Københavns Kommune åbner døren på klem for Nemlig.com
Det er første gang, at onlinesupermarkedet indgår en overenskomstaftale for sine chauffører, og det glæder Københavns socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø), der ikke vil afvise, at kommunen i fremtiden kan lave en ny aftale med Nemlig.com.
Onlinesupermarkedet Nemlig.com og fagforbundet 3F begraver nu stridsøksen.
Mandag har de to parter indgået en overenskomst for de chauffører, der bringer dagligvarerne ud. Det fortæller de på et fælles pressemøde.
- Det er ingen hemmelighed, at Nemlig.com har haft en del modvind i pressen det sidste halvandet års tid. 3F gik også ind i sagen og kom med nogle kradse udtalelser, siger administrerende direktør i Nemlig.com, Stefan Plenge.
Det er første gang, at Nemlig.com indgår en overenskomstaftale for sine chauffører, og aftalen indeholder blandt andet regler for timeløn og tillæg, pension, pauser, løn under sygdom og lignende.
Borgmester: En virkelig god nyhed
Nemlig.com er gentagne gange blevet kritiseret for mangel på ordentlige forhold for de chauffører, der bringer dagligvarerne ud.
Konflikten startede i 2021, efter blandt andre dagbladet Politiken kunne afsløre dårlige vilkår for chauffører og andre ansatte hos Nemlig.com.
De fortalte blandt andet om 15 timers arbejdsdage, flere måneders arbejde uden ferie, ruter der er stort set umulige at nå til tiden, og bødetakster til chaufførerne, hvis de er forsinkede.
Det fik flere af Nemlig.coms kunder til at stoppe samarbejdet – heriblandt Københavns Kommune.
Men på grund af den nye aftale om overenskomst for chaufførerne, åbner Københavns Kommune nu døren på klem for at lade Nemlig.com komme tilbage i folden.
Det siger Københavns socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø) i et skriftligt citat.
- Det er virkelig en god nyhed, at chaufførerne nu får overenskomstmæssig løn og ordnede arbejdsforhold. Jeg er glad for, hvis vores beslutning om at stoppe samarbejdet for et år siden har været med til at sikre en overenskomstaftale mellem 3F og Intervare.
- Målet har hele tiden været, at chaufførerne skulle have ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Derfor forsøgte vi også i lang tid at forhandle med Nemlig.com. Vi har i mellemtiden indgået en aftale med en ny leverandør. Men næste gang vi skal lave udbud på opgaven, kan Intervare bestemt søge.
- Uanset hvem, der udfører opgaver for kommunen, er det helt centralt, at de overholder vores sociale klausuler. Så vi er sikre på, at borgerne får den bedste service, og at vi kun samarbejder med virksomheder, hvor de ansatte har ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger Karina Vestergård Madsen.
Foto: Nemlig.com
"Tid til at se fremad"
Hos Nemlig.com er er det ifølge Stefan Plenge "tid til at se fremad".
Chaufførerne hos Nemlig.com har tidligere ikke været ansat direkte af onlinesupermarkedet, men hos et antal underleverandører, som firmaet skriver kontrakt med.
Men med overenskomstaftalen bliver det ifølge direktøren muligt for selskabet at ansætte sine egne chauffører.
Med den nye overenskomst mellem Nemlig.com og 3F er både selskabets egne og underleverandørernes chauffører sikret vilkår på linje med andre dele af arbejdsmarkedet.
Efter de seneste års afsløringer har Nemlig.com indført en række tiltag og ændringer, som skulle komme dårlige vilkår til livs hos chaufførerne. Blandt andet krav til en overenskomstmæssig løn. Men det har ikke været godt nok, mente 3F.
- Nemlig.com har ikke sørget for at have en overenskomst. Det betyder, at chaufførerne ingen som helst rettigheder har. Hele arbejdsmarkedet bygger jo på stærke overenskomster, og Nemlig synes åbenbart ikke, at deres chauffører har krav på ordentlige forhold, sagde formanden for 3F Transport, Jan Villadsen, til Avisen Danmark i november.