Flere "har aldrig oplevet noget lignende" – høje brag og rystelser på Sjælland

En sprængstofekspert har en række bud på, hvad der kan have ført til rystelserne.

Et tryk, rystelser igennem kroppen og dernæst et højt brag.

Sådan beskriver flere personer i området omkring Frederikssund, hvordan de onsdag formiddag oplevede en "eksplosionslignende" hændelse.

- Det var ligesom et højt tordenskrald. Min mand hørte lyden, og jeg mærkede rystelserne, siger Bente Bekker, der er 64 år og bor i Frederikssund, til TV 2.

Og parret er langt fra de eneste. I alt 65 personer har i skrivende stund kommenteret på et opslag i Frederikssunds offentlige Facebook-gruppe.

Personer beretter om eksplosionslignende rystelser i byer omkring Frederikssund onsdag formiddag.
Personer beretter om eksplosionslignende rystelser i byer omkring Frederikssund onsdag formiddag.
Foto: TV 2 Grafik

Men både chefen ved det nærliggende militærområde, Jægerspris Skydeterræn og Skydebaner, og politiet melder over for TV 2 pas på, hvad der kan have forårsaget braget og trykbølgen.

En ekspert har dog tre bud.

Bygning "gav et ryk"

39-årige Casper Petersson stod onsdag formiddag under et halvtag på Svanholm gods, da han oplevede ”noget totalt syret”.

Klokken var mellem 10 og 10.15, og han kiggede ud over et område med skov og åbne vidder. Der var helt vindstille, indtil noget tog fat i trækronerne, der bevægede sig kraftigt.

Det var under dette halvtag på Svanholm Gods, at Casper Petersson onsdag formiddag mærkede bygningen "rykke sig". Billedet er taget ved en anden begivenhed.
Det var under dette halvtag på Svanholm Gods, at Casper Petersson onsdag formiddag mærkede bygningen "rykke sig". Billedet er taget ved en anden begivenhed.
Foto: privatfoto

Casper Petersson mærkede et voldsomt tryk efterfulgt af et højt brag.

- Hele bygningen gav et ryk i sig. Jeg var helt sikker på, at noget var sprunget i luften, siger han til TV 2.

Casper Petersson bor selv på en gård i Jægerspris tæt på skydeterrænet. Derfor er han vant til, at der fra tid til anden er høje lyde og brag fra prøvesprængninger i området.

- Vi har haft mange helikoptere, der er fløjet ind over vores gårdbygninger. Men det her var noget helt andet, siger han.

39-årige Casper Petersson fortæller, at han mærkede rystelser og hørte et brag onsdag formiddag.
39-årige Casper Petersson fortæller, at han mærkede rystelser og hørte et brag onsdag formiddag.
Foto: privatfoto

Et tordenskrald

Bente Bekker, der er radioamatør, befandt sig på første sal i huset i Frederikssund med lydisolerende høretelefoner på. Hun var i gang med at sende radio hjemmefra og hørte derfor ikke braget.

quote Vi begyndte at undre os

Bente Bekker, bor i Frederikssund

Men trykket var ikke at tage fejl af, fortæller hun.

- Jeg mærkede det først i benene, men det var et tryk i hele kroppen, siger Bente Bekker.

Bente Bekker på 64 år fortæller, at hun kunne mærke trykket i sine ben.
Bente Bekker på 64 år fortæller, at hun kunne mærke trykket i sine ben.
Foto: privatfoto

Hendes mand var i husets stueplan og beskrev efterfølgende til hende, at han hørte ”et højt tordenskrald”.

Det varede ifølge manden i omkring fem sekunder.

- Vi begyndte at undre os. I de her alvorlige tider kan man godt blive lidt utryg, når der ikke er nogen forklaring på, hvad der skete, siger Bente Bekker.

Kender ikke til eksplosion

Nordsjællands Politi oplyser til TV 2, at man ikke kender til nogen hændelse, der skulle have fundet sted omkring Frederikssund onsdag formiddag.

- Vi har ikke fået nogen anmeldelser om noget, der ligner en eksplosion, lyder det fra politiet.

TV 2 har torsdag eftermiddag forgæves forsøgt at række ud til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen.

På Jægerspris Skydeterræn og Skydebaners hjemmeside fremgår det, at der ikke var nogen planlagte større øvelser onsdag. Det bekræfter Morten Malthe Pedersen, chef ved Jægerspris Skydeterræn, over for TV 2.

- Vi havde kun små håndvåben på programmet, så braget kommer ikke fra Jægerspris Skydeterræn, lyder det fra Morten Malthe Pedersen.

Undren hos flere

I kommentarfeltet på Facebook-opslaget i Frederikssund-gruppen har flere spekuleret i, hvad der kunne forårsage det høje brag og trykket.

Morten Malthe Pedersen skyder ned, at det skulle stamme fra en sprængning af en alarmmine, som en række personer i opslaget ellers mistænker.

- En alarmmine kan ikke give et særligt stort brag. Det er en anordning, der skal alarmere, hvis nogen for eksempel prøver at fjerne pigtråd eller lignende. Den lyder nærmest som et kanonslag, beskriver han.

Men hvad har så forårsaget lyden og trykbølgen?

Peter Hald, sikkerhedsleder og kemiker ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet, fortæller, at ”mystiske brag” ikke er usædvanlige.

Han ser tre mest sandsynlige scenarier for sig.

Sprængninger og chokbølge

Ifølge Peter Hald er der typisk tale om enten militære sprængninger, overlydsbrag fra jagerfly eller lydknald fra meteorer.

Militære eksplosioner kan indimellem høres på lange afstande på grund af særlige vejrforhold. Men sprængstofeksperten vurderer ikke, at det er det, der har været tale om i Frederikssund.

- Der skal meget energi til at lave et højt brag, og mange i nærområdet ved jo godt, hvordan de militære sprængninger i Jægerpris' skydeterræn lyder, siger han.

quote Der skal meget energi til at lave et højt brag

Peter Hald, sprængstofekspert

Jagerfly med overlydsfart trækker en chokbølge med sig, og det kan ifølge Peter Hald give ”et voldsomt brag”.

- Derfor sker overlydsflyvningerne typisk over havet. Ellers bliver man hurtigt upopulær, siger Peter Hald.

Spørg Os - Formular

_

Meteor eller jagerfly?

Ellers vurderer Peter Hald, at der kan have været tale om en meteor, der er fløjet ind i atmosfæren med en fart på omkring tyve kilometer i sekundet.

Meteorens bevægelsesenergi bliver til varme, der skubber hårdt til luften.

- Den pludselige trykstigning høres som et brag, siger Peter Hald.

Hvis der havde været tale om en meteor onsdag formiddag, ville han forvente, at knaldet blev hørt i et endnu større område.

Baseret på borgernes beskrivelser har sprængstofeksperten et forsigtigt bud på, hvad der ifølge ham kan være sket.

- Jeg vil sætte mine penge på, at det har været et overlydsknald fra et eller andet jagerfly, siger Peter Hald.

TV 2 har som nævnt forgæves torsdag rakt ud til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen for at få be- eller afkræftet, om der har været flyveøvelser i området onsdag formiddag. De har ikke torsdag vendt tilbage på vores henvendelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik