
Tør vi stole på teknologien?
Rigshospitalet er netop nu i gang med anden testfase af systemet og regner med fuld implementering af det til efteråret.
Vi kan ikke undvære vores sygeplejersker. Vi kan ikke reducere antallet af dem - men vi kan sikre, at de kan bruge deres kvalifikationer rigtigt.
Men hvordan har du det med som læge, at du overlader så vigtig en opgave til teknologi?
- Vores intensivafdeling er i forvejen højteknologisk. Vi er afhængige af elektricitet og udstyr. Vi er afhængige af, at respiratoren leverer de rigtige indåndinger med de rette indstillinger, og vi er afhængige af, at infusionspumperne giver den helt rigtige mængde medicin. Vi har forskellige målesystemer inde i hjernen på patienter, så det er et meget højteknologisk miljø, vi arbejder i. Og på den måde er overvågningsdelen et meget lille bidrag, forklarer Niels Risør Hammer og tilføjer:
- Vi kan ikke undvære vores sygeplejersker. Vi kan ikke reducere antallet af dem - men vi kan sikre, at de kan bruge deres kvalifikationer rigtigt.
Der er jo også et overvågningsperspektiv i det her? Hvad med patienters - eller pårørendes ret til privatliv?
- På en intensivafdeling skal der jo være øjne på patienten hele tiden. Og om de øjne er inde i rummet eller udenfor, så er det jo det samme. Men kameraerne kan slukkes. Det gør vi for eksempel, når patienterne skal vaskes. Vi har jo også patienter, der ender med at blive pallieret (smertelindring, red), og når familien samles om sengen, så slukker vi også for kameraet, siger Niels Risør Hammer.
