Han skubbede tilfældig kvinde ud foran tog for at slå hende ihjel

En fredag eftermiddag i december sidste år blev en 19-årig kvinde skubbet ud foran et tog på Nørreport – nu får sagen snart sin afslutning.

En 29-årig afghansk mand, som sent sidste år skubbede en 19-årig kvinde ud foran et tog på Nørreport, har tænkt sig at tilstå drabsforsøg.

Det oplyser mandens forsvarer, Henrik Karl Nielsen, mandag til TV 2.

- Han har erkendt, at han gjorde det for at slå hende ihjel, lyder det fra forsvareren.

Stod på lur bag søjle

Manden blev sigtet sidste år for at have skubbet en tilfældig 19-årig kvinde ud på togskinnerne foran et S-tog fredag eftermiddag 29. december på Nørreport Station.

Der blev nedlagt navneforbud i sagen.

Den 29-årige havde stået på lur bag en søjle på den underjordiske togstation i flere minutter, før han løb frem mod kvinden og skubbede hende hårdt ned på skinnerne.

Han havde flere gange kigget hen mod kvinden fra sit skjul bag søjlen, kom det frem på et grundlovsforhør i december.

Manden, som ifølge Henrik Karl Nielsen er blevet mentalundersøgt og erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket, tilstod drabsforsøg ved en politiafhøring tilbage i foråret.

- Han sagde: "Jeg gjorde det for at dræbe hende", lyder det fra forsvareren.

Helt tilfældig kvinde

Under to grundlovsforhør i december sidste år var det småt med udtalelser fra den 29-årige, som ifølge Henrik Karl Nielsen ikke var i en tilstand, hvor han kunne udtale sig.

Første grundlovsforhør var af samme grund blevet afholdt uden hans tilstedeværelse.

I december erklærede den 29-årige mand sig indledningsvist uskyldig.

Motivet for forbrydelsen var uklart, da anklageren mente, at det var et tilfældigt offer, han havde udpeget sig.

Og det kan Henrik Karl Nielsen nu bekræfte:

- Hun havde intet med ham at gøre – de havde intet med hinanden at gøre. Det var en helt tilfældig kvinde, det er gået ud over, siger han.

Ifølge forsvareren havde manden op til gerningsøjeblikket følt, at hans omgivelser var fjendtlige, og at han blev forfulgt.

Cirka ti timer efter at han skubbede kvinden ud foran toget, blev manden anholdt på sin adresse. En kvinde havde genkendt ham på politiets signalement og ringet til politiet.

Bør anbringes på lukket institution

Den 29-årige har siden grundlovsforhørene i december været varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk institution i hovedstadsområdet.

Sagen har trukket ud, fordi en mentalundersøgelse ofte er omfattende og tidskrævende.

Ifølge Henrik Karl Nielsen har Retslægerådet blandt andet på baggrund af mentalundersøgelsen anbefalet en dom til anbringelse på en lukket psykiatrisk institution.

Retsmødet, som er offentligt, er berammet som en tilståelsessag i Københavns Byret 31. oktober.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik