Opioid-piller i skolegården: 17-årige Freja besvimede af abstinenser

(Denne artikel blev første gang udgivet tidligere år, men i denne uge har vi igen fokus på, hvor nemt det er at få fat på illegale opioid-piller, så derfor genudgiver vi  historien om Freja).

Freja var desperat. 

Om natten lå hun vågen med sveden dryppende ned ad sig. Hendes krop var i oprør, følte hun. Den havde brug for pillerne. 

Hun havde ikke lyst til at lave noget med sin familie. Hun kunne ikke koncentrere sig. Alle hendes tanker cirkulerede om de små, hvide tabletter. 

Efter et par dage gik det galt. 

Freja var på vej i bad, da hun kunne mærke, at hendes synsfelt blev mindre og mindre, indtil hun slet ikke kunne se noget. Hun faldt om på badeværelsesgulvet. Det var som om, hendes krop var gået i chok. 

Da hun vågnede igen, vidste hun ikke, hvor længe hun havde ligget der. 

Øm i kroppen rejste Freja sig fra gulvet og gik i bad, som om intet var hændt.

Hun fortalte sin mor, at hun følte sig utilpas. 

- Du skal huske at drikke nok vand, sagde Frejas mor. 

Men Freja vidste godt, at det ikke var vand, hun manglede. 

Teenagernes foretrukne stof

En ny udvikling blandt unge har fået Greve Kommune til at råbe vagt i gevær.

Flere og flere teenagere kommer i misbrugsbehandling for Dolol.

Det er en type af opioid-piller, du kan købe på recept, og som virker på samme måde som morfin. Men de unge køber dem i skolegården eller på gaden af pushere, der har opfanget den stigende interesse. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Lige nu er hver fjerde ung, der er i behandling i Greve Kommunes misbrugscenter, afhængig af Dolol.

Freja har stadig lyst til at tage pillerne, når hun snakker om det. Men hun ved, at hun må holde sig fra det - for hvis hun først begynder igen, tror hun ikke, at hun nogensinde vil stoppe. 

Det startede i skolegården

Freja havde ikke hørt om Dolol, før hun startede i 10. klasse. 

Her var der mange, der tog pillerne. Det var normalt. 

Hvis man spurgte 100 teenagere i hendes by, ville 90 af dem kende til det, vurderer hun. 

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Freja så ikke pillen som stoffer på linje med hash eller kokain. Dolol var en lille, uskyldig pille, der blot gjorde, at man blev lidt mere afslappet. 

Det var i hvert fald det, vennerne sagde. Hun havde ikke selv tænkt sig at tage dem. 

- Jeg havde fået at vide hjemmefra, at man skal holde sig fra piller. Og jeg sagde også nej de første ti gange, fortæller Freja til TV 2 Kosmopol: 

- Men så begyndte alle på skolen at tage dem, så jeg prøvede at tage en halv pille bare for sjov. 

Det var i et frikvarter, at Freja tog Dolol for første gang. 

På det tidspunkt vidste hun ikke, at pillerne ville ende med at få en altoverskyggende rolle i hendes liv. 

- Jeg kunne ikke mærke noget efter den halve pille, der var ikke nogen virkning. Så jeg tog en halv mere, fortæller hun. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Pillen gav hende en rar følelse i kroppen. 

- Jeg følte mig på en måde mere som mig selv. Jeg turde åbne mig mere op og sige nogle ting, som jeg ikke ville turde sige, hvis ikke jeg var på de piller, siger Freja: 

- Jeg turde rækken hånden op i timerne, og jeg tænkte ikke så meget over, hvad andre tænkte om mig. 

Det perfekte stof

Freja begyndte at tage Dolol dagligt. Men efter noget tid svandt virkningen ind. Det var ikke det samme længere. 

En pille blev til to, som blev til tre. Efter et år tog hun fire piller om dagen svarende til 800 milligram i alt. 

En almindelig dosis, hvis man eksempelvis har fået fjernet sine visdomstænder, er 150 milligram om dagen. 

- Jeg hørte engang, at der var en, der faldt om og blev hentet med en ambulance, fordi hun tog 400 milligram, fortæller Freja. 

Der var ingen i Frejas familie, der kendte til hendes misbrug af de stærkt smertestillende piller. 

- Du ville ikke kunne se på mig, at jeg havde taget Dolol, siger hun. 

Det var nemt at skjule, fortæller hun. Der er ikke nogen, der reagerer, hvis man tager en pille. Det kunne lige så godt have været en Panodil. 

Og så er det nemt at skaffe. Pillerne er så udbredte, at hun aldrig selv behøvede at købe dem fra en pusher. Det var der nogle andre, der tog sig af. 

Og de var ikke så dyre, at hendes forældre undrede sig over, hvor alle hendes penge blev af. 

- Det var ikke svært for mig at skaffe pengene, for jeg havde et arbejde. Men der har været nogle gange, hvor jeg har ladet være med at købe noget tøj, fordi jeg ikke havde flere piller tilbage, og jeg så pillerne som mere nødvendige, siger Freja. 

Skemalagt misbrug

Med tiden begyndte pillerne at fylde mere og mere i Frejas hverdag. 

Indtaget var skemalagt. 

Hun tog den første pille, lige inden hun gik ud af døren om morgenen, så hun vidste, at den ville virke, når hun var nået over på skolen. 

I spisefrikvarteret tog hun pille nummer to. Pillerne lå altid i hendes taske, enten i hendes pung eller i en inderlomme. 

