Teenagere stjæler dyre varer på Strøget - og de forstår ikke altid, at det er ulovligt
"Jeg synes, det er forfærdeligt at se," siger Magasins sikkerhedschef.
x
En ny type butikstyv er begyndt at plage Københavns butikker omkring Strøget.
Butikkerne har løbende besøg af misbrugere, der skal tjene penge til deres næste fix, og professionelle tyveknægte, der lever af at rejse rundt og stjæle.
Men blandt dem melder en ny spiller sig nu på banen: Teenagerne.
Det fortæller Magasin og handelsforeningen KCC, der organiserer en stor del af Københavns strøgbutikker.
- Det er især dyre parfumer, de unge mennesker stjæler, siger Lasse Mohrsen, sikkerhedschef hos Magasin:
- Og noget, vi faktisk har set en markant stigning af, er unge, der medbringer deres egen beholder på 50 milliliter og fylder den op med parfume fra testeren på hylden. Ofte har de svært ved at forstå, at det er tyveri.
Et moralsk skred i samfundet
Historisk har Magasin ikke anmeldt personer under 15 år, men udviklingen har gjort, at de sidste år ændrede politik, da de ellers ville få et alt for stort skyggetal.
- Jeg synes, det er forfærdeligt at se, at vi har unge mennesker på 14-17 år, der risikerer at få en dom for butikstyveri, fordi man ikke helt har forstået, at når du går ind og tager en parfume, så er det tyveri, siger Lasse Mohrsen.
Han oplyser, at Magasins butikker i 2022 havde 631 butikstyverier, mens de i år forventer at runde 1000 tyverier. Samtidig er de varer, der bliver stjålet, blevet dyrere med årene.
Samme udvikling ses på landsplan - ifølge Dansk Erhverv steg antallet af butikstyverier med 25 procent fra 2022 til 2023, og de første seks måneder af 2024 viser samme kedelige tendens.
Desuden viser en rapport fra Trygfonden, at tre gange så mange danskere viser forståelse eller undlader at fordømme butikstyveri sammenlignet med tidligere år.
- Butikstyveri er ikke blot et økonomisk problem for detailhandlen; det er et symptom på et bredere moralsk skred i samfundet, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse:
- Butikstyverier er på sit højeste niveau i 20 år, og hvis samfundets grundlæggende opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert ikke ændres markant, så vil den fundamentale forståelse af os selv, vores medmennesker og ikke mindst lov og ret ændre sig betydeligt.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
High end-tyverier
Lasse Mohrsen kan ikke sige, hvorfor flere unge er begyndt at stjæle. Hvis han vidste hvorfor, ville han rejse landet rundt og tjene penge på at fortælle om, hvordan vi stopper det.
- Men min oplevelse er, at det er blevet lidt mere normalt, siger han.
Michael Gatten, der er direktør i handelsforeningen KCC, har en fornemmelse af, at unges tyveritendenser handler om gerne at ville passe ind.
- Man vil gerne leve op til noget og have nogle bestemte mærker, tror jeg. Hvis kammeraterne pludselig går i dyre varer, og man måske ikke selv har mulighed for det, så kan det være, at der er nogen, der tyer til butikstyveri, siger han.
Strøgets butikker oplever også flere og flere teenagetyve, fortæller Michael Gatten. Og det er oftest de dyre varer, de går efter.
- Det er high end-butikker med varemærker inden for tøj og personlig pleje, siger han.
- Og hvis de så oplever, at det har en meget lille konsekvens, eller måske slet ingen konsekvens, kan det være, at der er nogen, der bliver bidt af det.
Sager bliver droppet
Både Michael Gatten og Lasse Mohrsen oplever, at politiet tager sagerne alvorligt og gør, det de kan. Men politiet mangler ressourcer, mener de begge.
- Det, vi hører fra butikkerne, er, at politiet sådan set gerne vil tage hånd om det, man at der mangler ressourcer til at komme til bunds i det, siger Michael Gatten.
Sikkerhedschef Lasse Mohrsen oplever en stigende tendens til, at sagerne mod Magasins butikstyve bliver droppet, fortæller han.
- Det er ikke, fordi politiet ikke har lyst til at håndtere det, men de ressourcer, der skal bruges til at behandle sagen, står ikke mål med straffen, siger Lasse Mohrsen.
- Og i takt med, at vi ser flere butikstyverier, oplever vi også, at politiet får mere travlt.
Politiet arbejder forebyggende
Unge butikstyve omkring Strøget er et velkendt problem, oplyser Københavns Politi, men de oplever ikke umiddelbart en stigning i antallet af sager.
- Vi har en bred forebyggelsesindsats på området, så hvis unge under 18 år begår tyveri, ryger de med det samme ind i SSP-systemet, hvor skolen, socialforvaltningen og politiet arbejder sammen om at forebygge, at den unge begår ny kriminalitet, skriver Jesper Bangsgaard, vicepolitiinspektør i Københavns Politi, i en mail.
Desuden besøger nærpolitiet jævnligt de enkelte butikker og vejleder om, hvordan de bedst sikrer sig mod tyveri, fortæller han.
Kan ikke genkende billedet
Ifølge Jesper Bangsgaard er der i langt de fleste sager om butikstyveri identificeret en mistænkt gerningsmand, og med mindre den sigtede nægter sig skyldig, kan politiet relativt hurtigt behandle sagen.
I de tilfælde, hvor værdien af det stjålne er under 8.000 kroner, og gerningsmanden er under 18 år, bliver sagen behandlet på under en måned, oplyser han.
- Så vi kan ikke genkende billedet af, at sagsbehandlingstiden på butikstyverier i den økonomisk lette ende er lang, skriver Jesper Bangsgaard.
- Næsten alle butikstyverier, der bliver anmeldt til Københavns Politi, ender med en bøde eller, i særlige tilfælde, fængselsstraf. Så jeg vil mene, at vi tager butikstyverier alvorligt og udnytter de rammer, vi har til rådighed for at stille gerningsmanden til ansvar.