Spørg Os: Hvilke cykellygter sikrer bedst, at man bliver set?
Når det er mørkt og vådt er cyklister udsatte i trafikken. Men der er meget, du kan gøre selv for at blive set og ikke genere andre på din vej.
x
Svaret Kort
Gå efter lovlige lygter, der ikke blænder andre
Der kan være forskel på synligheden i byen og på landevejen
Det sikreste er at køre med cykellys døgnet rundt
Når Bette Rønnov fra Holte kører i sin bil på de mørke, smalle landeveje i Nordsjælland, oplever hun ofte, at det kan være svært at se cyklister, der bruger blinkende forlygter.
- Jeg oplever det specielt, når det er regnvejr. Så bliver der let et flimmer af genskin fra gadelygter og billygter i de vandpytter og vinduer, man kører forbi.
Hvis en cyklist så oven i købet kører med billige lygter, der både blinker og ikke er særligt kraftige, er vedkommende meget sværere at se end en cyklist med lygter, der lyser konstant, fortæller hun.
Faktisk undrer hun sig så meget over det ringe lys, at hun har skrevet til TV 2 Kosmopol gennem Spørg Os:
- Hvorfor er blinkende cykellygter tilladt? Når det regner og er mørkt, kan andet lys og genskin blande sig med cykellygter - og så ser man dem ikke, siger hun.
Det undersøger vi her!
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Ugens Vindersvar
1.863 personer stemte, da Bette Rønnovs spørgsmål var til afstemning
66 procent eller 1.235 personer afgjorde, at det var hendes spørgsmål, vi skulle undersøge
Du kan selv stemme på ugens spørgsmål her i artiklen
Det siger loven
I 2005 blev det tilladt at bruge blinkende forlygter, som man kan læse i en revision af den såkaldte Cykelbekendtgørelse fra 1999:
§ 6. Ved kørsel i lygtetændingstiden skal en cykel være forsynet med mindst én forlygte, der afgiver hvidt eller gulligt lys tydeligt synligt forfra i mindst 300 meters afstand uden at virke blændende og er synlig fra siderne.
Stk. 6. Forlygte, der afgiver hvidt lys, og baglygte på cykel og påhængs- eller sidevogn hertil kan afgive blinkende lys. Blinkfrekvensen skal være mindst 120 blink pr. minut.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Men hvorfor?
På det tidspunkt var de blinkende lygter blevet stærke nok til at matche de traditionelt lysende lygter, mente man i Trafikstyrelsen - uden at der dog lå videnskabelige undersøgelser eller nærmere faglige analyser bag beslutningen,
Det forklarede Trafikstyrelsen sådan her til Spørg Videnskaben tilbage i 2014:
- De blinkende lygter er blevet lovlige, fordi der ikke er grundlag for at antage, at de er ringere sikkerhedsmæssigt end konstant lysende lygter, oplyste Trafikstyrelsen.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Risikabelt cykelliv
Hvert år kommer omkring 36.000 cyklister til skade i trafikken
Det er 60 procent flere, end der kommer til skade i bilerne, selv om cyklisterne kun står for 4 procent af persontransporten
Af de 36.000 skadede cyklister kom 25.000 til skade i eneulykker
11.000 i kom til skade i flerpartsulykker
Hvad siger videnskaben?
Harry Lahrmann fra Center for Intelligente Transport Systemer på Aalborg Universitet har i årtier interesseret sig for, hvad lys på cykler betyder for cyklisternes sikkerhed.
Hans og kollegernes nyeste studie fra februar 2023 konkluderer, at det vigtigste for din sikkerhed som cyklist er, at du altid har lys på.
- Hvis man vil gøre noget godt for sin egen sikkerhed, skal man gøre sig selv synlig. Mit bedste råd er helt klart at sætte et ordenligt kørelys på, der lyser hele døgnet. Om det skal blinke eller ej, vil jeg lade være op til den enkelte.
