Nu vil de gribe ind: Syndflod af ulovlige piller rammer Danmark
Sidste år beslaglagde Toldstyrelsen knap én million euforiserende piller ved de danske grænser. Det er en femdobling på to år.
De stærkt vanedannende og smertestillende piller opioider vinder mere og mere frem som ulovligt rusmiddel i hovedstadsområdet.
TV 2 Kosmopol var blandt de første, som omtalte den farlige pille-trend, da det blev afsløret, hvordan børn helt ned til 14-årsalderen prøvede opioider i skolegårdene i Greve.
Og selvom både politiske ordførere og ministre har hørt eksperternes advarsler om en opioid-epidemi under opsejling i det ganske land, ser tendensen ud til at fortsætte.
I hvert fald viser nye tal fra Toldstyrelsen, at der i 2023 blev beslaglagt hele fem gange så mange af de stærke piller ved de danske grænser som for bare to år siden.
Dolol, tramadol og opioid-piller - hvad er det?
Dolol er et smertestillende lægemiddel, der bruges mod moderate til stærke smerter.
Midlet kan købes på recept og bliver eksempelvis udskrevet ved stærke rygsmerter, eller hvis man har smerter efter at have fået fjernet visdomstænder.
Det aktive stof i Dolol hedder tramadol. Det er et morfinlignende stof, som findes i en lang række smertestillende midler af opioidtypen, hvoraf Dolol er en af dem.
Tramadol virker ved at dæmpe de impulser fra dit nervesystem, der sender besked til din hjerne om, at noget gør ondt. De mest almindelige bivirkninger er kvalme, svimmelhed og træthed.
Tramadol er også et opioid. Opioider er en gruppe af stoffer, som virker smertestillende. De mest kendte opioider er morfin, kodein, heroin, metadon og fentanyl.
Kilder: Sundhedsstyrelsen, Gentofte Hospital, Medicin.dk
Minister: "En meget voldsom stigning"
Ifølge styrelsens egen foreløbige opgørelse har toldere i 2023 beslaglagt i alt 960.000 euforiserende piller mod knap 160.000 i 2021.
- Det er en meget voldsom stigning. En femdobling i antallet af tilbageholdte opioider sætter en tyk streg under, at vi har et problem i samfundet med et ulovligt marked, som udgør en stor risiko for danskerne og særligt vores unge, udtaler skatteminister Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.
Flere eksperter har tidligere påpeget, at den danske kortlægning af unges misbrug af opioider er mangelfuld, og at der sandsynligvis er et stort mørketal på området – blandt andet fordi, at flere instanser bruger forskellige metoder til at kortlægge brugen af opioider.
Samtidig kortlægger ingen instanser brugen af tramadol, der er virkningsstoffet i blandt andet piller af mærket Dolol, som TV 2 Kosmopol har dokumenteret kan købes illegalt i københavnske kiosker.
Beslaglagde 740.000 piller på én gang
Andet kan da også tyde på, at den rekordstore pillefangst i 2023 kun er blevet så stor ved et tilfælde.
Ifølge Toldstyrelsen blev hele 740.000 opioidpiller nemlig konfiskeret på én gang i januar 2023, da tolderne i Rødbyhavn gjorde det opsigtsvækkende fund gemt i en rustvogn.
De ulovlige piller findes generelt i alle dele af grænsekontrollen, oplyser Toldstyrelsen:
”På tværs af transportmidler, fra rejsende på landegrænsen og i lufthavne til containere på anløbne skibe i havne og pakker i landets pakketerminaler”, skriver den.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Justitsminister lover nye initiativer
- Tallene er for mig et tegn på, at tilgængeligheden af illegale opioider desværre nok er langt større, end vi tror, siger justitsminister Peter Hummelgaard, som nu vil sætte flere initiativer i gang i kampen mod opioiderne:
- Det er betryggende at se det store fokus og den store indsats, de danske myndigheder yder på området, men jeg er samtidig bevidst om, at der er brug for yderligere tiltag på området. Regeringen vil derfor præsentere flere initiativer, der skal sætte målrettet og effektivt ind over for tilgængeligheden af illegale opioider og det misbrug, som jo desværre følger med.
- Vi vil ganske enkelt ikke tillade, at kriminelle ulovligt sælger opioider og forgifter særligt vores helt unge generationer, siger justitsminister Peter Hummelgaard.