John undrer sig: Hvordan kan det være i orden at cykle med lyd i hovedtelefoner?
Det er forbudt i Spanien og Frankrig at have ørerne dækket af høretelefoner, mens man lytter til musik eller ord.
Svaret Kort
Loven herhjemme kræver kun, at man er opmærksom og kan bruge sine sanser
Der findes ingen tal på, om cyklister med noget i ørerne er involveret i flere ulykker end andre
Folketinget har diskuteret et forbud, men ønskede ikke at lovgive om lyd i øret
Når John Lindblad Christensen cykler rundt på sin ladcykel i Albertslund og omegn, får han jævnligt brug for at komme forbi en cyklist, der kører i sin egen verden på cykelstien. Men selvom han ringer med klokken, sker der ingenting.
- Jeg har endda oplevet en gang, at der var en, der drejede lige ind i mig. Hun hørte mig ikke. Hun så mig ikke. Hvad stiller man op?, spørger John Lindblad Christensen.
Han mener personligt, at høretelefoner burde være forbudt i trafikken, så han har skrevet til TV 2 Kosmopol gennem Spørg Os:
- Hvordan kan det være tilladt at cykle med høretelefoner, når de lukker andre lyde ude?
Det undersøger vi her!
Ugens Vinderspørgsmål
1.300 personer stemte, da dette spørgsmål var til afstemning
47 procent pegede på, at vi skulle undersøge det
Du kan selv stemme på denne uges spørgsmål og stille dit eget her i artiklen
Det er ikke ulovligt at have noget i ørerne, når man bevæger sig ud på byens travle cykelstier. Der er kun ét krav, og det er ret åbent for fortolkning:
- Generelt skal man være agtpågivende, når man færdes i trafikken og have sine sanser åbne, siger Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik til TV 2 Kosmopol.
Så er spørgsmålet, om man kan have sine sanser tilstrækkeligt åbne for den omgivende trafik, når musik eller ord strømmer ind i ørerne?
Foto: Morten Søndergaard/TV 2 Kosmopol
Hvad siger cyklisterne?
TV 2 Kosmopol tager et skilt og en mikrofon med ud i eftermiddagstrafikken for at forstå, hvad der får mange til at cykle med lyd i ørerne, og om de kan høre, hvad der foregår omkring dem.
Her kommer de typiske svar, vi får:
Hvorfor kan du godt lide at have lyd, når du cykler?
- Jeg tror, det går lidt hurtigere, når jeg lytter til noget musik, jeg godt kan lide.
- Jeg har en time på cykel til arbejde hver vej, og så vil jeg gerne have noget, der kører i baggrunden.
- Det er bare for at få tiden til at gå. Jeg er ude og cykle langt.
Er det ikke lidt risikabelt for dig selv og andre?
- Altså, hvis det er for højt, jo. Men jeg prøver ikke at have det så højt, at jeg ikke kan høre, hvad der foregår omkring mig.
- Nej, jeg har den altid på transparent lyd, så jeg kan høre, hvad der sker omkring mig.
- Jeg plejer ikke at have det så højt, så jeg ikke kan høre, hvad der foregår omkring mig.
Foto: Morten Søndergaard/TV 2 Kosmopol
De andre på cykelstien: Hmmm
Mens de lyttende cyklister altså mener, de har godt styr på det, oplever de andre på cykelstien ikke nødvendigvis det samme.
To af dem, vi møder uden noget i ørerne, er Lene og Morten.
Må jeg spørge, hvorfor du ikke lytter til noget?
- Det er fordi, hvis jeg lytter til noget, kan jeg ikke høre trafikken. Det gør jeg ikke, når jeg ved, at jeg skal cykle, hvor der er trafik. Det er et helt bevidst fravalg, fortæller Lene.
- Jeg kunne ikke finde på det. Det er alt for farligt. Jeg synes, det er helt vanvittigt, fortæller Morten.
Oplever du , at andre trafikanter bliver forstyrret af dem, der kører med lyd i ørerne?
- Ja, det gør jeg, siger Lene.
- Ork ja, det sker hver dag, masser af gange. De er overhovede ikke opmærksomme, de flytter sig ikke, de tager ikke hensyn til andre, men skifter vognbane uden at se til over skulderen og sådan nogle ting, fortæller Morten.
Se hele historien i videoen her - eller læs videre nedenunder
Skal det forbydes?
Vores spørger, John Lindblad Christensen, mener, at det ikke burde være lovligt at cykle rundt med lyd i ørerne.
- Kære Folketing: Forbyd det, siger han til TV 2 Kosmopol.
I Spanien og Frankrig er det blevet ulovligt for cyklister at bruge høretelefoner. Vores eget Folketing diskuterede muligheden tilbage i 2018, men endte med at forkaste forslaget.
Cyklisternes interesseorganisation, Cyklistforbundet, mener, at det fortsat er en rigtig beslutning.