- I dag er det muligt at få kørelys, der er kraftigt nok, uanset om det blinker eller ej, og det er det vigtige, siger Harry Lahrmann til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Cykellys døgnet rundt
Studiet fra Aalborg Universitet viser:
30 procent af flerpartsulykkerne kan undgås med kørelys
25 procent af ulykkerne med personskader kan undgås ved at cykle med kørelys
Kørelys defineres som fastmonteret lys på cykler, der gør køretøjet synligt i trafikken, selv i dagslys
Stor udvikling
Erik Hjulmand er lokalformand i København for Dansk Cyklistforbund og i øvrigt selv aktiv cyklist.
Han var begejstret, da de små blinkende magnetlygter nede ved hjulene kom frem. I dag ser han dem kun som en ekstra mulighed for at gøre opmærksom på sig selv som cyklist:
- I dag føler jeg mig meget tryggere ved en fastmonteret løsning, der drives af cyklen selv, fordi lyset herfra er tydeligere end selv de lovligt blinkende lygter, siger Erik Hjulmand til TV 2 Kosmopol.
Om forlygten blinker eller ej, betyder mindre:
- Så længe, vi holder cykellyset på den lovlige og hensynsfulde måde, der ikke blænder andre, er blinkede og fast lys lige godt, siger Erik Hjulmand.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Bilisternes synsvinkel
Dennis Lange er chefkonsulent i FDM, som er bilisternes interesseorganisation. Han genkender ikke vores spørgers oplevelse af, at blinkende cykellys skulle være vanskeligere at se for bilister end fast cykellys sådan generelt:
- Overhovedet ikke. Nærmest tværtimod. De blinkende cykellygter fanger lettere blikket, og dermed bliver cyklisten de facto mere synlig for bilisterne, siger Dennis Lange til TV 2 Kosmopol.
Han har dog forståelse for, at der kan være forskel på synligheden i byen og på landevejene:
- En almindelig lygte, som lyser konstant kan være god på de små landeveje, mens blinkende lygter er en god ide i byen, siger Dennis Lange.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Vigtigheden af lys døgnet rundt
Studiet fra Aalborg Universitet fra 2023 byggede videre på et forsøg fra 2013
Det viste, at cyklister, der brugte kørelys om dagen, havde markant færre ulykker end dem, der ikke gjorde
86 procent af ulykkerne blandt cyklister skete i dagslys
6 procent skete om natten på oplyste stier/veje
2 procent skete om natten på uoplyste veje
Det bedste råd
Både vores forsker fra Aalborg Universitet og vores lokale cyklistformand peger på , at det vigtigste for sikkerheden som cyklist er have lys på altid - også når du ikke lige selv tænker, at det er nødvendigt:
- Det geniale ved at have et fastmonteret system på dynamo er, at du altid har det på cyklen, ligesom du ikke skal skifte batterier. Det giver en sikkerhed og vished for altid at have lys på. Man glemmer let løse lygter, eller dine lygter løber tør for batteri, siger Erik Hjulmand fra Dansk Cyklistforbund.
Et fast system gør det let at tænde for lygten, også om dagen:
- Min erfaring fra den københavnske cykelsti er, at branchen i den grad har oppet sig med gode lygtesystemer, så der er ingen undskyldning for at køre uden tilpas synligt lys på cyklen nu om stunder, siger Erik Hjulmand fra Dansk Cyklistforbund.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Foto: 10010 Janerik Henriksson/TT/Ritzau Scanpix
Stadig utryg
Bette Rønnov, som stillede spørgsmålet, accepterer at både loven, videnskaben og organisationerne i vores undersøgelse sidestiller blinkende lygter med de fast lysende:
- Det kan jeg ikke gøre noget ved, men jeg synes stadigvæk, at de blinkende lygter er en udfordring. Jeg tænker, at siden mit spørgsmål vandt afstemningen, må der være andre, der har lignende oplevelser, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Bette Rønnov har dette råd til alle, der cykler på de smalle mørke landeveje:
- Brug en fast, kraftig og lovlig cykellygte, som ikke blinker i regn og vand på kørebanen. En fast lyskegle gør det tydeligt, at her bevæger en cykel sig frem mod mig, siger hun.
Tak til Bette Rønnov for spørgsmålet!
Hvis du også går og undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så skriv dit spørgsmål i boksen nedenunder: