Thomas Bo Larsen sad i en lav stuelejlighed bag nedrullede persienner. Det var en halvmørk dag i november. Han holdt i hånd med to andre mænd.
Han havde ikke drukket alkohol, taget coke eller beroligende piller i 12 timer.
Og han havde det ad helvede til.
”Jeg tror kraftedeme, at jeg er alkoholiker.”
Han havde aldrig sagt ordene før den dag.
Med sig i bagagen havde Thomas Bo Larsen et voksenliv, der udadtil var fyldt med succeser. Han havde flere Robert-priser stående på hylden, og han var et velkendt og elsket navn i de fleste danske hjem efter roller i storfavoritter som ’De skrigende halse’, ’Pusher’ og ’Festen’.
Men Thomas Bo Larsens vej til succeserne havde ført ham igennem helvede. Et helvede, som han nu lukker op og fortæller om i sin nye bog 'Fri mand'.
Spørg Os - Formular
_
Unormal og udenfor
59-årige Thomas Bo Larsen voksede op i et dysfunktionelt hjem i Gladsaxe. Hans mor drak. Hans far drak mere.
- Men jeg har aldrig lidt under det, for jeg var altid sammen med vennerne. Og deres forældre drak også ad helvede til, siger Thomas Bo Larsen.
Han havde en del at kæmpe med. Blandt andet var han ordblind.
- Men der var ikke noget, der hed ordblind dengang – det hed bare, at man var dum.
Sammen med et par andre børn sad Thomas Bo Larsen i støtterummene. Han var adskilt fra normalen inde i klassen.
- Vi følte os udenfor. Dumme og forkerte. Og fordi jeg havde følelsen af at være udenfor, så kompenserede jeg et andet sted. Jeg lavede ballade og tog pigerne på brysterne og så videre. I fjerde klasse lavede jeg et band, der bare sang ”voldtægt, voldtægt, voldtægt”.
Venner for altid
Tidligt fandt Thomas Bo Larsen ud af, at han nemt kunne snige sig ud ad bagdøren derhjemme, uden at nogle spurgte om hvorhen. Og da han blev 12 år, fandt han ud i en betonghetto, der hed Værebroparken.
- Der var en masse af min slags. Ordblinde, utilpassede unge drenge. De blev min familie. Vi lavede vores egne regler, siger Thomas Bo Larsen.
Man måtte ikke røre hinandens damer. Man sladrede ikke om hinanden. Man holdt sammen.
- Til døden os skiller.
Og det gjorde den.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Barndommens flugt
De første to døde, da de var 15 år. Og årene efter tog flere og flere.
I alt er ti af Thomas Bo Larsens venner døde – de fleste af deres misbrug.
For misbrug var en del af hverdagen.
Thomas Bo Larsen begyndte med at ryge hash som 13-årig, og han begyndte også hurtigt at drikke. Først var det i weekenderne, men der gik ikke mange år, før weekenddruk også blev til torsdagsdruk. Det var jo lillefredag. Og et glas vin på en hverdagsaften blev til en flaske. Og til sidst var det vin hele dagen, hver dag.
Da han var 17 år, blev hashen erstattet af andre stoffer. Blandt andet svampe, speed og lightergas.
Alkoholen og stofferne var en flugt.
- Jeg flygtede et eller andet sted fra mine følelser. Hvis jeg blev glad, så skulle jeg kraftedeme have en bajer. Hvis jeg var ked af det, så havde jeg også lov til at få nogle bajere. Hvis jeg kedede mig, så skulle jeg også have en bajer. Alle følelser flygtede jeg fra.
Det var en farlig flugt. Jo mere Thomas drak, jo mere flygtede han. For Thomas Bo Larsen kendte ikke sine følelser.
- For jeg sniffede jo benzin som 13-årig. Og det gjorde vennerne også. Vi lærte sgu' aldrig os selv eller vores følelser at kende. Så vi flygtede nok fra, at vi var udenfor. Og at det var fedt at glemme alt omkring os.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Misbruget voksede
Op igennem sine teenageår var Thomas Bo Larsen i lære hos forskellige mestre, men blev ofte fyret eller droppede det selv. Han endte med at blive uddannet glarmester, men fandt sig aldrig til rette i jobbet. Til gengæld fandt han en interesse for skuespil, og han endte med at blive uddannet skuespiller i 1991 som 28-årig.
Han fik sit gennembrud i den Oscar-nominerede kortfilm ’Sidste omgang’ fra 1993, og et par år efter vandt han sin første Robert for sin hovedrolle i ’De største helte’.