- Jeg skjulte det ikke som sådan, når jeg tog den. Det er jo ikke det samme, som hvis jeg havde en klump hash på mig, siger Freja. 

Efter skole tog hun pille nummer tre. Og pille nummer fire slugte hun som det sidste, inden hun lagde sig til at sove om aftenen. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Hun begyndte at blive ængstelig, når hun kun havde fem piller tilbage. Hun var bange for at løbe tør. 

- Jeg kunne gå i panik, hvis jeg ikke kunne få fat på en person, som kunne give mig pillerne. Det kunne ødelægge min dag, hvis jeg ikke havde nok piller til dagen efter, siger hun. 

Freja lagde ikke mærke til det selv. Men menneskerne omkring hende begyndte at italesætte, at hun havde ændret sig. 

Pillerne tog toppen af hendes følelser, men det fjernede også hendes hæmninger. Hvis Freja var irriteret, var man ikke længere i tvivl. Hun kunne ikke skjule det. 

- Jeg følte selv, at jeg var federe at være sammen med, men folk omkring mig sagde det modsatte. Jeg ændrede mig meget. Jeg var ikke længere hende den sjove og smilende, siger hun. 

Den filterløse facon fik også konsekvenser for Frejas forhold til sin mor, fortæller hun. 

- Jeg var ofte oppe at skændes med min mor. Vi blev altid uvenner, så jeg holdt mig mest inde på mit værelse, siger Freja. 

Frejas mor spurgte, hvorfor hun var så sur hele tiden. Men Freja orkede bare ikke at høre på nogen. Hun blev nemt provokeret. 

En krop i fordærv

Pillerne gjorde Freja træt. Hun følte sig nødsaget til at holde sig i gang hver dag efter skole, da hun vidste, at hun ville falde i søvn, hvis hun tog hjem. 

- Der var mange dage, hvor jeg tog ud og fik tiden til at gå med mine veninder, siger hun: 

- Jeg var næsten aldrig hjemme. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Freja var heller aldrig sulten. Tanken om mad gav hende kvalme. Så når hendes mor ville spørge, om hun spiste med til aftensmad, ville hun sige, at hun havde spist med sine veninder. 

- Jeg kunne bare ikke. Jeg følte ikke, at der var plads i min mave. Det var som om, at pillen fyldte hele min mavesæk, siger hun. 

Freja ville oftest springe morgenmaden over. Og det var ikke altid, hun spiste noget til frokost. Heller ikke aftensmad fik hun dagligt. Hun spiste som regel først lige inden sengetid. Her stod menuen typisk på en toast og noget frugt. 

- Det var der, hvor det for alvor gik op for mig, hvad det gjorde ved min krop. Det var der, hvor jeg begyndte at tænke: "Det går jo ikke. Jeg ødelægger mig selv mere og mere", siger Freja. 

Sandhedens time

Efter 10. klasse begyndte Freja på en ungdomsuddannelse. Men pillerne gjorde hende så sløv, at hun havde svært ved at følge med, og lektier kunne hun slet ikke motivere sig selv til at lave. 

Hun besluttede sig derfor for at stoppe med at tage Dolol fra den ene dag til den anden. 

Da startede et flere måneder langt abstinenshelvede. 

- Det var forfærdeligt. Jeg ønsker det ikke for min værste fjende, siger Freja. 

Hun kunne ikke sidde stille i klassen, men blev nødt til at gå uden for døren ti gange i timen, fortæller hun. Hun havde vejrtrækningsproblemer, fik svedeture om natten og kunne ikke falde i søvn. 

- Jeg lå i sengen og græd, fordi det var så ubehageligt, siger hun:

- Jeg gik ture for at få frisk luft og forsøgte med kolde bade, men der var intet, der virkede. Jeg var oppe hele natten. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Efter et par uger kunne Freja ikke holde det tilbage længere. Helt spontant får hun fortalt om misbruget til sin far. 

- Jeg havde ikke planlagt at fortælle ham det, men vi var lidt uvenner og talte i telefon, siger hun. 

Samtalen forløb nogenlunde sådan her: 

- Du forstår heller ikke noget, jeg har det faktisk virkelig dårligt, sagde Freja. 

- Hvad mener du, hvorfor har du det dårligt, spurgte faren. 

- Det er noget, jeg ikke har sagt til dig.

- Hvad er det, du ikke har sagt?

Så fortalte Freja hele historien fra begyndelsen. 

- Han blev sur og smækkede røret på. Men så ringede han til mig igen en halv time senere og sagde, at vi nok skulle klare det sammen, og at jeg ikke var alene om det. Da han sagde det, følte jeg mig meget lettet, fortæller Freja. 

Aldrig igen

Freja droppede ud af ungdomsuddannelsen, da skolen blev for svær at passe med de voldsomme abstinenser. 

- Jeg ville hellere starte på en frisk, når jeg var ovenpå igen, siger hun. 

Med tiden fortalte hun også sin mor om misbruget. Men resten af hendes familie ved det fortsat ikke. 

I dag er det fire måneder siden, hun tog sin sidste pille. 

Efter et års misbrug er Dolol et afsluttet kapitel. 

I dag er Freja 17 år gammel. Som mange andre teenagere på hendes alder ved hun ikke, hvad fremtiden skal byde på. Men hun har fået sig et arbejde. 

Hun har valgt at fortælle sin historie, da hun gerne vil advare andre unge. 

- Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, havde jeg aldrig gjort det, for nu kender jeg konsekvenserne, siger Freja:

- Jeg vidste ikke, hvad det var, eller hvad jeg gik ind til.