Henrik har været betjent på ”dødsruten” i 20 år – nu foreslår han konkret løsning, der kan forhindre ulykker
Gennem Henrik Nielsens 20 år som færdselsbetjent i Nordsjælland har man altid talt om farlige ulykker på Hillerødmotorvejens forlængelse. Nu kommer han med et bud på, hvordan ulykkerne kan forhindres frem til motorvejens udbygning.
x
Opsæt flere hastighedsskilte og kameraer, når vejen bliver tosporet og igen ved sammenfletningen.
Sådan lyder den simple løsning, som ifølge tidligere færdselsbetjent Henrik Nielsen kan være med til at sænke antallet af ulykker på Hillerødmotorvejens forlængelse.
For halvanden måned siden døde tre personer i en voldsom og tragisk dødsulykke på strækningen, men dødsulykken var langt fra den første fatale af sin slags på netop Hillerødmotorvejens forlængelse.
I årenes løb har den nemlig kostet flere menneskeliv, og i kølvandet på den seneste ulykke blev debatten om bilisternes sikkerhed på motortrafikvejen igen antændt.
Både borgere, byråd og borgmestre mener, at noget bør gøres på strækningen, hvor der siden 2023 er sket otte alvorlige sammenstød.
Det mener Henrik Nielsen også.
- Jamen jeg tænkte ’ikke igen’. Og så kunne jeg mærke, at jeg måtte prøve at få mit forslag så langt ud som muligt, fortæller han.
For to år siden gik han på pension fra politiet efter at have været en del af ordensmagten gennem 42 år.
Gennem 20 år af sin karriere arbejdede Henrik Nielsen som færdselsbetjent i Nordsjælland, og han har altid undret sig over den farlige vej, som begynder, når motorvejen indsnævres, og hastigheden går fra 110 kilometer i timen til 90 kilometer i timen.
Farlige indsnævringer og høje hastigheder
Efter et par kilometer udvides kørebanen igen til to spor, mens det snævres ind til ét spor i modsatte kørebane, og sådan bliver det ved – en såkaldt '2+1'-vej, som ifølge ham har været medvirkende til de mange ulykker.
- Problemerne opstår, lige så snart det går fra ét spor til to spor. Så er der nogle, som er blevet vildt utålmodige, og de tænker ’nu skal den have, så jeg kommer først op til næste sammenfletning’, og så går det altså galt nogle gange, siger Henrik Nielsen til TV 2 Kosmopol.
Derfor har han sendt et helt konkret forslag til en løsning på strækningen, som kan udrulles allerede nu, før motortrafikvejen står færdig som motorvej i 2027. På adresselisten står både Hillerøds og Allerøds borgmester og Vejdirektoratet, der ejer statsvejen.
- Det handler om, at der skal gøres noget nu og ikke først når der en dag er en motorvej, forklarer den tidligere færdselsbetjent og fortæller, at han selv har været tæt på flere af de ulykker, som er sket på ”dødsruten” i årenes løb.
- Os kollegaer talte ofte om, at det var en farlig strækning – lige fra den blev etableret for efterhånden mange år siden.
Automatisk trafikkontrol
I alt sin enkelthed foreslår Henrik Nielsen, at der opsættes en række kameraer ved ind- og udfletninger med automatisk trafikkontrol og skilte omkring både kamera og fartgrænsen til bilisterne.
- På den måde tror jeg, at man kan undgå mange af de situationer, som kan udvikle sig farligt. For bøder og kontroller, det har bilisterne respekt for, siger han og tilføjer, at løsningen kan stå samtidig med at udbygningen til motorvej står på.
Fire borgmestre er allerede gået sammen om at forsøge at råbe både transportminister og Vejdirektoratet op for at dæmme op for de voldsomme ulykker på Hillerødmotorvejens forlængelse.
Borgmestre stemmer i
Og på borgmesterkontorerne i Hillerød og Allerød Kommune modtages Henrik Nielsens meget konkrete forslag med åbne arme.
- Jeg bliver glad over, at der er borgere, som finder forslag til, hvordan vejen kan gøres mere sikker, mens vi venter på, at det bliver til motorvej, siger Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S) og fortsætter:
- Det er meget muligt, at det vil hjælpe på sikkerheden, hvis der er en øget risiko for at få en bøde på strækningen. Måske kan det øge trygheden på strækningen, hvis det bliver taget op.
Karsten Längerich (V) i Allerød Kommune påpeger, at flere af kommunerne skriver breve til Vejdirektoratet og ministeriet om den farlige vej – endda op til flere gange årligt. Og ifølge ham havde kommunerne for længst grebet ind, hvis det stod til dem.
- Der burde være sket noget for mange år siden. Det er ikke en ny problemstilling. Der har været masser af tragiske ulykker - desværre. Men udfordringen er, at det er en statsvej. Vi mener ikke, at det er godt nok at vente på motorvejen. Vi mener, at der skal ske noget nu, for vi kan ikke bare vente på næste ulykke, siger Allerøds borgmester.
Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen (S) påpeger de samme begrænsede muligheder for handling i kommunerne, som strækningen går igennem. Derfor må de først og fremmest bruge deres stemmer på vegne af borgerne, lyder det.
- Vi taler på vegne af dem, som bekymres og bruger vejen. Det er det, vi kan gøre, når vi ikke ejer vejen. Vi må være talsmænd – og det er det, vi gør nu, siger hun.
TV 2 Kosmopol har forsøgt at få Vejdirektoratet i tale om Henrik Nielsens konkrete forslag med kameraer og øget skiltning samt den generelle undersøgelse af mulighederne for at øge sikkerheden på Hillerødmotorvejens forlængelse.
Vejdirektoratet svarer ikke på spørgsmål til Henrik Nielsens forslag, men oplyser, at man ikke kan fortælle nyt i forhold til tidligere udmeldinger – blandt andet om at der skulle afholdes et møde med Nordsjællands Politi for at klarlægge eventuelle muligheder for øget tryghed på strækningen.