Men på trods af den sprudlende karriere lagde han ikke sit misbrug på hylden.
Tværtimod.
Et nyt stof kom til. I starten tog Thomas Bo Larsen kokainen som et feststof.
- Kokain får din selvtillid til at booste helt vildt. Du er forfærdelig at høre på. Du er så meget oppe i din egen røv. Men når alle andre også er på det, så er det jo for fucking fedt.
Festerne fortsatte i takt med Thomas Bo Larsens voksende succes. Og arbejdsdagene blev klaret med en funktionspromille, som han kalder det. Han drak aldrig på jobbet, men alkoholen brusede stadig fra dagen før.
- Jeg kan huske, at jeg var på arbejde og skulle have et falsk overskæg på til en rolle. Men fordi der stadig var så meget alkohol i min krop, så kunne skægget ikke klistre til min hud. Jeg tror, at alkoholen i min sved opløste limen.
Når scenerne var skudt og slut, skulle Thomas Bo Larsen hurtigt hjem. For kokainen og alkoholen var ikke længere kun til fest.
- Jeg tog kokain hver dag, to gange om dagen. Min yndlingsbeskæftigelse var at sidde alene med en flaske whiskey og nogle streger, og spille playstation til langt ud på morgenen.
Men Thomas Bo Larsen var ikke afhængig, mente han.
- Når jeg gik ned ad Amagerbrogade efter vodka, coke og piller, så kiggede jeg bare på bumserne på bænken og fandt på undskyldninger for mig selv:
De er værre end mig.
Jeg kan godt holde op, hvis jeg vil.
Der er nogen, der gør det mere end mig.
Så meget drikker jeg heller ikke.
Kokain er ikke det værste, man kan tage.
Man bliver ikke fysisk afhængig af det, jeg tager.
- Alle mulige fucking dårlige undskyldninger.
Men Thomas Bo Larsen kunne ikke holde op.
Jeg tog kokain hver dag, to gange om dagen. Min yndlingsbeskæftigelse var at sidde alene med en flaske whiskey og nogle streger, og spille playstation til langt ud på morgenen
Et liv i helvede
Da Thomas Bo Larsen havde sit største misbrug, kunne han drikke en flaske vodka og halvanden liter hvidvin og tage to gram coke og fire benzodiazepiner om dagen. Coken gav selvtilliden og energi, benzoerne hjalp ham med at sove.
Men at tage stoffer ødelægger nogle af kroppens egne funktioner.
Forsimplet så skaber kokain en såkaldt overstimulering af vores dopaminreceptorer. Det betyder, at man føler unaturligt stor glæde og får øget selvtillid, når man er på stoffet. Men det betyder også, at man bruger mere glæde, end kroppen egentlig har. Og så er der tomt bagefter.
- Der er et stort hult træ, du kan stå og råbe ned i. Fordi du bruger al den glæde, du har på en måned på en enkelt aften.
- Alting blev kedeligt. Min selvtillid blev boostet så meget, at når jeg ikke var på kokain, havde jeg ingen selvtillid. Jeg var først mig selv, når jeg havde den boostede selvtillid. Den havde jeg kun, når jeg var bedøvet. Så derfor skulle jeg have stoffet hele tiden.
I 2012 indspillede han en af de største film i sin karriere som faren i ’Jagten’.
Privat var han på det tidspunkt fanget i sit eget personlige helvede.
Han husker tilbage på de år som et fængsel. Et fængsel "med fucking tortur".
- De år var fyldt med smerte og katastrofetanker. Og alt blev et problem. Bare jeg skulle ned at handle. Ser de nu, at jeg ryster? Og småting blev kæmpestore. Og det er ikke værd at leve i frygt hver evig eneste dag. Så er det sgu lettere at gå ud i mosen og bare ende det hele.
Hver evig eneste morgen vågnede Thomas Bo Larsen op til det helvede.
Selvmordstanker
Thomas Bo Larsen ramte bunden en dag i 2013.
Bunden af bunden.
Han stod i sin kælderlejlighed en efterårsdag og kiggede ned i sin åbne hånd. I den lå en masse piller. Og han ville æde hele lortet. For livet var blevet for svært, og alkoholen og pillerne virkede ikke lige så godt længere.
- Det er som at blive tortureret hver eneste dag. Altså fordi smerten er lige så stor. En ting er det fysiske, men også det psykiske. Det er ikke et liv. Livet er der kun, når du tager dine stoffer.
Men virkningen var ved at forsvinde.
- Det er det allerværste. Når alkohol og piller stopper med at virke. Din krop har vænnet sig så meget til det, at du ikke får det kick mere.