- Vi synes, at det skal være lovligt at have musik i ørene som cyklist, eller som gående for den sags skyld. Du må også gerne lytte til radio og musik i din bil , siger Kenneth Øhrberg Krag, der er direktør i Cyklistforbundet
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_
Meeen, på én betingelse
Direktøren trækker et par høretelefoner op. Han mener, at de er rigtig gode, hvis man sidder i et tog eller i en bus. Men de hører ikke til på cykelstien.
- Jeg synes, at cyklisterne skal være opmærksomme, når de færdes i trafikken. Det er alt for farligt, hvis man lader sin hjerne være optaget af noget andet, siger Kenneth Øhrberg Krag.
Han advarer også mod at lukke sig inde bag noise cancellation eller høj musik.
- Gør man det, mister man en af sine sanser, og det kan i sidste ende have fortale konsekvenser for sig selv og for andre, siger Kenneth Øhrberg Krag fra Cyklistforbundet.
Gode råd på cykelstien
Til dig med høretelefoner:
Hold lydstyrken på det lavest mulige niveau, så du fornemmer omgivelserne
Vær opmærksom på, at dit fokus er på det, du lytter til
Se dig for, når du vil ændre bane og giv tydelige tegn
Til dig uden høretelefoner:
Gå ud fra, at dem, du overhaler, ikke aner, at du findes
Regn med, at dem med høretelefoner er i deres eget flow
Hvis ringeklokke ikke er nok for at få dem til at trække ind, må du øve dig i tålmodighed og vente på næste mulighed for at komme forbi
Ved godt, de er halvdøve
Der findes ikke nogen opgørelse over, hvor mange trafikuheld, der skyldes uopmærksomhed på grund af lyd i ørerne.
Men vi ved fra en ny undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik har finansieret, at hver femte cyklist erkender, at de har så høj lyd i ørerne, at de har svært ved at høre, hvad der sker i trafikken.
- Derfor så er det så vigtigt at komme ud med det her budskab om, at man skal være opmærksom i trafikken. Det handler både om, at man ikke skal kigge på sin telefon, og at man skal kunne høre, hvad der sker omkring en, siger Jakob Bøving Arendt fra Rådet for Sikker Trafik.
Foto: Morten Søndergaard/TV 2 Kosmopol
Det gode argument
Selvom både Cyklistforbundet og Rådet for Sikker Trafik synes, at det er en dårlig idé at cykle med høretelefoner - og faktisk fraråder det i byen - er det en kulturændring og ikke en lovændring, de mener er vejen frem.
- Vi vil hellere forsøge at flytte folk med det gode argument og med kampagner om den her problemstilling, siger Jakob Bøving Arendt fra Rådet for Sikker Trafik.
Et af de gode argumenter er at tænke over, hvornår det kan være fint at sætte lyd til cykelturen - og hvornår man skal holde sig fra det.
Det er præcis det, som Ida gør.
Foto: Morten Søndergaard/TV 2 Kosmopol
- Lige nu ville det ikke betyde så meget, for der er ikke så mange mennesker på cykelstien, og jeg ville ikke være til gene for andre, siger Ida, da vi møder hende i den tidlige eftermiddagstrafik.
- Men når jeg kører klokken lidt i otte om morgenen, er der rigtig mange, der ringer af en og vil uden om en og til højre og venstre og så videre. Der vælger jeg det aktivt fra, fortæller Ida.
Hvis du kun kan cykle med lyd
Hvis vanens magt er for stor - eller hvis du vil have lyd på vejen - anbefaler Rådet for Sikker Trafik at lytte lavt og bare med det ene øre, så det andet bedre kan fange lyde i omgivelserne.
Hvad tænker du om den anbefaling?
- Jeg synes, det er en klasseanbefaling og noget, jeg tror, jeg tager med videre. Det vil være perfekt, faktisk, siger Oscar-Emil, som vi fanger på cykelstien.
- Det giver også god mening i forhold til, at man er mere orienteret om, hvad der foregår omkring en, siger Oscar-Emil.
Foto: Morten Søndergaard/TV 2 Kosmopol
De skal bare gå i gang
Vi vender tilbage med svaret til John Lindblad Christensen i Albertslund. Han er tilfreds med, at Rådet for Sikker Trafik vil sætte fokus på lyden i ørerene på cykelstien.
- Hvis de kunne lave en kampagne, så skulle de få en hel månedsløn af mig for det, hvis de vil have det, siger John Lindblad Christensen med et smil.
De kan sådan set bare gå i gang.
- Det ville være fint, siger han.
Tak til John Lindblad Christensen for spørgsmålet!
Hvis du også undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så skriv dit spørgsmål i boksen nedenunder. Så kan det være, at det er dit spørgsmål, der går videre til afstemning næste gang.
Spørg Os
Hvad undrer du dig over i hovedstadsområdet? Stil dit spørgsmål her +_