Presset psykiatrisk afdeling måtte lukke i ferien - Region vil undgå gentagelse i fremtiden
På et regionsrådsmøde tirsdag aften blev et flertal enige om, at de i videst muligt omfang vil undgå midlertidige lukninger i psykiatrien i fremtiden.
I fremtiden skal behandlingstilbud til nogle af de hårdest ramte psykiatriske patienter ikke holde sommerferielukket.
Det er ambitionen hos et flertal af politikerne i Region Hovedstaden efter et møde tirsdag aften.
Her vedtog et flertal således, at man i vides muligt omgang vil undgå midlertidig lukninger i psykiatrien i fremtiden.
Som TV 2 Kosmopol tidlige har fortalt blev afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde lukkede i to uger tilbage i juli.
Det skete på grund af personalemangel og afvikling af ferie.
Det betød, at 54 patienter med alvorlige psykiske lidelser og misbrug blev sendt hjem fra afdelingen, og i stedet blev patienterne med dobbelt diagnoser behandlet ambulant.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Hvad er afdeling M?
Region Hovedstadens Psykiatrisk Center Sct. Hans er fysisk placeret i Roskilde og dermed Region Sjælland.
Afdelingens sengeafsnit i Fjordhus M20, M21 og M22 varetager behandling og pleje af patienter med alvorlig psykisk lidelse og svært behandleligt misbrug (dobbeltdiagnose) i Region Hovedstadens Psykiatri.
Afsnittene er integrerede afsnit, dette betyder at afsnittene hverken er åbne eller lukkede afsnit.
Behandling og pleje varetages i et og samme afsnit, og patienten flyttes kun til anden funktion som led i en behandlings- eller udskrivelsesplan. I afsnittene kan der forekomme aflåsning af områder, hvis der er særlige forhold der kræver dette. De tre sengeafsnit er i struktur og form ens med hver 26 enestuer. Hvert af afsnittene er organiseret i to team og der arbejdes ud fra kontaktpersonsordning og personliglæge.
Kilde: Region Hovedstadens Psykiatri
Flere tilbagefald
I perioden for ferielukningen var der flere patienter, der faldt tilbage i deres misbrug, og som dermed ikke har kunnet vende tilbage til behandlingsstedet efter ferielukningen.
Det gjaldt blandt andet Thobias Hoffmann, der fik hjælp til sit alkoholmisbrug, sin angst og personlighedsforstyrrelse på afdeling M.
- Det gør mig ked af det. Jeg troede, at jeg skulle være der, indtil jeg var klar, men sådan er det ikke gået, sagde Thobias Hoffmann efterfølgende til TV 2 Kosmopol.
Ferielukningen blev blandt andet kritiseret af misbrugsekspert Henrik Rindom samt af patienterne selv, der følte, de blev overladt til sig selv uden tilstrækkelig støtte.
Om det var ferielukningen, der er skyld i de tidligere indlagte patienters frafald, kan ikke siges med sikkerhed.
Afventer evaluering
Men det skal være slut nu med en sådan ferienedlukning i psykiatrien, hvis det står til blandt andre Konservative og Venstre.
På et regionsrådsmøde tirsdag aften blev et flertal således enige om, at de i videst muligt omfang vil undgå midlertidige lukninger i fremtiden.
Det skete, da et flertal stemte for forslaget, som Venstre og Konservativ havde fremsat.
Christine Dal Jensen er medlem af Region Hovedstaden for Venstre. Det er hendes klare ambition, at afdeling M ikke bliver lukket næste sommer.
- Det forslag, som blev stillet i går (tirsdag, red.), handler om, at vi (politikere, red.) får mulighed for at nå at reagere.
- Så når vi ved, at der eksempelvis skal afvikles sommerferie, eller vi har stor mangel på personale enkelte steder, så har vi mulighed for at nå at gøre noget politisk og sætte ind med forskellige muligheder, lyder det fra Christine Dal Jensen.
I begynder snart på budgetforhandlingerne. Vil du og Venstre tilføje flere penge til det her område, så de mest sårbare patientgrupper kan være sikre på at få hjælp - også i ferierne?
- Det er helt klart en af vores mærkesager ved de kommende budgetforhandlinger. Vi kommer til at kæmpe hårdt for, at psykiatrien får et løft på det her område - specielt denne her gruppe patienter.
Politikerne afventer desuden en evaluering af forløbet omkring afdeling M i næste måned.
Du kan se det fulde interview med Christine Dal Jensen i videoen herunder.