Til sidst lagde han pillerne fra sig.
- Da det kom til stykket, havde jeg sgu ikke nosserne til at gøre det.
Til gengæld vidste han godt selv, at nu var han nået til et sted, hvor han ikke kunne fortsætte som hidtil.
Enten skulle han gøre et ærligt forsøg på at blive ædru, eller også skulle han skyde sig selv ude i mosen.
- Jeg havde nok været ædru i 12 timer, da jeg gik ind ad døren på Ryesgade 107.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Mødet med AA
I en halvmørk lav stuelejlighed bag tillukkede persienner satte Thomas Bo Larsen sig overfor fem andre mænd til sit livs første AA-møde.
- Jeg troede jo kraftedeme, at jeg var den eneste i verden, der havde det så dårligt, som jeg havde det.
Og så sad der fem mænd og fortalte præcis den samme historie, som jeg stod midt i.
På væggen hang der et skilt:
"Er du villig til at gøre hvad som helst?" stod der.
Og der var der noget, der skiftede inde i Thomas Bo Larsen.
- Det bed jeg mig fast i. Nu skal jeg kraftedeme vise dem, at jeg vil gøre hvad som helst. Det var en udfordring. En kamp.
Og da mændene tog hinanden i hånden, sagde Thomas Bo Larsen ordene for første gang i sit liv:
”Jeg tror kraftedeme, at jeg er alkoholiker.”
For hvis de fem mænd kunne sige det, så kunne han også. Han var ikke alene mere. Det var pludselig ikke så farligt at erkende. Han behøvede ikke at lyve mere. For de her mænd havde været i præcis det samme.
Jeg havde jo drukket, siden jeg var 13 år, så selvfølgelig var jeg brandhamrende alkoholiker og misbruger. Men erkendelsen var hård
- Jeg havde jo drukket, siden jeg var 13 år, så selvfølgelig var jeg brandhamrende alkoholiker og misbruger. Men erkendelsen var hård. Alkoholiker. Det er ham, der sidder nede på bænken. Det var ikke mig.
- Men det er dig, hvis du er afhængig af alkohol.
Det at Thomas Bo Larsen sagde det højt for sig selv, var en del af rejsen mod at blive ædru. Men det var kun den spæde start.
For misbrug giver ikke bare sådan slip.
Lange varme bade
Thomas Bo Larsen var afhængig af kokain, alkohol og benzodiazepiner.
Til at starte med skulle han ud af kokainen og alkoholen, så måtte sovemedicinen komme som det næste.
I de første måneder handlede det om at få masser af naturlige lykkehormoner, for kroppen havde opbrugt sit lager. Igennem AA fik Thomas Bo Larsen en slags mentor. Han havde nogle gode råd til Thomas.
- Jeg begyndte at træne for at få nogle af de samme endorfiner naturligt, som stofferne havde givet mig. Jeg trænede og svømmede som en vanvittig. Og jeg tog så mange varme bade og spiste så meget slik, så du tror, at det er løgn. Jeg har aldrig været så ren, som da jeg blev ædru.
Og så kørte Thomas Bo Larsen på motorcykel. Det gav naturlige endorfiner.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Men det var en kamp. For selvom kroppen kommer ovenpå efter sine fysiske abstinenser, er der stadig alt det psykiske.
Han var skide bange.
- Jeg var nok bange for det, som jeg elsker i dag. Den grå og kedelige hverdag. Festerne der skulle slutte. Og det har jo bare været det fedeste. Jeg tror, at jeg var bange for, at jeg skulle blive kedelig.
Thomas Bo Larsen havde på det tidspunkt tre Robert-priser stående på hylden derhjemme. Men en måned efter han var blevet ædru, fik han sit livs vigtigste pris.
Jeg fik sådan en månedsmønt, og jeg har aldrig været så glad og stolt af noget. Hverken før eller efter
- Jeg fik sådan en månedsmønt, og jeg har aldrig været så glad og stolt af noget. Hverken før eller efter.
Månedsmønten er noget man får i AA, når man har været ædru i en måned. Og det var første gang, at Thomas Bo Larsen havde været det, siden han var 14 år gammel.
Nu kunne han se det. Der var måske en vej. Det kunne måske blive godt.
Efter en måned uden alkohol kunne han mærke, at han skulle finde noget andet at lave, når han ikke længere gik på druk. Så han begyndte at løbe langt. Og så fandt han et nummer med Thin Lizzy, som talte til ham, som få ting før havde gjort det.
I've been messing with the heavy stuff
For a time I couldn't get enough
But I'm waking up and it's wearing off
Junk don't get you far
Budskabet i sangen var ikke til at misforstå. Stofferne tager dig ingen steder hen – kun nedad.
- Den starter stille og roligt, og så kommer der ellers hammer på. Og der løb jeg bare alt, hvad jeg kunne. Den har været meget, meget vigtig for mig.
Men med adrenalinen og endorfinerne indså Thomas Bo Larsen også nogle ting.
Monstrene
- Jeg opdagede ret hurtigt, at jeg hele mit liv havde flygtet med stofferne. Men der er ikke noget at flygte fra. Det er nogle fantasimonstre, der er blevet større og større i afhængigheden. Jo mere jeg røg ned i afhængigheden, jo større blev monstrene.
For hvis Thomas Bo Larsen slap afhængigheden, følte han, at monstrene ville komme farende.
Han var bange for at være bange. Han var bange for alt.
- Men at knække afhængigheden med den sang – det var lige det modsatte af at flygte. Det var at gå ind i det.
Thomas Bo Larsen opdagede, at der ikke var noget at være bange for.
- Alle de undskyldninger som hjernen laver... det gør den for at få fri. Jeg tænkte jo konstant: ”Det er synd for mig, så jeg må godt”. Det siger hjernen til dig for at få sit stof og få fri. Men det er indbildning.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
En morgen vågnede Thomas Bo Larsen og havde en følelse, som var anderledes.
- Jeg var så pisse glad. Det var blevet sommer, og jeg var i live.
Det var hans første sommer som ædru.
- Jeg gik ned ad Falkoner Allé, og så så jeg bare den her altankasse. Og den var så pisse smuk. Altså den her perfekte altankasse med farver og alt muligt. Det havde jeg aldrig lagt mærke til tidligere.
Thomas Bo Larsen begyndte at se livet.
En fri mand
En af de ting, som Thomas Bo Larsen gjorde for at arbejde sig ud af misbruget, var at følge noget, som AA kalder de 12 trin.
Særligt var niende trin vigtig for Thomas Bo Larsen. Han skulle lave en liste over nogle af de mennesker, som han ville rode bod over for. Kun på den måde kunne han blive en fri mand.
En af dem, han skulle tale med, var en mand, der boede i Indien. År forinden havde Thomas Bo Larsen væltet rundt i mandens bar og truet vagterne med tæsk. Og opført sig fuldstændig vanvittigt. Så Thomas Bo Larsen tog til Indien og opsøgte manden og endte med at stå i hans bar for at rode bod for sin egoisme.
- Det var grænseoverskridende, men en kæmpe lettelse. Alle jeg kontaktede fra den liste tog pænt imod det. Den største gave er, at jeg nu kan gå på gaden uden at skulle gemme mig i en baggård, fordi der kommer en imod mig, som jeg ikke vil møde. Jeg er et frit menneske nu som alle andre, siger han.
Sidste trin
Thomas Bo Larsen fortæller først om sit misbrug nu ti år senere, fordi han har været bange for at ryge i.
- Jeg var bange for at sidde halvfed og tilfreds og sige: ”Nu skal I bare høre, jeg er blevet ædru”. Og jeg så var røget i. Så kunne jeg jo ikke være det forbillede, som jeg gerne vil være. I dag er jeg sikker på, at det ikke sker.
Thomas Bo Larsen er ved det sidste af de tolv trin. Det sidste trin er at give det videre gratis. Altså at hjælpe andre til at komme ud af deres misbrug. Det er en af grundene til, at han fortæller om misbruget nu.
Han er stadig meget aktiv i AA.
- Det er så fedt at se folk komme ind ad døren og være helt pakket sammen og så langsomt få livet tilbage. Det er noget af det smukkeste. Smukt som en blomst, der blomstrer op.
Og Thomas Bo Larsen er selv blomstret op.
Jeg er pisse glad hver eneste morgen, når jeg vågner. Jeg elsker livet. Jeg har hadet det i så mange år
- Jeg er pisse glad hver eneste morgen, når jeg vågner. Jeg elsker livet. Jeg har hadet det i så mange år.
Så Thomas Bo Larsen er ikke fanget længere. Ikke spærret inde. Ikke bange.
Han er fri.
Se eller gense Thomas Bo Larsen i 'Sæt pris på Danmark' på TV 2 PLAY eller nu på lørdag klokken 18.20 på TV 2, eller hør ham fortæller om sit misbrug, når han tager med Lene Beier ud i ødemarken i 'Langt ude i Lapland'.
